Fortsæt til hovedindholdet
Mellemkirkelige stiftsudvalg
Nyheder

"Vores tilværelse og min tro styrkes af mødet med det andet menneske"

"Det ligger mig på sinde, at vi i kirken søger dialog ikke alene med dem, vi er enige med. At vi forsøger at se det fællesmenneskelige og åbner os for de andre og det andet.", fortæller Christian Møller, mellemkirkeligt stiftsudvalgsmedlem i Haderslev Stift

Christian Møller. Privatfoto.

I de her dage er der valg til stiftsråd og stiftsudvalg rundt i landet, og derfor sætter vi fokus på udvalgenes mellemkirkelige arbejde. Her kan du læse, hvad Christian Møller beretter fra det mellemkirkelige arbejde i Haderslev Stift:

 

Hvad optager dig mest i det mellemkirkelige udvalg?

Vi lever i en tid, hvor vi mere end nogen sinde er blevet bevidste om, at vi er hinandens forudsætninger kloden rundt. Det præger mit syn på det mellemkirkelige, at der er opgaver og muligheder på både sogne-, stifts- og internationalt niveau for at skabe gode relationer og udveksle inspiration og indsigt.

 

Har I nogle relationer til udlandet i jeres lokalområde (f.eks. venskabsmenigheder)?

I Haderslev Stifts mellemkirkelige råd, som jeg fik sæde i for to år siden, er vi optaget af at møde andre kirker ved direkte kontakt. Derfor arbejder vi på at skabe studieture hvert år. Jeg var med på en studietur til Salisbury, hvor jeg fandt det frivillige engagement i den anglikanske kirke inspirerende. For tiden arbejder vi med at knytte kontakt til lutherske menigheder i Rusland.

For mit eget vedkommende er jeg fuld af beundring over, hvad Saint Egidio-menigheden i Trastevere i Rom udretter med sit humanitære og økumeniske syn. Deres arbejde for fred i verden og for at skabe ”Humanitarian Corridors”, der bringer særlig udsatte flygtninge ind i Italien på menneskeværdig måde har min dybeste sympati. Jeg mødte på menigheden gennem en studierejse arrangeret af stiftet. Et andet initiativ jeg følger er ”House of One” i Berlin, hvor religionsmødet får sin helt egen manifestation.

Det ligger mig på sinde, at vi i kirken søger dialog ikke alene med dem, vi er enige med. At vi forsøger at se det fællesmenneskelige og åbner os for de andre og det andet. Vores tilværelse og min tro styrkes af mødet med det andet menneske, og det vi der igennem får givet. I mine øjne er det vejen til at bekæmpe det onde i verden.

 

Hvordan fungerer det mellemkirkelige arbejde i dit lokalområde?

I mit sogn, Sct. Nicolai i Vejle, har vi et godt samarbejde med især Metodistkirken og Den katolske kirke om bl.a. økumeniske studieaftener, men også gennem Evangelisk Alliance. 

Især vil jeg gerne fremhæve, at vi har været og er drivkraft i et netværk i den bydel, der hedder Løget, hvor der bor særlig mange nationaliteter. For 4-5 år siden fik vi en ny nabo til Løget Kirke, en moské. Vores præst tilknyttet Løget Kirke gjorde som enhver god nabo gør, gik hen og hilste på og bød velkommen. Hun blev vældig godt modtaget af imamen. Det satte gang i at skabe et samarbejde, som udover de to religiøse institutioner omfatter boligforeningen, andelsboligforening, grundejerforening, lokalråd og kommunens boligsociale indsats, under fællesbegrebet ”Kend din Nabo”. Her har vi indbudt til arrangementer i både moské og kirke, til dialogmøder med deltagelse af imam og præst og til fællesspisninger to gange årligt, i ”Danmark spiser sammen mod ensomhed” i uge 13 i den lokale forsamlingsbygning og på FN-dagen 24. oktober på skift i moské og kirke. 

Sammen med tre andre sogne i Vejle driver vi byens kirkegårde, hvor vi på Østre Kirkegaard har givet husly til en rumænsk migrantmenighed.

 

Christian Møller

Medlem af det mellemkirkelige udvalg i Haderslev stift og menighedsrådsformand for Sct. Nicolai Sogn i Vejle. 

Telefon: 30 74 19 58 

E-mail: liljevej16@gmail.com.