Eksklusivt interview med ærkebiskoppen af Canterbury

Af Christian Arffmann

Ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby, var i København for nylig i anledning af Porvoo Primates Meeting, et møde for anglikanske og lutherske  kirkeledere i Porvoo-fællesskabet. I den anledning havde Folkekirkens Mellemkirkelige Råd mulighed for at få en samtale med ærkebiskoppen om, hvordan det går med det økumeniske arbejde, og hvordan fremtiden ser ud for den økumeniske bevægelse. 

Læs interviewet nedenfor. 

Kære ærkebiskop af Canterbury. Jeg vil gerne spørge Dem: Er vi på vej mod et økumenisk forår? Eller er der stadig lang vej til kirkens enhed?

Det er ikke et enten-eller spørgsmål. Det er et både-og spørgsmål. Fra en anglikansk synsvinkel har vi helt sikkert oplevet et betydeligt fremskridt, men der er også lang vej igen.

Dog skal vi huske på, at man i forskellige dele af den kristne verden ikke opfatter tiden på samme måde. At noget ligger langt væk kan ifølge en ortodoks opfattelse betyde 2000 år, eller det kan i en protestantisk eller luthersk opfattelse betyde 20 år. Derfor mener jeg ikke, at den fulde synlige enhed kommer til at ske i vores levetid. Det ville kræve, at Helligånden virkelig rørte på sig på en helt ny måde.

Men det går støt fremad, især med handlingens økumeni. Det vil sige, at mens den vigtige og nødvendige samtale om teologiske forskelligheder fortsætter, er vi samtidig i færd med at vokse tættere sammen i en forståelse af os selv som Kristi disciple, der tjener mennesker der lever i armod eller bliver udbyttet (for eksempel i slaveri, i migration eller lignende).

Hvad er de væsentligste udfordringer for den økumeniske bevægelse? Er de teologiske, kulturelle eller politiske?

Det er lidt af det hele. Men i prioriteret rækkefølge vil jeg nok mene, at det først og fremmest handler om vaner. Vi har levet hver for sig så længe, i hundredvis af år, så vi tror, at det er normalt at leve hver for sig. For at kunne leve side om side med hinanden, fordrer det en teologisk og åndelig forestillingsevne – og det er svært at opnå. For vi har ikke nogen erindring om, hvordan det har været at leve sammen.

Dernæst kommer teologi - især hvad angår emner inden for antropologi og identitet. The Buffalo Statement – In the Image and Likeness of God: A Hope Filled Anthropology (2015) er resultatet af flere års arbejde mellem anglikanere og de østortodokse kirker, og jeg synes, det er et meget vigtigt dokument, selvom der ikke er så mange, der kender det. Det er dog ikke så vigtigt som den luthersk-katolske fælleserklæring om retfærdiggørelseslæren fra 1999.

Men det er meget, meget vigtigt, fordi det faktisk viser, at vi i det væsentlige er enige om menneskets grundlæggende natur – selvom vi måske ikke er enige, hvad menneskets funktion er. Dokumentet omtaler ikke emner som ligestilling eller seksualitet, hvor vi møder udfordringer. Men på et teologisk plan mener jeg, at vi gør fremskridt, at det skrider langsomt frem, og at det er nødt til at foregå langsomt. Det er ikke en kritik, det er bare sådan det er.   

Porvoo-fællesskabet har haft en vigtig rolle, for det har fået os til at genkende Kristus i hinanden. Spørgsmålet er nu: Er vi tilfredse med det? Som et fællesskab, kan vi så skue længere ud? Når vi nu har genkendt Kristus i hinanden, kan vi så vise andre hen til Kristus?

Bør kirker være engageret i internationalt samarbejde, eller bør de stå fast på deres egen identitet?

Kirkens identitet er baseret på Jesus Kristus og intet andet. Alle andre identiteter er relative. Det kan være, at de er meget vigtige, men så er de historisk, geografisk, politisk, sociologisk eller kulturelt definerede. Og så er de i sidste ende mindre vigtige end vores identitet i Kristus.

Vi bør være os selv på en autentisk måde. Jeg er engelsk og kristen. Men min vigtigste identitet er, at jeg er kristen. Vores enhed finder vi i Kristus, ikke ved at prøve at forhandle om vores forskellige nationale identiteter. Vi bør glæde os over dem og fejre forskelligheden, men finde vores identitet i Kristus. Og det kræver overvindelse. Det har det altid gjort. Se bare Romerbrevet, som er skrevet af apostlen Paulus: Det er i sin essens et brev til to grupper af mennesker, som hver har fundet deres identitet i Kristus, og de kan ikke rigtig holde hinanden ud.

Hvis mennesker finder deres identitet i deres religion, kan samfundet eller politikerne så ikke opfatte dem som ”farlige”?

Ikke hvis de er trofaste disciple af Jesus Kristus. Eller, ja og nej. De er en alvorlig fare for samfundet i den forstand, at de ønsker, at fattige er elskede, de ønsker at udfordre dem, der sidder på alle privilegierne, de ønsker at verdens fyrster styrtes fra tronen, og at de ydmyge bliver ophøjet – for at citere Marias Lovsang fra Lukasevangeliet. Marias Lovsang får Det Kommunistiske Manifest til at fremstå meget spagfærdig.  

Hvilke teologiske perspektiver er vigtige i mødet med sekularismen?

Inkarnationen, korset, opstandelsen, himmelfarten og pinsen. Det vil sige: Jesus Kristus. Intet er så vigtigt i mødet med sekularismen som at holde fast i den virkelighed, som Jesu liv, død, genopstandelse, himmelfart og endelige genkomst udgør. Hele verden handler om Jesus. Og når det er det primære fokus i vores liv, og når vi lever vores liv i gavmildhed og gæstfrihed, i kærlighed til Kristus og i hellig lydighed mod Ånden, sløres problemerne med sekularismen på mærkværdig vis (let omskrevet citat fra den engelske salme Turn your eyes upon Jesus, red.).