Porvoo Fællesskabet består af de anglikanske og lutherske kirker i Nordeuropa. Grundlaget for Porvoo Fællesskabet er Porvoo Erklæringen fra 1993, som i alt 15 kirker har tilsluttet sig.
I december 2009 besluttede Folkekirkens mellemkirkelige Råd at også folkekirken skulle tilslutte sig. Med Porvoo Erklæringen anerkender kirkerne hinanden som sande kirker. Det betyder, at man kan gå til nadver hos hinanden, og at præster fra én kirke kan virke i en anden kirke uden at skulle ordineres igen.
Hvordan virker Porvoo Fællesskabet?
- Udveksling af ideer og erfaringer
Porvoo virker først og fremmest ved udveksling af ideer og erfaringer kirkerne imellem. Det sker bl.a. ved konsultationer, hvor der udveksles erfaringer inden for praktisk kirkelige emner som fx diakoni, lægfolkets rolle i kirken eller mødet med andre religioner. - Udveksling af præster
Porvoo Fællesskabet giver mulighed for, at præster fra forskellige kirker kan virke hos hinanden. Det betyder, at præster fra folkekirken fx kan virke i Church of England, enten ved udvekslingsbesøg eller ved egentlig ansættelse. - Venskabsmenigheder og -stifter
Der er etableret mange venskabsforbindelser mellem både sogne og stifter i Porvoo-regi. Det giver mulighed for at give og modtage inspiration på tværs mellem lutherske og anglikanske kirker. - Struktur
Porvoo Fællesskabet har ikke noget sekretariat, og der opkræves ikke medlemsgebyr. Der er heller ingen ledelsesstruktur, som kan beslutte noget på de deltagende kirkers vegne. De forskellige arrangementer i Porvoo-regi koordineres af en 'kontaktgruppe', som består af ét medlem fra hver kirke. - Hvad er folkekirkens relation til Porvoo Fællesskabet?
Den danske folkekirke valgte i 1995 ikke at blive medlem af Porvoo Fællesskabet. Folkekirken har dog siden 1995 været observatør og har deltaget i de forskellige møder og seminarer arrangeret af kirker i Porvoo Fællesskabet.
Den 3. oktober 2010 tilsluttede folkekirken sig officielt Porvoo Erklæringen i forbindelse med en højmesse i Vor Frue Kirke i København.
Artikel: Folkekirken har underskrevet Porvoo Erklæringen
Søndagens gudstjeneste i Københavns Domkirke dannede rammen om den historiske underskrivning af Porvoo-deklarationen. Netop derfor var et vigtigt, at folkekirken viste sig fra sin mest traditionelle side.
Københavns Domkirke dannede søndag morgen rammen om en betydningsfuld underskrivning, da formanden for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, Hanna Broadbridge, og Biskop Karsten Nissen i vidners påsyn skrev under på Porvoo-deklarationen, der udstikker grundlaget for samarbejdet mellem de luthersk-evangeliske og anglikanske kirkesamfund.
Foto: Maj-Britt Boa
Danmark udenfor
Allerede for femten år siden tilsluttede Norge, Sverige og Island sig dette fællesskab, mens Danmark efter en lang høringsproces i menighederne rundt om i landet besluttede at sige nej med henvisning til den anglikanske kirkes holdning til kvindelige præster og biskopper. Siden har den anglikanske kirke flyttet sig og anerkender nu, at kvinder kan bestride præsteembedet. Ligesom de fleste forventer, at der går meget kort tid, inden vi ser en første kvindelige anglikanske biskop.
Foto: Biskop David Hamid
For et år siden besluttedes det derfor, at grundlaget for den femten år gamle afvisning nu var væk, og at også Danmark derfor kunne tilslutte sig samarbejdet uden forbehold. Den formelle underskrivning fandt dog først sted nu, ét år efter. For mange af deltagerne var det tydeligvis en betydningsfuld begivenhed.
Hermed sluttede en æra præget af forbeholdenhed til fordel for en mere åben og tillidsfuld stemning overfor det anglikanske kirkesamfund.
Glæden herover kom tydeligt til udtryk i de små kortfattede taler på engelsk som henholdsvis Københavns Biskop og den anglikanske biskop fra Newcastle, Martin Wharton holdt. Begge betonede de arbejdsopgaverne, der lå foran. Først og fremmest opgaven med at lære hinanden bedre at kende. Som Biskop Peter Skov-Jakobsen dog udtrykte det: Fordi det netop er i samspillet med de andre, at ens særegenheder for alvor bliver tydelige.
Søndagsgudstjenenesten
For at give de mange tilrejsende gæster en første ”lektion” havde man derfor valgt at holde en ganske almindelig søndagsgudstjeneste i Domkirken. Det var da også tydeligt, at der blandt de fremmede gæster sad en stor gruppe fra den almindelige søndagsmenighed, der for en dels vedkommende var mødt op uden at havde bemærket søndagens særlige karakter. Og godt det samme; for det betød, at de mange tilrejsende udenlandske biskopper fik syn for sagn for hvordan søndagsgudstjenesten i en dansk sognekirke går for sig. Det eneste eksotiske indslag var, at de to første tekstlæsninger foregik på såvel dansk som engelsk, samt at salmerne for nogles vedkommende var lidt mindre kendte, fordi man havde valgt salmer, der kendtes og var indsungne i de andres tradition. Endelig blev indstiftelsesordene fremført vekslende på først engelsk og siden dansk.
Underskrivning
På samme lavmælte måde foregik selve underskrivningen efter gudstjenesten, i bunden af kirkeskibet og inde til højre. Bagefter var der nogen murren i krogene over, at folk ikke kunne se selve handlingen. Andre mente dog, at det var godt det samme: Det var ikke selve underskrivningen, som havde betydning, men det arbejde som forestod med at lære ”de andre at kende” og på godt og ondt lære af hinandens succes’er og fejltagelser. Forbundet som de er med den opgave, at være kirke i en moderne og global kontekst, som Københavns biskop udtrykte det i sin korte tale efter prædikenen.
Karen Schousboe
