Vores rådsmedlem Marianne Christiansen får ordet

Hvad er du optaget af inden for det mellemkirkelige arbejde?

Kontakten med Det lutherske Verdensforbund (LVF) er vigtig. Jeg har lært LVF at kende, dels ved at besøge dem på studietur til Geneve med biskopperne og Det mellemkirkelige Råd for nogle år siden, og dels deltog jeg i den globale markering af reformationsjubilæet i Namibia i 2017. Det lutherske er både lokalt og globalt. Samtalerne mellem de lutherske kirker går hen over grænser. For eksempel samtalen om hvordan vi som kirke forstår vores opgave, og hvad vi opfatter som mellemkirkelige kerneopgaver.

Jeg sætter også stor pris på de teologiske samtaler i Det mellemkirkelige Råd, for eksempel de officielle teologiske samtaler med den katolske kirke. Det handler blandt andet om, hvordan vi er én kirke, samtidig med at vi er forskellige kirker. For vi har hvert vores særpræg og giver samtidig hvert vores bidrag til den universelle kirke. Her kan vi lære meget af hinanden.

En anden ting jeg er optaget af, er forholdet til Mellemøstens kirker og kontakten til kirker i Libanon, Israel/Palæstina, Egypten og andre lande. Det er vigtigt at holde fast i kontakterne til kirkerne, og det forsøger vi på i Haderslev Stift. Vi har meget at lære af kirkerne i Mellemøsten, bl.a. hvad angår religionsmøde.

Hvordan skal folkekirken involvere sig internationalt?

Så meget som muligt, vil jeg sige. Både lokalt og internationalt. Jeg glemmer aldrig, da jeg hørte Martin Junge, generalsekretær i LVF, sige: ”A church on its own is a church at risk.” En kirke der lever for sig selv, er en kirke, der er i fare. Kirken har brug for at være i kontakt med sine omgivelser og med andre kirker.

I denne globaliserede tid ser vi, hvordan vi er forbundet med hinanden på kryds og tværs. Det er vi også igennem kirken, som nok er forankret i en lokal virkelighed, men som mange steder heldigvis har forbindelser ud i verden på en god og håbefuld måde.

Der er mange sogne, der har venskabsforbindelser til andre lande. Disse forbindelser har en stor betydning, både fordi der udvikler sig genuine venskaber, og fordi de er med til at udvide perspektivet for sognene. 

I Danmark har vi ikke faste skemaer for, hvordan samarbejdet fungerer. Vi har heller ikke tradition for partnerskaber ligesom i vores nabolande. Men jeg mærker et stigende behov for at skabe tættere forbindelse til kirker i andre lande. I Haderslev Stift søger vi at opbygge kontakter med kirker i Tanzania, med Salisbury stift i England og de lutherske kirker i Rusland.

Desuden er Det mellemkirkelige Råd en brugbar ramme for det lokale mellemkirkelige arbejde, her kan vi hente hjælp til at etablere forbindelser og føre økumeniske samtaler. Nu taler folkekirken jo ikke med én, men med rigtig mange forskellige stemmer. Og det kan være svært for kirker i udlandet at finde ud af hvordan de kommer i kontakt med folkekirken. Så det er godt, at Det mellemkirkelige Råd kan være en slags adresse for folkekirken ind- og udadtil.

Kan du beskrive det mellemkirkelige arbejde i Haderslev Stift?

Vi har et aktivt mellemkirkeligt arbejde i stiftet, og det har vi, fordi stiftsrådet støtter det, og fordi stiftsudvalget er engageret i det.

Mellemkirkeligt arbejde fungerer bedst, når det er direkte kontakt. Man skal møde andre kirker og andre kristne. Vi arrangerer hvert år en studietur for menighedsrådsmedlemmer, provstiudvalgsmedlemmer m.fl. Det har været til Rumænien, England, Tjekkiet osv. Her er der mulighed for at knytte kontakter og få mere viden om kirkerne. Og vi modtager også besøg fra kirker i andre lande i stiftet.

I Haderslev Stift kan vi godt tillade os at sige, at der er en stærk tradition for det økumeniske arbejde og for religionsfrihed. Dels har vi Herrnhuterne, Brødremenigheden, i Christiansfeld. Dels har der siden 1674 været religionsfrihed i Fredericia, og byen var en fristad for jøder samt for huguenotter der kom til byen i 1700-tallet. Faktisk har vi lige fejret 300-års jubilæet for den reformerte kirke i Fredericia.

I det mellemkirkelige stiftsudvalg fejrer vi økumeniske stiftsgudstjenester hvert år. VI har et tæt samarbejde med de andre kirkesamfund, både Metodistkirken, den katolske kirke, og de ortodokse migrantmenigheder er vi også i kontakt med igennem migrantsamarbejdet.

Migrantsamarbejdet kan jeg også nævne i den sammenhæng. Vi har migrantpræster i alle provstier. De har for nylig været på studietur i Libanon. Og vi har bl.a. sendt 7 asylansøgere på Højskole. Her lærte de at synge af Højskolesangbogen, og de sagde, at det var første gang, de følte, at de rigtig havde mødt danskere.