Hvad er baggrunden for de økumeniske samarbejder, som I har?
Sarah: Det startede før min tid i Roskilde, hvor der var et præsteforum, som mødtes 1-2 gange om året. Der var også en fælles aktivitet omkring en julekrybbe på torvet i Roskilde. Da jeg først kom til Roskilde som sognepræst snakkede jeg med nogle af de andre præster om lovsange i natkirken. De snakke udviklede sig til ’Roskilde lovsynger’, som blev det første fælles arrangement, hvor KirkePåVej, Vineyard, Impact og Baptistkirken alle bidrog i projektet. Ideen var at lave nogle gudstjenester, hvor det var let for alle at deltage og hvor alle var med. Rent praktisk gjorde vi det gennem musik, prædiken og ’stationer’ i Domkirken med taize, forbøn, pilgrimsvandring, osv. Det første arrangement var en stor succes, og aktiviteten blev gentaget tre-fire gange i det følgende år med 3-400 deltagere.
Med tiden opstod der i ledergruppen nogle diskussioner omkring musik og temaer, specielt omkring økoteologi, og de teologiske og indholdsmæssige forskelle blev tydeligere med tiden. På det seneste har samarbejdet derfor i højere grad koncentreret sig om en anden aktivitet, ’Stille stunder’, som tiltrækker mange fra frikirkemiljøet.
Baggrunden for samarbejdet er domkirken som et vartegn – når vi ser domkirken kommer vi hjem. Mange i natkirken kommer fra andre kirker. Det specielle ved domkirken er, at der er plads til forskelligheden og at alle kan finde et hjem.
Hvilken betydning har relationer og kendskab for samarbejdet?
Jakob: Præstenetværket er relationsbåret, og sigter ikke direkte på aktiviteter. I netværket er det tillid der er nøglen. For at økumenisk samarbejde kan lykkes må alle gå på kompromis. Der er en kerne omkring kristen tro, som alle er fokuseret på, og hvor aktiviteterne kan lykkes. Det er dette, evangeliets kerne, som vi er fælles om, og hvor aktiviteterne kan lykkes.
Hindringer er mangel på tid og at man prioriterer samværet og netværksdelen med de andre præster. Hvis man dyrker sine kæpheste alt for meget, så er det en hindring. Læg kæphestene til side. Det kræver en modenhed fra ledernes side.
Sarah: Det tværkirkelige præsteforum har fungeret i en årrække, og har levet stille under biskoppen. Men det har været den vigtige baggrund for de konkrete aktiviteter. Bybøn er en måde at insistere på fællesskab. Man mødes kl. 8. tirsdag morgen og beder for kirkerne, byen og hinanden, og går videre ud i dagen igen. KirkePåVej er folkekirkeligt forankret, men deltagerne er i lige så høj grad frikirkeligt, med mad under åben himmel, gospelsang, fællesskab.
I ’Roskilde lovsynger’ var forskellene stadig tydelige og mangfoldigheden var vigtigt – man kan være gæst; i Bybøn og KirkePåVej er der en stærkere fælles vision, hvor deltagerne bliver en del af et fællesskab.
Hvad er det vigtigste for, at økumenisk samarbejde kan lykkes?
Sarah: Det vigtigste for at økumenisk samarbejde kan lykkes, er at vi er enige om, hvor vi skal hen. I det økumeniske arbejde må vi både besøge hinandens øer og have en klar forventningsafstemning.
Hindringen for at det kan lykkes er der hvor uenigheder – både mellem kirker og internt i kirker – gør samarbejdet problematisk. I en sådan situation kan den dårlige stemning nemt trække energien og kan kræve et afbræk.
Hvad har I lært gennem økumenisk samarbejde?
Jakob: Vi er blevet skarpere på hvad evangeliets kerne er og hvad der i højere grad er det perifere. Hvad kan vi give køb på og hvad er uopgiveligt. Det økumeniske møde modner os i forhold til at skelne det essentielle fra det perifere både hvad angår indhold og form.
Det handler også om at give hinanden perspektiv: en del folkekirkepræster ved at frikirkerne er store globalt set, selv om de er små på lokalt plan. Udblik til den store verden sikrer lokal plads til hinanden. Lokalt økumenisk samarbejder giver også perspektiv.
Sarah: Af det økumeniske samarbejde kan vi lære meget også om os selv – vores egne trosformer står frem i et andet perspektiv. Selvfølgelig får vi også øget viden om andre. Nye former for spiritualitet – fri bøn – er et helt konkret udbytte af økumenisk samarbejde. Måske kunne man tale om dette som at lære et nyt sprog: det økumeniske samarbejde giver os en anden forståelse af det sprog som andre kirker er udtryk for. Mangfoldigheden er grundet i den samme tro, men denne samme tro har forskellige udtryk. Det fører til både overbærenhed og samarbejde.
