Fælleserklæring fra Lund - nu på dansk

I 2017 er det 500 år siden, at Reformationen fandt sted. Meget er sket i løbet af 500 år. Den protestantiske kirke er blevet etableret og udbredt på verdensplan, og katolikker og protestanter har stridt og kæmpet imod hinanden i blodige religionskrige. Og for 100 år siden, i anledning af 400-året for Reformationen, var der endnu en tydelig afstand og splittelse mellem den lutherske kirke og den katolske kirke. Her brugte den lutherske kirke jubilæet som en anledning til at tage tydelig afstand fra den katolske kirke og forkaste dens lære - og den katolske kirke gjorde lige så over for den lutherske kirke.
 
Takket være økumenisk engagement og forsonende samtaler er kirkerne i årenes løb kommet tættere på hinanden, og den teologiske forståelse og det reelle samarbejde er blevet styrket betydeligt, skønt de endnu ikke er i fuld forening i fælles kirkeforståelse og nadverfællesskab.

I anledning af 500-året for Reformationen valgte Det Lutherske Verdensforbund og Den Katolske Kirke ved den store begivenhed i Lund 31. oktober at arrangere en fælles markering for at vise, at kirkerne er kommet tættere på hinanden og har valgt at lægge megen strid og splittelse bag sig.
 
I den forbindelse blev der udsendt en fælles erklæring, der handler om, hvordan den lutherske kirke og den katolske kirke ser både tilbage på Reformationens begivenheder og ser fremad - mod kirkelig enhed, solidaritet og samarbejde.
 

Dansk oversættelse af fælleserklæringen i anledning af den fælles katolsk-lutherske markering af Reformationen 31. oktober 2016 i Lund, Sverige    

"Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig." (Johannesevangeliet kapitel 15, vers 4)    

Med taknemmelige hjerter

Med denne fælleserklæring udtrykker vi vor glæde og taknemmelighed til Gud for denne stund i fælles bøn i domkirken i Lund, hvor vi indleder højtideligholdelsen af 500-års jubilæet for Reformationen.  

Halvtreds års vedholdende og frugtbar økumenisk dialog mellem katolikker og lutheranere har hjulpet os til at overvinde mange forskelle og har styrket vores gensidige forståelse og tillid.

Samtidig er vi rykket tættere på hinanden i fælles tjeneste for vor næste - ofte under forhold præget af lidelse og forfølgelse. Gennem dialog og fælles vidnesbyrd er vi ikke længere fremmede for hinanden. I stedet har vi lært, at det, der forener os, er større end det, der skiller os.  

Fra konflikt til fællesskab

Vi er dybt taknemmelige for de åndelige og teologiske gaver, som reformationen har givet os, men samtidig erkender og beklager vi også overfor Kristus, at lutheranere og katolikker har såret kirkens synlige enhed.  

Teologiske forskelle har været ledsaget af fordomme og konflikter, og religion er blevet brugt i politisk øjemed.  

Vor fælles tro på Jesus Kristus og vor dåb kræver, at vi dagligt omvender os og derved frigør os fra de historiske uenigheder og konflikter, der står i vejen for forsoningens tjeneste. Fortiden kan vi ikke ændre, men vi har indflydelse på hvad vi mindes og hvordan det, vi husker, kan blive forvandlet.

Vi beder for helingen af vore sår og de minder, der formørker vort syn på hinanden. Vi afviser på det bestemteste al had og vold - i fortid som i nutid, og særligt had og vold, der har været døvet i religionens navn.

Vi hører i dag Guds befaling om at opgive vores konflikter. Vi anerkender, at vi af nåde er sat fri til at bevæge os mod det fællesskab, som Gud stadigt kalder os til.  

Vor forpligtelse til fælles vidnesbyrd

Samtidig med, at vi nu lægger disse tyngende begivenheder i historien bag os, forpligter vi os på i fællesskab at vidne om Guds barmhjertige nåde, åbenbaret i den korsfæstede og opstandne Kristus.  

Bevidste om, at den måde, vi forholder os til hinanden på, præger vort vidnesbyrd om evangeliet, forpligter vi os på at fremme fællesskabet forankret i dåben, idet vi søger at fjerne de resterende hindringer, der står i vejen for fuldstændig enhed. Kristus ønsker, at vi bliver ét, så verden kan tro (Johs. 17:21).  

Mange medlemmer af vores kirker længes inderligt efter at modtage nadverens sakramente ved et fælles bord som det konkrete udtryk for fuldstændig enhed. Vi ser smerten hos dem, der deler hele deres liv, men ikke kan dele  Guds forløsende tilstedeværelse ved nadverbordet.  

Vi anerkender vores fælles pastorale ansvar for at stille vore medlemmers åndelige tørst og sult efter at blive ét i Kristus. Vi længes efter heling af dette sår i Kristi legeme. Dette er formålet med vores økumeniske bestræbelser, som vi ønsker at fremme – også ved at forny vores engagement i den teologiske dialog.    

Vi beder til Gud, at katolikker og lutheranere sammen kan vidne om Jesu Kristi evangelium, og dermed invitere menneskeheden til at høre og modtage de gode nyheder om Guds forløsende handling.          

Vi beder til Gud, at vi må få inspiration, opmuntring og styrke til at stå sammen i tjenesten for at værne om menneskers værdighed og rettigheder, særligt i forhold til de fattige, i arbejdet for retfærdighed og til at afvise alle former for vold.  

Gud kalder os til at være der for alle, der længes efter værdighed, retfærdighed, fred og forsoning. Særligt i dag hæver vi stemmen for at gøre ende på den vold og ekstremisme, der rammer så mange lande og samfund – og talløse søstre og brødre i Kristus.    

Vi opfordrer lutheranere og katolikker til at arbejde sammen om at tage godt imod den fremmede, at hjælpe flygtninge fra krig og forfølgelse, og til at forsvare flygtninges og asylsøgeres rettigheder.    

Mere end nogensinde før erkender vi, at vor fælles tjeneste i denne verden skal udstrækkes til Guds skaberværk, der lider under udnyttelse og følgerne af umættelig grådighed.    

Vi anerkender fremtidige generationers ret til at opleve Guds verden med hele dens potentiale og skønhed. Vi beder for en holdningsændring - i hjerte og sind, der vil føre til en kærlig og ansvarlig omsorg for det skabte.    

Ét i Kristus

Ved denne løfterige lejlighed udtrykker vi vor taknemmelighed over for vore brødre og søstre fra de forskellige kristne kirkesamfund og fællesskaber i verden, der er til stede her i dag og slutter sig til os i bøn.     Når vi igen forpligter os til at gå fra konflikt til fællesskab, gør vi det som en del af Kristi ene legeme, som vi indlemmes i gennem dåben.    

Vi inviterer vores økumeniske partnere til at minde os om vores forpligtelser og til at opmuntre os. Vi beder om deres fortsatte forbøn, om at vandre med os og om deres støtte til at leve op til de bønner og forpligtelser vi udtrykker i dag.    

Opfordring til katolikker og lutheranere i hele verden  

Vi opfordrer alle lutherske og katolske sogne og menigheder til at være modige og kreative, glade og optimistiske i deres vilje til at fortsætte den storslåede rejse, vi har foran os.  

Frem for at lade os lede af fortidens konflikter, skal den enhed, som er Guds gave, lede vores samarbejde og styrke vores solidaritet.  

Ved at samles i troen på Kristus, bede sammen, lytte til hinanden og udleve Kristi kærlighed i vore relationer, vil vi - katolikker og lutheranere -  åbne os for den treenige Guds kraft.  

Rodfæstede i Kristus og som vidner for ham, fornyer vi vores beslutning om at være trofaste budbringere af Guds grænseløse kærlighed til hele menneskeheden.

Oversat af Helle Jensen, Folkekirkens Mellemkirkelige Råd