Ved deltagelsen i konferencen om nationalisme og kosmopolitanisme var der lagt stor vægt på de indledende præsentationer af de forskellige kirker, hvilket var yderst spændene. Specielt det at høre om de reformerte kirker, som jeg ikke havde det store kendskab til. Men igennem præsentationerne så jeg et mønster, som gik igen, særligt ved de lutherske kirker.
Selvom Danmark var den eneste majoritetskirke til stede, så har de lutherske kirker gennemgående en ens struktur på særligt ét punkt; Nemlig i spørgsmålet om vores identitet og vores kirker i udlandet. Den lutherske identitet som kom frem i præsentationerne, var meget nationalbundet. De lutherske kirker virker til at binde sig op på deres nationalitet, i stedet for på det evangelisk lutherske. Derudover har de lutherske kirker en tendens til at isolere sig fra andre evangelisk lutherske kirker. I Danmark kender vi det som sømandskirker, hvor man i Estland kalder dem for den Estisk evangeliske lutherske kirke i det pågældende land.
Ved konferencen havde jeg gode samtaler med en finsk-født lutheraner, som er præst og missionær for den estiske kirke. Vores samtaler handlede om den spænding der kan opstå mellem nationalistiske lutherske kirker i forhold til spørgsmålet om identitet.
Vi i Danmark er medlem af Det lutherske Verdensforbund og Fællesskabet af Reformatoriske Kirker (Leuenberg-fællesskabet). Vi har de facto kirkefællesskab med de evangeliske lutherske kirker og også med de reformerte. Men bruger kirkerne Leuenberg konkordien i praksis? Et eksempel på at vi ikke bruger Leuenberg konkordien i praksis, kan ses i Wien. Vi har en dansk sømandskirke i Wien, og der er også en østrisk-luthersk kirke, som er med i både Leuenberg og LVF. Hvorfor spiller nationaliteten den rolle at vi ikke har EN luthersk kirke i Wien, men deler os op ud fra vores pas?
På konferencen var et af de store spørgsmål: Hvilken rolle spiller kirken i samfundet? Det spørgsmål blev debatteret i en skriftlig debat, som så blev præsenteret, hvor der var en bred enighed om, at kirken naturligvis hører til i verden. Derudover skulle kirken være et “safe space” hvor alle er velkommen og evangeliet kan flyde. Specielt tanken om en kirke som åben, hvor troen på Kristus spiller hovedrollen, og kødelige distinktioner (Seksualitet, køn) ikke udelukker nogen fra at tage del i dette ”safe space”.
I forhold til præsentation af kirkens rolle, står jeg tilbage med to spørgsmål. Hvis vi alle ønsker at vores kirker er åbne for andre, hvorfor står de lutherske konfessioner så ikke tættere sammen? Hvorfor vælger vi i stedet at lave nationalkirker?
Et symbolsk sted at starte kunne være at ændre vores navn, fra den danske folkekirke til den evangeliske lutherske kirke i Danmark. Det betyder ikke, at vi skal sammensmelte kirkerne til en kirke. Der vil Konkordiebogen også give store udfordringer. Men hvis alle de europæiske lutherske kirker gjorde det, vil vi måske ikke behøve de nationalt definerede udlandskirker. Det vil betyde at, vi i stedet for at mødes om vores nationalitet, kunne mødes om vores tro.
Men efter konferencen kom jeg hjem med en fornyet tiltro til vores kirke og dens tradition. Det var en speciel oplevelse at møde så mange minoritetskirker. Men virker, som en speciel ting at vi i Danmark har en stor tolerance, hvor der er plads til mange forskellige holdninger og teologier. Det betyder, at vi i højere grad kan kritisere os selv, hvilket er vigtigt for en kirke.
Rasmus Bøttker Hansen er teologistuderende ved Aarhus Universitet
