Ny tænkning om mission - hvor er vi på vej hen?

Mission i en brydningstid

1. Det knager og brager i de gamle strukturer

Kirke og mission står midt i en brydningstid i disse år. Det mærkes ikke kun her i Danmark, men i hele den vestlige verden, den gamle kristenhed. Den kontekst, som kirke og mission skal agere i ændrer sig hurtigt og radikalt i disse år, og det udfordrer naturligvis både kirke og mission.  Der stilles grundlæggende spørgsmål til, hvordan vi skal forstå kirke og mission i dag. Kirke og mission engagerer sig i nye opgaver og der eksperimenteres med nye arbejdsformer. Der er en voksende oplevelse af, at strukturer, der har tjent os godt i mange år, ikke længere er velfungerende.

Den kirkelige struktur med sogneinddelingen går helt tilbage til kristendommens indførelse for over 1000 år siden. Med reformationen for snart 500 år siden fik vi en statskirkestruktur, som grundloven og efterfølgende love har blødt lidt op på. Og om få uger få vi så nogle bud på strukturelle ændringer i folkekirken, når kirkeministerens kommission barsler med en foreløbig rapport, og så kan vi begynde at diskutere, hvilke strukturer der ville være fremmende for kirkens liv og vækst og for kirkens tjeneste i verden.

Den klassiske missionsstruktur har sin rod i det 18. århundrede. Opdagelserne og den efterfølgende kolonisering af bl.a. Afrika og Asien åbnede øjnene hos nogle kristne grupper for forpligtelsen til at bringe evangeliet til de mange ikke-kristne folkeslag i disse områder. Det klassiske eksempel er her den engelske baptist William Carey, der i 1792 skrev bogen “An Enquiry into the Obligations of Christians to Use Means for the Conversion of the Heathens” og i disse dage for 220 år siden sejlede af sted til Indien som missionær.

I de fleste kirker i den gamle kristenhed var der ikke forståelse for, at det var kirkens opgave at engagere sig i mission uden for deres landes grænser, og i nogle kirker var der endvidere den teologiske forståelse, at missionsbefalingen var rettet alene til Jesu disciple, og at de havde opfyldt befalingen, og at det ville være imod Guds vilje at genoptage missionen. Derfor blev der i Danmark såvel som i mange andre lande etableret missionskredse uden organisatorisk forbindelse til folkekirken, kredse, som blev samlet i private eller frie missionsselskaber.  DMS blev dannet i 1821, Santalmissionen i 1867, Sudanmissionen i 1911 osv.

Strukturen var ganske enkel. Missionskredsenes opgave var samle penge ind og bede for arbejdet. Missionsselskabets opgave at rekruttere og udsende missionærer – og på alle måder at være bindeleddet mellem missionskredsene og missionærerne (og de kirker, som efterhånden opstod). Der var tale om en énvejstrafik, fra de gamle kristne lande som fx Danmark til de ikke-kristne (”hedenske”) områder i Afrika og Asien, mht. mandskab med erfaringer og ekspertise, penge og teologi. Missionskredsenes engagement, som var helt afgørende for missionsvirksomheden, blev sikret gennem missionærbreve og artikler om missionen udsendt af selskabet, og ved at missionærerne på deres hjemmeophold kom rundt i kredsene og fortalte om deres arbejde.

Denne klassiske missionsselskabsstruktur, som har været karakteristisk for en stor del af den moderne missionsbevægelses historie siden det 18. Århundrede,  har tjent missionen i Afrika og Asien godt i mange år. Det faktum, at der i dag er meget store kirker i Afrika og Asien vidner om, at missionsselskabernes arbejde i høj grad har båret frugt, således at der i dag er langt flere kristne på det man i gamle dage kaldte ”missionsmarken”, end der er i de gamle kristne lande, hvorfra missionærerne blev udsendt.

Men hvis man lægger øret til jorden, kan man ikke undgå at høre, at det knager og brager i de gamle missionsselskabsstrukturer. Det skyldes ikke, at mission er blevet mere og mere marginaliseret teologisk og kirkeligt set; tværtimod er der i dag en større forståelse for mission i kirkelige og teologiske kredse, end der nogensinde har været. Det skyldes heller ikke, at der ikke længere er brug for mission; tværtimod er missionsudfordringerne i dag ikke til at komme uden om. Men meget tyder på, at der er et påtrængende behov for ændringer i den måde, missionen organiseres på i dag. 

2. Mission uden missionærer?

At mission er i en brydningstid i disse år, og at det sætter traditionelle missionsstrukturer under pres, er der i dag en lang række symptomer på. Et af dem er det faktum, at antallet af udsendte missionærer fra de gamle danske missionsselskaber er faldet drastisk i de senere år, så drastisk så man kan forudse, at der i nogle missionsselskaber på sigt ikke vil være udsendte danske missionærer eller i det mindste ganske få.

Årsagen til denne udvikling er først og fremmest den meget glædelige, at de kirker, som er opstået i kølvandet på missionsselskabernes arbejde gennem de sidste mange årtier, nu er blevet så veletablerede, at de ikke længere er afhængige af danske missionærer. Blandt de andre årsager kan i flæng nævnes, at det i en række lande er blevet vanskeligere at få arbejdstilladelse til missionærer, at det er blevet vanskeligere at rekruttere missionærer i Danmark, at sikkerhedssituationen i flere lande er for ustabil til udsendelse af missionærer.

Man kunne spørge: Hvad er problemet ved det, for kirkerne har stadig brug for missionsselskabernes penge til en lang række gode projekter, og der er heller ikke mangel på afrikanske og asiatiske missionærer, som missionsselskaberne kan understøtte? Og det er vel netop det, som missionsselskaberne gør, støtter projekter med økonomiske midler, understøtter lokale medarbejdere og engagerer sig i syd-syd-mission.

Problemet er imidlertid, at missionærerne – de udsendte danske missionærer – har været en krumtap i hele missionsstrukturen, og at missionsselskaberne har været bygget op omkring missionærerne. Missionærerne har været det personlige bindeled mellem missionens danske bagland,  de afrikanske og asiatiske kirker og kristne i missionsområderne og missionsselskabets ledelse i form af bestyrelse og sekretariat. Når missionærerne tages ud af denne missionsligning, får det en række utilsigtede konsekvenser, bl.a. at missionsselskabets ledelse nu bliver den nye krumtap i missionsstrukturen.

Det, der skabte den nærhed til missionsarbejdet, som har været brændstof for missionsvenners engagement og begejstring, var missionærerne. Missionsvennerne blev personligt bekendte med missionærerne, fordi de i mange tilfælde kom fra deres bagland, fordi de blev udsendt og genudsendt ved store fester i baglandet, fordi de modtog breve fra missionærerne og undertiden selv skrev til missionærerne, fordi de bad for dem, og fordi de mødte dem på deres møderejser.

Det, der skabte nærhed – og dermed også ofte gensidig forståelse -  mellem missionsselskabet i Danmark og samarbejdspartnerne i Afrika og Asien var missionærerne, som indgik i arbejdsfællesskab med afrikanske og asiatiske kristne og blev personlige venner med flere af dem. Missionærerne blev en slags kulturtolke mellem Afrika/Asien og Danmark, mellem missionsselskab i Danmark og kirker i Afrika og Asien, og tolkningsopgaven gik begge veje.

Mission uden missionærer fører let med sig, at den personale dimension i missionsarbejdet og i missionsstrukturen nedtones. Forholdet mellem missionsselskabets ledelse og de kirker, man samarbejder med i Afrika og Asien, kommer til at mangle det personlige bindemiddel, som missionærerne var, og risikoen for manglende gensidig forståelse og for konflikter vil være voksende. Forholdet får let en mere forretningsmæssig karakter og bliver i højere grad et økonomisk mellemværende, og der er fare for at missionsselskabet reduceres til en velgørende fond, der understøtter projekter.

Baglandet/missionsvennerne mister nærheden til missionsarbejdet i Afrika og Asien, og i stedet for missionærerne bliver det nu missionsselskabets ledelse, der alene kommer til at tegne billedet af missionsarbejdet og repræsentere forbindelsen til kirkerne i Afrika og Asien. Dermed bliver det vanskeligere at vedligeholde engagement og begejstring for arbejdet

Forholdet mellem baglandet/missionsvennerne ændres også. Givertjenesten bliver ikke længere så tæt knyttet til de personale dimensioner i missionsarbejdet repræsenteret ved missionærerne, men missionsselskabet bliver i højere grad nødt til at tage de fundraising-redskaber, som er kendt fra andre indsamlingsvirksomheder, i brug, med den fare, at missionsvennerne risikerer at føle sig reduceret til donorer.

Der er intet, der tyder på, at vi nogen sinde kommer tilbage til en situation, hvor de gamle missionsselskaber sammenlagt havde udsendt hundredevis af missionærer, og endda ofte langtidsmissionærer. Mission kan naturligvis også finde sted uden udsendelse af danske missionærer til Afrika og Asien, men spørgsmålet er, hvilke strukturelle ændringer der vil være hensigtsmæssige for at fremme deltagelsen i mission fremover? Hvordan kan man skabe nærhed til missionsarbejdet? Hvordan kan man give mulighed for det engagement i mission, der begejstrer? Hvordan kan man fremme den personale dimension i en mission uden udsendelse af den type missionærer, som har været karakteristisk for den moderne missionsbevægelse?

3. Mission er ikke længere en ensrettet trafik fra vesten til resten

Da den missionsstruktur blev etableret for over 100 år siden, som langt hen ad vejen stadig er dominerende, var udfordringen for den kristne verden i vesten at bringe evangeliet til ”hedningerne” i resten af verden. Mission blev en ensrettet trafik fra vesten til resten, og da mange af kirkerne i de gamle kristne lande ikke ønskede at være med, skete udsendelsen af missionærer til Afrika og Asien fra private eller frie missionskredse organiseret i missionsselskaber.

Denne struktur fungerede fint i pionerfasen, hvor evangeliet blev forkyndt og der efterhånden opstod menigheder. Strukturen har også fungeret fint mht. at fremme kirkernes teologiske udvikling. I det kristne vesten havde vi en stor teologisk tradition at øse af, og den blev af missionærerne givet videre til de unge kirker. Strukturen passede også som hånd i handske til alt det – ofte statsfinansierede – udviklingsarbejde, som efterhånden blev en stor del af missionsselskabernes virksomhed i kirkerne i Asien og Afrika. Missionsselskabet og missionærerne repræsenterede den udviklede verden og formidlede den udviklede verdens viden og teknologi til kirkerne i u-landene.

Allerede tilbage i 1970’erne begyndte bl.a. den latinamerikanske missionsteolog Orlando Costas imidlertid at tale om at den moderne missionsbevægelse var i en krise på grund af dens ”one-way street mentality”. Alle missionsstrukturerne var udviklet med henblik på  at facilitere et flow af personel og ressourcer fra centrum til periferi. Men mens vesten i århundreder havde været kristendommens centrum, hvorfra missionen flød ud til periferien, så har kristendommens demografiske og dynamiske udvikling betydet, at der i dag er mange centre – også for mission. Omkring to tredjedele af verdens kristne lever i dag i de dele af verden, der tidligere var ”missionsmarken”, og missionsengagementet er der ofte langt stærkere end i de gamle ”kristne” lande. 

I dag er mission ”from everywhere to everywhere”, det vil altså også sige fra Afrika og Asien til Danmark. Hos danske missionsselskabers partnerkirker i Afrika og Asien er der ofte en klar erkendelse af, at det ikke kun er i deres områder, at der er brug for mission, men også i Danmark, og det må vække undren hos dem, at missionsselskaberne ikke også har et stærkt fokus på missionsudfordringerne lige uden for deres egen dør, eller over, at de ikke i højere grad inviteres til at bidrage til missionsarbejdet i Danmark.

Det, der mere end noget andet har sat den gængse missionsstruktur under pres, er altså , at mission globalt set ikke længere er en ensrettet trafik fra vesten til resten. Derfor er der brug for en omstrukturering af missionen, så den kommer til at svare til den foreliggende virkelighed. Spørgsmålet er, om fx de gamle missionsselskaber kan omstrukturere sig selv på en sådan måde, at de for alvor kan spille med ikke kun mht. mission fra Danmark til Afrika og Asien, men også fra Afrika og Asien til Danmark, eller der må udvikles helt nye missionsstrukturer.  

4. Riv pyramiderne ned!

Opdagelserne og den efterfølgende kolonisering af Afrika og Asien banede vej for den moderne missionsbevægelse. Den interesse for mission, som opstod i pietistiske og andre vækkelseskredse, bl.a. også i Danmark, fandt sin organisationsform i missionsselskabsmodellen, som sandsynligvis var den i situationen optimale organisationsform.

Afstanden mellem Danmark og Kina eller Nigeria betød den gang, at bortset fra missionærerne var der næsten ingen, som rejste mellem Danmark og missionsområderne, og mulighederne for kommunikation var yderst begrænsede. Baglandets missionsengagement kanaliseredes igennem nationale missionsselskab ud til missionsområderne. Selskabet rekrutterede, uddannede, udsendte, aflønnede og superviserede missionærer til Afrika og Asien for de økonomiske midler som blev samlet ind i missionskredsene og sendt til selskabet.

Da de nye kirker i missionsområderne blev selvstændige, indgik missionsselskaberne aftaler med kirkeledelserne om placeringen af missionærerne i de forskellige afdelinger, stifter, provstier og sogne og om, hvilke projekter i kirken der skulle modtage økonomisk støtte. Der var så at sige tale om to pyramideformede strukturer, hvor toppen i de to pyramider varetog samarbejdet. Personel og andre ressourcer kom nedefra i missionsselskabspyramiden og bevægede sig op til toppen af pyramiden, og derfra til toppen af den afrikanske eller asiatiske kirkepyramide, hvorfra personel og andre ressourcer fordeltes ned igennem pyramiden.

Men ligesom opdagelserne og koloniseringen åbnede op for muligheden for fx dansk mission i Afrika og Asien med brug af den klassiske missionsselskabsmodel, så har de seneste årtiers globalisering åbnet op for muligheden for en radikalt anderledes interaktion mellem missionsinteresserede danskere og mennesker, organisationer og kirker i Afrika og Asien. I dag har masser af danskere besøgt en række lande i Afrika og Asien og har lært folk at kende der. Telefon, e-mail, SMS, internet er blevet alment tilgængelige kommunikationsmidler, ikke bare for danskere, men også for et hurtigt voksende antal afrikanere og asiater. Dermed er missionsselskabets monopol på kontakten mellem missionens bagland og de nye kirker i Afrika for længst blevet brudt, og missionsengagerede danskere har pludselig fået mulighed for at opleve en langt større nærhed til missionsarbejdet og samarbejdskirkerne og en meget mere personlig kontakt til enkeltpersoner i de områder, som missionsselskaberne arbejder i.

Ønsket om at udnytte af disse nye muligheder harmonere meget godt med de postmoderne  kulturforandringer, som der i øvrigt sker det danske samfund. De hierarkiske strukturer er ikke længere populære. Kodeord i dag er medindflydelse- og bestemmelse, borger- og brugerinddragelse. Centralisering afløses af decentralisering, og nye netværksstrukturer opstår. Passiv støtte (i karikeret form: ”pay, pray and obey”) afløses af ønsket om aktiv deltagelse og relationer. De gamle tiders organisationsloyalitet afløses af individualisme og selvstændighedstrang.

 Denne udvikling udfordrer de gamle missionsstrukturer. Missionsselskaberne kommer under pres for at giver grupper og menigheder i Danmark større frihed til inden for selskabets rammer at deltage aktivt i projekter og selv initiere projekter og dyrke deres egne relationer med menigheder og grupper i Afrika og Asien. Og hvis det ikke kan lade sig gøre, etablerer man sit eget helt uafhængige arbejde, en slags mini-missionsselskab. På den anden side kæmper missionsselskaberne for at bevare de organisatoriske pyramider intakte. Ikke kun pga. en forståelig uvilje mod en besværlig forandring og hensynet til de afrikanske og asiatiske kirkelederes ønsker. Men bl.a. også af hensyn til økonomisk ansvarlighed og kontrol med pengestrømmene, anvendelsen, og for at sikre, at den ekspertise, som er opsamlet i missionsselskaberne kan sikre, at missionsarbejdet – og især ildsjælenes missionsprojekter og relationer  – ikke kommer til at gøre mere skade end gavn.

Enhver virksomhed – og det gælder også missionsvirksomhed – kræver struktur, men udfordringen er, at finde den eller de strukturer, som passer ind i en globaliseret postmoderne verden, og som kan fremme både fremme engagement og begejstring hos de missionsengagerede og sikre, at der bliver kvalitet i missionsarbejdet og ordnede samarbejdsforhold. For at det kan ske, er der brug for kreativ nytænkning og eksperimentering, og måske kan man ligefrem hente inspiration fra titlen på en bog af SAS’s tidligere chef, Jan Carlzon, “Riv pyramiderne ned!”

5. Genforening af mission og kirke – men hvordan?

Den moderne missionsbevægelse udviklede sig gennem det 19. århundrede som en bevægelse uden for den officielle kirke med en missionsselskabsstruktur. I mange tilfælde blev missionen ikke anerkendt af den offentlige kirke, og når den senere blev anerkendt, blev afstanden mellem kirke og mission opretholdt, ud fra en forståelse af, at mission var noget som foregik uden for kristenhedens område, i Afrika og Asien, og som blev varetaget af særligt interesserede, mens den officielle kirke varetog opgaven at være kirke – med gudstjeneste og kirkelige handlinger – for befolkningerne i de kristne lande. 

Adskillelsen mellem kirke og mission var naturligvis ikke total. For det første var de missionsvenner, som organiserede sig i missionskredse og missionsselskaber, ofte aktive medlemmer af deres kirke. For det andet var hovedformålet med missionsarbejdet i Afrika og Asien at forkynde evangeliet netop med henblik på at plante kirker. Men bortset fra det var den kirkelige struktur og missionsstrukturen to adskilte strukturer, og det var først i de sidste årtier af det 20. Århundrede, at kirke og mission for alvor begyndte at nærme sig hinanden.

På det globale plan blev Det Internationale Missionsråd integreret i Kirkernes Verdensråd i 1961, og på det nationale plan i Danmark fuldbyrdedes denne udvikling med dannelsen af Folkekirkens Mission, som sidste år blev integreret i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Den organisatoriske integration af kirke og mission er blevet ledsaget af en teologisk og missiologisk udvikling, der kan sammenfattes med ordene ”missional ekklesiologi” (missional kirke) og ”ekklesial missiologi” (en kirkelig mission). Udgangspunktet er den treenige Gud og sendelsen af Sønnen og Helligånden til verden (missio Dei), som kirken inddrages i. Det betyder, at det ikke er kirken der har (eller ikke har) en mission, men at det er Guds mission, der har en kirke.

Men hvad betyder denne tilnærmelse mellem kirke og mission for missionsstrukturerne (og lige så vigtigt: for kirkestrukturerne)? Den nærliggende tanke for missionsselskaber, hvis gamle missionskredse næsten er ved at forsvinde, er, at menighederne kunne overtage rollen, som dem der støtter missionsselskabernes arbejde med penge og andre ressourcer. Erfaringen i Danmark viser imidlertid, at menigheder kun i begrænset omfang er tilbøjelige til at knytte sig til et bestemt selskab og dermed antage en ”selskabsidentitet” og overtage missionskredsenes rolle. De menigheder, som har fået øjnene op for betydningen af mission, ønsker ofte en langt større nærhed til og samspil med de kirker og menigheder, som de støtter i Afrika og Asien, end de gamle missionskredse havde. I menighederne vil der ofte ikke kun være fokus på, hvordan man kan bidrage til missionsarbejdet, men også på, hvordan engagementet i missionsarbejdet kan tilføre værdi til deres egen menigheds udvikling

Den største udfordring til den gamle missionsstruktur og dermed også til missionsselskaberne er imidlertid, at det ikke længere giver mening kun at tale om mission i Afrika og Asien. Den vågnende missionsforståelse fx i folkekirken indebærer ikke kun en forståelse af legitimiteten af mission i Afrika og Asien, men også en erkendelse af, at vi her i Danmark i højere og højere grad står i en missionssituation. En undersøgelse foretaget af Folkekirke og Religionsmøde i samarbejde med bl.a. med Landsforeningen af Menighedsråd (Karma, koran og kirke, 2007), viste, at efter præsternes opfattelse var den største udfordring for folkekirken hverken islam eller den nye østligt inspirerede nyåndelighed men sekulariseringen. Det er ikke sikkert, at man i menighederne vil tage ordet ”mission” i sin mund, men det, som mission i en aktuel forståelse af ordet betyder, bliver der større og større forståelse for. 

Jesus sagde til sine disciple – den første kirke – at de skulle være hans vidner i hele verden, men at de skulle begynder, der hvor de var (ApG 1,8). Når mission og kirke i disse år genforenes, så vil det også indebære et engagement i mission, der begynder lige uden for kirkedøren. Missionsselskaberne har sammen med deres samarbejdskirker i Asien og Afrika opsamlet værdifulde erfaringer i mission, som Folkekirken i meget høj grad har brug for. Når det gælder det tværkulturelle og interreligiøse arbejde, er der allerede et frugtbart samarbejde mellem missionsselskaber og menigheder i nogle særlige projekter, som fx Mødestedet på Vesterbro. Men det helt store spørgsmål er, hvilke missionsstrukturer der skal til for at facilitere, at folkekirkens menigheder for alvor engagerer sig i mission både lokal og globalt, og at folkekirkens menigheder begynder et ligeværdigt samarbejde med kirker og menigheder i Afrika og Asien om mission både her og der.  

6. Vi må i kirke og mission tænke og eksperimentere så det brager 

Jeg går ud fra, at alle, der i disse år er optaget af kirke og mission, tænker, så det brager, for at finde de kirke – og missionsstrukturer, vi har brug for i dag. Det er vigtigt at overveje struktur og organisation for mission og kirke i lyset af den kontekst, som det skal fungere i, især i en tid, hvor der sker så store og hurtige forandringer. Men måske er der brug for et par mellemregninger i disse overvejelser.

Craig van Gelder, der er professor på Luther Seminary i St. Paul, USA, peger på en meget enkel model for at tænke kirke og kirkeudvikling, og den kunne efter min mening udmærket udvides til også at gælde mission, da kirke og mission på en måde er to sider af samme sag. ”Kirken er. Kirken gør det den er. Kirken organiserer det, den gør”, og for egen regning tilføjer jeg: ”Der, hvor den er”.

Før vi taler om organisation og struktur, skulle vi måske igen besinde os på, hvad kirke og mission er, hvad vi er sat i verden for, i den globaliserede og postmoderne verden, som nu er vores. Og så skulle vi måske på basis heraf spørge: Hvad er det så, vi som kirke og mission skal gøre? Vore aktiviteter og projekter må være i overensstemmelse med vor selvforståelse som kirke og mission.

Den tidligere ærkebiskop i den anglikanske kirke, Rowan Williams, har sagt, at ”Mission is finding out what God is doing and joining in”. Det handler altså ikke først og fremmest om at bede Gud velsigne vore planer, men om at lade os inddrage i Guds mission i verden. Vi må lægge øret til jorden og lytte os ind til, hvad Gud har gang i i vores verden i dag, og sammen overveje, hvad han mon vil, at vi skal gøre sammen med ham.

Enhver menneskelig virksomhed – også i kirke og mission – kræver struktur for at blive til noget. Derfor må vi arbejde på at finde og udvikle de strukturer – og herunder tilpasse de gamle missionsstrukturer – der skal til for at organisere det, som Gud kalder os til at gøre i mission og kirke i vores verden i dag. Igennem hele kirkehistorien har kirke og mission betjent sig af mange forskellige strukturer og organisationsformer, fordi der er forskellige kulturer forskellige steder i verden, og fordi kulturer altid er under forandring, og strukturer må tilpasses lokale kulturer. Og derfor er det da også helt naturligt at der i dag skal arbejdes på at strukturere kirkens og missionens arbejde på den mest hensigtsmæssige måde.

Den proces kan imidlertid ikke gøres færdig ved skrivebordet, ved menighedsrådsmødet eller omkring bestyrelsesbordet. Løsningerne kan ikke udtænkes teoretisk, men vi bliver nødt til at have modet til at eksperimentere med forskellige modeller, med den risiko, at nogle eksperimenter ikke bliver en succes. Men har vi ikke modet til også at fejle og tage ved lære af vore fejl, så kommer vi ingen vegne, og finder heller ikke frem til de brugbare modeller.

Vi lever i en brydningstid i disse år, og derfor kan det ikke undre, at kirke- og missionsstrukturer kommer under pres, og at det derfor knager og brager i dem. Det er ikke et undergangstegn, men tværtimod et livstegn. Strukturer og organisationsformer er aldrig et mål i sig, men de må altid tjene de opgaver, som kirkes og missionens opgaver, sådan som vi forstår dem på basis af, hvad kirke og mission er sat i verden for, og i lyset af den kontekst, vi skal virke i.