80 samlet til fest på tværs af kulturer i Ølstykke
"Lørdag på Tværs" i Ølstykke blev fejret med dans og musik fra forskellige tradtioner.
Denne måned deltog 80 personer fra 11 forskellige nationaliteter til ”Lørdag på Tværs” i Ølstykke. Arrangementet, som foreningen ”Multikultur i Egedal” står bag, foregår 4 gange årligt – 2 gange i foråret og 2 gange i efteråret, foruden en Sankt Hans-fest hver sommer. Formålet med arrangementerne er at skabe venskaber på tværs af kulturer og sprog og at hjælpe nydanskere til at føle sig hjemme i Danmark. Af de frivillige, som er involveret, er nogle fra Ølstykke Kirke, nogle fra Frikirken Ølstykke og nogle er uden kirkelig baggrund. Erik Andersen, som er en af tovholderne, fortæller til Frederiksborg Amts Avis (06.02.2017):
”Vores formål er at skabe venskaber, og det synes jeg, lykkes rigtig godt. Vi forsøger at give vores gæster nogle færdigheder, der kan gøre det lettere at være en del af det danske samfund. Det kan være rigtig svært, når man for eksempel er flygtet hertil. Man har intet netværk, men det forsøger vi at hjælpe folk til at få med disse arrangementer. Det kan være nye venskaber med danskere, men også venskaber mellem vores udenlandske venner”.
Denne måned var temaet ”dans, musik og sang”, og alle kunne være med til at danse kurdiske, arabiske, syriske og congolesiske danse. Tidligere har der været temaer om blandt andet vikingetiden og forskellige madkulturer. Hver gang begynder arrangementet med fællesspisning. Hver familie medbringer en ret mad, som samles på en fælles buffet.
For 46-årige Mohammad, som er flygtet fra Afghanistan med sin kone og deres fem børn, gør det en stor forskel at deltage i Lørdag på Tværs. Han fortæller til Frederiksborg Amts Avis (06.02.2017):
”Der er mange i vores situation, som ikke har sine venner og familie omkring sig, men når vi kommer til sådan et arrangement, føles det som om, man er omgivet af venner. Man glemmer de problemer og udfordringer, man går med, og som menneske er jeg taknemmelig for, at Erik og de andre hjælper os”.
Udover Lørdag på Tværs, arrangerer foreningen Multikultur i Egedal også:
- Cykelkursus for nydanskere hvert forår. Kurset er støttet af kommunen, og der deltager ca. 15 hver gang. Ved kursets afslutning får hver deltager en cykel.
- Social café i Stenløse Kulturhus hver torsdag eftermiddag. Her er der mulighed for at få hjælp til lektier, hjælp til at læse et brev fra kommunen og mulighed for nogen at snakke med.
Af Maria Sandborg-Olsen