"Vi ligger alle sammen i grøften, og vi hiver hinanden ned i grøften”

“Wow! Her kan jeg sove med åbent vindue – uden frygt!”

Sådan sagde den sydafrikanske domprovst Michael Weeder, der for tiden er på folkekirke-turné rundt i landet. Han mødes med forskellige kirker og menigheder rundt i landet. For få dage siden mødtes han med danske præster og teologer i Københavns bispegård.

Der er fredeligt og trygt i Danmark, mente Weeder, i modsætning til Sydafrika, som er voldsomt plaget af røverier, vold, drab og kriminalitet. ”Der er noget ondt i gære i Sydafrika,” sagde Weeder. Landet kæmper hårdt med arven efter apartheid og kolonitiden og de mange kollektive ar på sjælen. 

I dag er det sydafrikanske samfund plaget af arbejdsløshed, vold, kriminalitet samt et højt antal voldtægter og seksuel vold mod kvinder og piger. Det er en svær tid for sydafrikanerne, og talrige masseprotester er en del af bybilledet i Cape Town og andre byer. Før var mange af sydafrikanerne forenet i kampen mod apartheidstyret, men i dag er landet splittet og plages af en tiltagende stammetænkning.

Kampen for frihed

Weeder var med i frihedskampen, og det var han meget forsigtig med. Da han mødte sin overordnede, ærkebiskop Desmond Tutu, var han bange for hvordan Tutu ville reagere. Men Tutu begyndte at bede for ham og sagde, at Gud var stolt af ham. ”Tutu var som en bror for mig under frihedskampen,” sagde Weeder og tilføjede:

”Frihedskampen udfordrede virkelig min tro. Det var svært at navigere i, hvad der var sandt og hvad der var falsk, når man var omgivet af bedrag og uærlighed og man aldrig vidste hvem der var på ens side.”

Michael Weeder er vokset op i Cape Town, først i District 6, hvorefter familien blev tvangsforflyttet længere væk fra byen og ud til Elsies Rivier. Her oplevede Weeder hvordan de sorte levede under meget hårdere og vanskeligere forhold, og indsigten i disse urimeligheder har fulgt ham siden. Han var optaget af kampen for lighed og social retfærdighed, og det fik ham til at læse teologi og sætte fokus på kirkens rolle i det offentlige rum.

Weeder er uddannet på Grahamstown University og University of Western Cape og har nu i otte år været domprovst ved St. George’s Cathedral i Cape Town. Kirken har altid været åben for alle racer og grupper, og da kampene var hårdest blev selv stærkt bevæbnede soldater stående ved døren, mens folk søgte ly for skyderier og tåregas.

I kølvandet på kampen mod apartheid udviklede der sig en ”black consiousness”, en politisk bevidsthed blandt de sorte om at kæmpe mod kolonisering. Det betød også et opgør med et ”hvidt Gudsbillede”. ”Hvordan kan du tro på en hvid Jesus? Der er da ikke nogen hvid mand der vil gå i døden for en sort mand?” blev Weeder spurgt af sine sorte medborgere. Den kirkelige kamp mod apartheid var dermed også et opgør med en europæisk domineret kristendomsopfattelse.

I kampen mod apartheid fandt mange sydafrikanere trøst i et Gudsbillede hvor Gud svinger Åndens sværd og støtter dem i frihedskampen. Der blev også gået kritisk til bibeltolkningen og den kristne tradition. Fx gendigtede man Højsangen kap 1 v 5-6 med det nye fortegn: Vi er smukke, fordi vi er sorte!

Nede i grøften

I en samtale mellem Weeder og de københavnske præster om, hvordan man kan fortolke lignelsen om den barmhjertige samaritaner sagde Weeder om den sydafrikanske situation: ”Vi ligger alle sammen i grøften, og vi hiver hinanden ned i grøften.”

Sådan er det i dag i landet, men det var det også under kampen mod apartheid – man kæmpede man side om side, samtidig med at man trak hinanden ned i grøften, fortæller Weeder:

”Det var ikke usædvanligt at angive en kammerat. Selvom vi kæmpede mod apartheid, så havde ingen af os lyst til at sidde alene i fængslet. Vi kunne kun holde ud at sidde i fængsel hvis vi kunne være der sammen med en anden vi kunne dele smerten med.”