Kristne udgør den største religiøse gruppe blandt indvandrere. Over 40% af den del af befolkningen, som har udenlandsk herkomst, kommer fra en kristen baggrund. Lidt under 40% har muslimsk baggrund, mens de resterende ca. 20% har anden eller ingen religion.
Sprog
Migrantmenigheder opstår, fordi det er vigtigt at kunne synge sange, lytte til en prædiken og bede på sit eget sprog, frem for at gøre det på et senere tillært sprog. I nogle migrantmenigheder kommer medlemmerne primært fra én etnisk gruppe, som fx polakker, rumænere, chin burmesere eller eritreere. Disse menigheder bruger ofte den etniske gruppes modersmål eller kirkesprog.
Andre menigheder er mere internationale og bruger et globalt eller regionalt lingua franca, fortrinsvist engelsk, men også fx spansk, fransk, arabisk eller swahili. Nogle menigheder bruger flere forskellige sprog i gudstjenesten eller simultantolker via et tolkeanlæg.
Kultur
Kristendommen har mange forskellige udtryk. På en besøgsrunde i migrantmenigheder kan man opleve alt fra barnedåb til voksendåb, fra orgelmusik til elguitar og bongotrommer, fra røgelse og procession til børn, der løber rundt mellem stolene, fra oplæst bøn til tungetale og fra siddende salmesang til dansende lovsang.
Den danske kirkekultur kan virke fremmed, og kulturbarrieren kan være stor. Migrantmenighederne er dermed også fællesskaber, hvor migranter får plads til at mødes i en kristen ramme med udgangspunkt i den fælles hjemlandskultur og det fælles hjertesprog.
Mødesteder
Menighederne mødes meget forskellige typer af steder, som fx i private boliger, erhvervslejemål, kulturhuse, missionshuse samt ejede, lejede eller lånte kirker. Det er kun et fåtal af de mere etablerede menigheder, som har deres egen kirkebygning. Der er dog flere og flere menigheder, som i disse år køber fx erhvervslokaler eller nedlagte missionshuse og omdanner dem til kirker. Når migrantmenigheder låner lokaler i folkekirken eller et andet kirkesamfund, kan det være et udgangspunkt for nye relationer og samarbejder mellem menighederne.
Organisering
Nogle migrantmenigheder har ansøgt om at blive et anerkendt trossamfund i Danmark. Men da det medfører en række bureaukratiske og administrative forpligtigelser, har mange migrantmenigheder valgt at være organiseret som en almindelig forening. Der er også nogle, der opererer som et netværk helt uden nogen registrering.
Nogle af de mere etablerede kirker har økonomi og kapacitet til at kunne aflønne præsten. Ofte arbejder præsten dog frivilligt, hvilket kan være en udfordring, især hvis man samtidig har en familie og et fuldtidsarbejde ved siden af. I de typer af menigheder, som er bygget op omkring præstens person, ser vi en løbende forandring, hvor nye menigheder opstår mens andre lukker ned.
Globale netværk
Nogle migrantmenigheder opererer selvstændigt her i Danmark. Men mange menigheder er hierarkisk opbygget under en kirkeledelse uden for Danmarks grænser. Det gælder især de historiske kirkesamfund som fx katolikker, ortodokse og orientalske kirker. Men det gælder også en række nyere protestantiske kirkesamfund med rødder i fx Nigeria, der opererer som nye missionsbevægelser fra det Globale Syd til Europa.
Når migrantmenigheden er en del af et globalt kirkesamfund, skal man være opmærksom på, at et evt. samarbejde med dem ikke kun bestemmes af relationen til den lokale præst, men kan være afhængig af fx en biskop i Stockholm eller et nigeriansk hovedkontor i Lagos.
Kirkesamfund
Migrantmenighederne dækker alle slags kirkesamfund, også menigheder i folkekirken.
For overskuelighedens skyld kategoriserer vi migrantmenigheder i de følgende seks overordnede typer af kirker:
- Folkekirken/luthersk: Alle lutherske kirker, de fleste med rødder i Nordeuropa.
- Mainline protestantisk: Protestantiske kirker, som typisk har rødder i årene efter reformationen.
- Karismatisk/pentekostal: Nyere protestantiske kirker med rødder i det 20. århundredes karismatiske bevægelse.
- Katolsk: Alle kirker, der anerkender paven i Rom. De omtales normalt ikke som migrantmenigheder men som sproggrupper.
- Ortodoks: Alle ortodokse nationalkirker, der har kirkefællesskab med den økumeniske patriark i Konstantinopel.
- Orientalsk: Historiske kirker, som ikke anerkender kirkemødet i Kalkedon (år 451).
