Mission: Tre trends som vi kan tage ved lære af i folkekirken

Af Anton Pihl

Her kommer tre trends, som folkekirken bør holde øje med i forhold til at styrke missionarbejdet:

1) Nye samarbejder om missions- og udviklingsprojekter opstår mellem engagerede menigheder og professionelle missionsorganisationer. 2) Fokus flytter sig fra nord-syd-mission til diakoni og kristendomsundervisning i kirkernes eget lokalområde, hvor global kristendom og andre religioner er kommet helt tæt på. 3) Der er en stigende bevidsthed om, at missional teologi og en missional identitet i menighederne er en forudsætning for kirkens vækst.

Det er de tre vigtige pointer, som Arbejdsgruppen for Folkekirkens Mission tager med sig hjem fra en tredages studietur i England.

Arbejdsgruppen for Folkekirkens Mission under Det Mellemkirkelige Råd arbejder med at styrke båndene mellem folkekirken og de frie folkekirkelige missionsorganisationer, og vi vil gerne inspirere sogne og menigheder til at tage del i den kristne kirkes mission i verden.

I arbejdsgruppen sidder repræsentanter valgt af Det Mellemkirkelige Råd, af missionsorganisationerne og af stifternes missionsudvalg.

Arbejdsgruppen besøgte i oktober 2017 det anglikanske Guildford Stift sydvest for London. Her mødte vi repræsentanter for missionsselskaber og nødhjælpsorganisationer (Church Mission Society, Christian Aid og Tearfund) og talte med et par af Church of Englands mest erfarne folk på området, bl.a. Janice Price, der er rådgiver for ærkebiskoppen af Canterbury.

England er foran i missionsarbejdet

Til trods for mange ligheder mellem folkekirken og Church of England er forskellene også slående. Kirkens plads i det engelske samfund er langt mere udfordret af sekularisering, individualisering, multireligiøsitet, migration og demografiske forandringer.

Englænderne er netop af den grund også nået længere end os i arbejdet med, hvordan kirken lokalt og overordnet set kan blive bedre til at åbne op og række ud og nå mennesker med evangeliet. I Guildford Stift er det f.eks. en formuleret strategi, at sognekirkerne er missionale.

Ejerskab er vigtigt

Vi tilbragte en aften sammen med en gruppe engagerede frivillige i St. Peter’s Church i Farnborough, som begejstret fortalte om, hvordan deres sognekirke støtter en lang række missionærer og udviklingsprojekter over hele verden. Menighedens store ejerskab til missionsarbejdet og de anselige økonomiske bidrag, som medlemmerne her forpligter sig til, hænger åbenlyst sammen med en meget tæt kontakt mellem kirken og de konkrete projekter. I Farnborough lægger de vægt på at sende pengene direkte, og grupper fra menigheden rejser selv ud til projekterne i Afrika og Asien.

St. Peter’s i Farnborough står ikke alene med en vis skepsis over for de store etablerede missionsselskaber. Både i Storbritannien og Danmark kan organisationerne bekræfte, at menigheder og private donorer ønsker en mere direkte involvering i projekterne og en mere direkte kontakt til dem, der modtager den økonomiske støtte.

Organisationerne har taget ved lære af dette, men påpeger også med rette, at de har erfaringen med missionsarbejde i nogle af verdens fattigste og mest ustabile lande. Det indebærer selvsagt en række risici for en menighed at agere missionsselskab på egen hånd.

Interessant nok viste en medlemsundersøgelse i Farnborough for nylig, at medlemmerne ønsker at prioritere projekter i kirkens nærområde højere. Dette tager både menighedsråd og missionsudvalg i St. Peter’s Church nu bestik af.

Også fra det gamle ydremissionsselskab Church Mission Society (CMS) hørte vi, at fokus i stadig højere grad flyttes fra den store verden til den multikulturelle virkelighed i Storbritannien.

Fra syd mod nord

Kirkens mission går i dag i lige så høj grad fra syd mod nord, og helt nye måder at arbejde sammen på opstår mellem gamle kirker i Europa og nye kirker i f.eks. Afrika, hvor kristendommen er i vækst.

I folkekirken iagttager vi også en bevægelse fra syd mod nord. En stor del af indvandringen til Danmark i disse år består af kristne, og i det små opstår der relationer mellem folkekirkens menigheder og de såkaldte migrantmenigheder. Den mission, som tidligere udelukkende foregik i fjerne lande, har fundet nye veje, f.eks. har vi set, at store grupper af migranter fra muslimske lande konverterer til kristendommen i Europa.

Tænk missionalt

Ressourcestærke, engagerede menigheder med et blik for globale udfordringer og et hjerte for evangeliets udbredelse lokalt og ude i verden kan virkelig gøre en forskel. Folkekirkens sogne og de danske missionsorganisationer har helt sikkert et stort, endnu uudnyttet udviklingspotentiale.

Om erfaringerne fra England i større stil kan oversættes til danske forhold, afhænger nok af, at folkekirken bliver bedre til at tænke missionalt og se sig selv som en del af en global kirke, som i al sin mangfoldighed og forskellighed er fælles om at være Kristi vidner i ord og i gerning.

Anton Pihl er formand for Stiftsudvalget for Folkekirke og Religionsmøde i Københavns Stift og medlem af Arbejdsgruppen for Folkekirkens Mission