Et ben i hver kulturel lejr

Af Christian Arffmann

En tirsdag i Aarhus står tre unge og deler deres oplevelser om tro og tilhørsforhold. De tre unge, Henry, Enock og Rebecca, har baggrund i henholdsvis Myanmar, Rwanda og Sri Lanka, men i deres oplæg bliver det tydeligt at de deler det samme budskab ang. tro og identitet. 

At høre til

At vokse op i en migrantkirke i Danmark som den nye generation er ikke så ligetil. Man står med et ben i hver lejr - både kirkeligt og kulturelt. Man føler man hverken hører helt til i den migrantkirke, man er vokset op i, og hvis man møder folkekirken, føler man heller ikke helt man hører til der.

En tematik som er vigtigt for nydanske unge er tro og identitet. De står ofte med en dybere identitetssøgning og et uafklaret tilhørsforhold og med spørgsmål som: Hvem er jeg? Hvorfor er jeg her? Hvor hører jeg til? Det er dybe eksistentielle spørgsmål som kirkerne kan hjælpe de unge med at besvare. 

Det var hovedbudskabet, da der var talk om global mission i Aarhus for nylig. Det var Promissio og Mission Afrikas ungdomsorganisationer samt Wycliffe Denmark, der stod bag arrangementet og var kommet i stand ud fra et ønske om at se på det foranderlige kirkelandskab og med særligt blik på hvordan kirker kan tilbyde fællesskaber for og med de unge i al deres forskellighed.

Det er en hæmsko at der er i dag er kulturelle og sproglige skillelinjer mellem migrantkirker og folkekirken. Faktisk ville det hjælpe de unge, hvis der var et tættere samarbejde mellem kirkerne, så unge ikke følte sig presset til at skulle vælge enten den ene eller den anden kirke at høre til.

Hjertesprog

Enock Nshuti, ungdomspræst i Church on the Rock, forklarer at sproget er vigtigt, det sprog som troen bedst udfolder sig på for den enkelte.

“I min rejse og mit ønske om at forstå Gud bedre, har jeg ikke kunnet tage det ind på andre sprog end engelsk. Sproget er for mig den måde jeg kunne få bedre forståelse af skrifterne og formidle det. Når sproget er velkendt, kan det i højere grad give en følelsen af at høre hjemme. Det opnås ved at man fra de forskellige "lejre" imødekommer den enkelte hvor personen er, i sprog, baggrund eller den måde man udtrykker troen på” siger Enock Nshuti.

For nydanske unge, der vokser op i Danmark, kan dansk være den sproglige vej ind til troen, mere end det sprog der bliver talt i migrantkirken. Eller det kan omvendt være at ens “modersmål er hjertesprog” som Grundtvig formulerer det.

Brobygning

En anden konklusion er at for at skabe kirkelige ungdomsfællesskaber på tværs af kirker, er der brug for en brobygningsindsats. Der er brug for personer der forstår at bevæge sig mellem kirker og kulturer, og som kan være med til at skabe trygge rammer for ungdomsfællesskaber