Hvert år afholdes der forbønsgudstjeneste for forfulgte kristne i Viborg Domkirke. Her inviteres der bredt ud, også til andre kirkesamfund. Også beboerne på Udrejsecenter Kærshovedgård er inviteret med, og centrets asylkor medvirker. Det er en alvorlig gudstjeneste, hvor uretfærdighed og ulighed italesættes, men det er også festligt, fordi deltagerne mødes på tværs; på tværs af kirker, på tværs af nationalitet og på tværs af omstændigheder. Gudstjenesten var tidligere arrangeret af det folkekirkelige stift alene, dog ofte med en prædikant og medvirkende fra andre trossamfund, men i år har man taget et skridt mere ind i det fælleskirkelige og inviteret den katolske kirke i Viborg med i planlægningsgruppen. Peter Fischer-Nielsen, der er ansat som stiftspræst for Kirken i Verden i Viborg Stift, fortæller: Når vi sætter fokus på forfølgelse af kristne, er det naturligt at invitere andre kirker med. Den katolske kirke og mange migrantmenigheder har forfølgelse langt tættere inde på livet, end vi danskere har. Derfor er det oplagt at tænke forbønsgudstjenesten som en økumenisk gudstjeneste. Det globale perspektiv afføder her helt naturligt en økumenisk tænkning. Måske var det lettere at planlægge og afvikle gudstjenesten selv, det ville være hurtigere. Men vi kan mærke, at selve processen i det økumeniske samarbejde giver mere. Her oplever vi godt fællesskab, og vi kommer andre steder hen med vores arrangement, end når vi bare sidder selv. Det giver andre perspektiver på gudstjenesten.
I sit arbejde som stiftspræst varetager Peter Fischer-Nielsen sammen med et stiftsudvalg bestående af både præster og lægfolk det, som han selv kalder stiftets udenrigstjeneste, det vil sige arbejde i forhold til det mellemkirkelige, religionsmødet, migrantkontakten og mission. Peter Fischer-Nielsen mener, at man skal passe på med at instrumentalisere økumenisk arbejde. Han siger: Det har en værdi i sig selv at kunne være sammen som brødre og søstre i det økumeniske arbejde. Det økumeniske fællesskab giver blik for, at kirken er større end den lokale sammenhæng. Det giver blik for en global virkelighed og for at kirkens liv og omstændigheder er meget forskellige, alt efter hvor man bor. Nogle steder i verden koster det for eksempel meget at være kristen og være en del af en kirke.
En anden fordel ved samarbejde på tværs er, ifølge Peter Fischer-Nielsen, at der skabes gode relationer. Gennem arbejdet med forbønsgudstjenesten er der blevet skabt en god kontakt mellem folkekirken og den katolske kirke. Når der opstår udfordringer som f.eks. i forbindelse med krigen i Ukraine, kan man stå sammen og vende problemstillinger og forslag til tiltag på tværs af kirkesamfund. Den samme forbindelse mellem relation og gensidig hjælp gælder også i forhold til andre religiøse samfund.
Relationen mellem kirkerne starter ofte på præste- eller ledelsesniveau. Særligt for migrantkirkerne betyder det meget, at deres præst er med i samarbejdet med folkekirken, siger Peter Fischer-Nielsen. Hvis præsten kan deltage, giver det en anerkendelse af relationen, som betyder, at de almindelige medlemmer oplever det mere trygt at deltage. Når det gælder den ortodokse kirke, har vi kontakt til flere præster i stiftet, og det gør det lettere også lokalt at have kontakt til de ortodokse kirkers medlemmer. Det, der synes farligt ved det økumeniske, fjernes. En stor del af det økumeniske arbejde i stiftet ligger ude i landsognene, hvor det ikke handler om den overordnede kontakt mellem kirkesamfund, men om at mødes som kristne brødre og søstre, der nok tilhører forskellige kirkesamfund, men er fælles om troen og livet lokalt. I vores område er der mange østeuropæere, som vi gerne vil i kontakt med. Mange tilhører den ortodokse kirke. Flere steder bliver det økumeniske arbejde også et mellemmenneskeligt arbejde. Det almenmenneskelige som behovet for fællesskab, hjælp til integration, behov for trøst og håb og det økumeniske kommer til at hænger sammen. Det helt konkret at åbne den lokale sognekirke for migrantmenigheder og ortodokse menigheder er et vigtig bidrag. Når en migrantmenighed eller en ortodoks menighed benytter den lokale sognekirke og dermed har deres gang der, bliver det nemmer gensidigt at henvende sig til hinanden og invitere på tværs til f.eks. sogneaftner eller fællesspisning.
Peter Fischer-Nielsen fortæller også, at relationsarbejde tager tid. Det gælder både i sognet, i provstiet og på stiftsplan. Han mener, at det økumeniske er relationer mere end noget andet. Det handler i første omgang ikke om arrangementer men om relationer. Det er mødet, der giver nye perspektiver og beriger.
Stiftsudvalget for Kirken i Verden i Viborg er formelt ansvarlig for at styrke det økumeniske arbejde i stiftet. Men fordi økumenik er relationer, har udvalget kun begrænset indblik i alt det relationsarbejde, der sker rundt omkring i stiftet. Udvalget ønsker at være initiativtager og sætte forskellige tiltag i søen, men ønsker derudover også at være sparringspartnere og en ressource for sognene. Som et tilbud til alle i stiftet har udvalget planlagt en stiftsrejse i efteråret til Rumænien. Man ønsker at bliver klogere på især ortodoks kultur, kirke og traditioner og dermed gøre deltagerne bedre rustede til det økumeniske samarbejdet lokalt i sognene. Udvalget ser det også som sin opgave et bringe gode ideer fra ét hjørne af stiftet til et andet hjørne, sådan at initiativer ikke alene kommer ovenfra, men sådan at udvalget understøtter økumenisk arbejdet i hele stiftet.
