Samstemmighed i Strandby

Af Mogens S. Mogensen

Formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd

I den lille fiskerby Strandby lidt nord for Frederikshavn ligger der to kirker, en folkekirke og en metodistkirke, ikke særligt langt fra hinanden. Menighederne har sørget for, at kirkeklokkerne er stemt sådan, at det lyder harmonisk, når klokkerne ringer samtidig.

Festlig gudstjeneste

Strandby er metodisternes Mekka. Kirken her har 750 medlemmer. De første metodister kom til fiskerbyen i 1876 og holdt til i forskellige bygninger. Den nuværende kirke blev bygget i 1961. Folkekirkemedlemmerne i Strandby måtte følge kirkestien til Elling for at komme i kirke, indtil de fik deres egen kirke i 1966. Når man kommer til byen og taler med folk, mærker man straks, at forholdet mellem Metodistkirkens og Folkekirkens medlemmer er meget positivt.

Derfor var det helt naturligt, at underskrivelsen af den aftale, som Folkekirken og Metodistkirken i dag indgik, fandt sted i Strandby ved en fællesgudstjeneste i Metodistkirken. Gudstjenesten i folkekirken var aflyst til fordel for festgudstjenesten i Metodistkirken, og her var der over 200 glade deltagere i gudstjenesten og den efterfølgende kirkefrokost.

National udmøntning

I 1973 indgik en lang række protestantiske kirker en aftale om gensidig anerkendelse, kaldet Leuenberg-aftalen, der etabler kirkefællesskab mellem kirkerne. I 1994 tilsluttede Metodistkirken i Danmark sig Leuenberg-fællesskabet, og i 2001 fulgte Folkekirken efter.

Den aftale, som efter flere års læresamtaler blev underskrevet i dag, er en national udmøntning af dette fællesskab. Heri siges der, at man anerkender ”hinandens kirker…at Gud ord forkyndes ret i begge vore kirker hinandens dåb og forvaltning af nadverens sakramente, hinandens ordinerede præstetjeneste, at vi fortsat er to forskellige kirker med hver sin tradition, bekendelsesskrifter og kirkeordning fastsat efter den respektive kirkes egne bestemmelser” .

Og så forpligter kirkerne sig bl.a. til at fejre gudstjeneste sammen, at byde hinandens medlemmer velkomne på linje med egne medlemmer, til at arbejde sammen og til at modtage ordinerede præster til at gøre tjeneste efter gældende regler i hinandens kirker uden ny ordination.

Stadig forskelle

Som det også fremgår af aftaleteksten, "Én tro, én dåb, én nåde. Rapport fra bilateral dialog mellem Metodistkirken i Danmark og Den danske Folkekirke," er aftalen ikke et udtryk for, at der ikke stadig er forskelle mellem de to kirker, men anerkendelsen af, at der er tale om legitime forskelle, der kan rummes inden for fællesskabet. Det gælder fx i synet på dåb og nadver, helliggørelse, embedet.

Også når det gælder gudstjenesteordningen er der forskelle, som det kom frem i dagens gudstjeneste, der fulgte metodistkirkens ordninger, men med deltagelse af både metodist- og folkekirkepræster. Her vil jeg blot kort nævne tre eksempler.

• I Metodistkirken står man op, når man synger, og ud over de gamle kernesamler, som vi også kender i folkekirken, som fx ”Hellig, hellig, hellig” og ”Nu bede vi den Helligånd”, sang vi salmer fra den metodistiske tradition, inkl. én af Charles Wesley, broderen til deres ’kirkefader’ John Wesley, og en gendigtning af ”Guds kirkes grund alene”, der i metodistpræst Ole Birchs moderne gendigtning var blevet til ”Guds kirkes kraft og udspring er Herren Jesus Krist”.
• Vi er naturligvis fælles om ”Den apostolske Trosbekendelse”, som vi afsang på en for mig ny og smuk smuk melodi, men man følger ikke folkekirkens (u)skik med at inkludere forsagelsen i selve trosbekendelsen.
• Endelig lagde jeg mærke til under nadveren (som biskop Christian Alsted fra Metodistkirken og biskop Henning Toft Bro fra Aalborg Stift i fællesskab forestod i fuld overensstemmelse med den indgåede aftale), at der i det metodistiske nadverritual i modsætning til folkekirkelige nadverritualer indgår en markant syndsbekendelse.

Men bortset fra det var der ikke de store forskelle i den måde vi fejrer gudstjeneste på, og jeg følte mig rigtig godt hjemme i Metodistkirken.

En ny begyndelse?

Den samstemmighed, der er mellem de forskellige klokker i de to kirker i Strandby, er et tegn på den samstemmighed – trods forskelle – mellem Metodistkirken og Folkekirken, som vi i dag fejrede i Strandby Kirke med underskrivelsen af aftalen. En aftale, som er historisk, fordi det er første gang, Folkekirken efter en grundig dialog indgår en aftale med en frikirke i Danmark.

Spørgsmålet er, om det kan blive begyndelsen til, at Folkekirken også indgår i dialoger med andre frikirker i Danmark med henblik på at styrke fællesskabet og samarbejdet med dem.

Strandby, søndag, den 4. marts 2018

Oprindeligt udgivet på Mogens Mogensens blog.