Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Har du tid?

Talen om tid gennemsyrede De tyske kirkedage i Nürnberg, skriver Anne Mie Skak Johanson, landssekretær for Danske Kirkedage.

Her ses de danske deltagere på Kirchentag, netop ankommet til Nürnberg efter en lang togrejse. Foto: Mads Christoffersen

Togturen ned gennem Tyskland gik planmæssigt, og vi ankom tids nok til åbningsgudstjenesten på torvet midt i Nürnberg. Foran vores danske delegation lå 5 dage eller mere præcist 90 timer svarende til 5.400 minutter til at opleve og lade sig inspirere af de tyske kirkedage - Deutscher Evangelischer Kirchentag 2023. Der var masser af tid – og tiden var vigtig, som vi vil få at se. 

Tyske kirkedage

De evangeliske kirkedage i Tyskland afholdes hver andet år i en større tysk by. Her samles store dele af den protestantiske kirke i Tyskland for at stille skarpt på spiritualitet, kultur og aktuelle politiske emner. Deltagerne kommer for at være sammen og for at blive udfordret, inspireret, debattere, nyde fællesskabet og dele tro. I Nürnberg deltog ca. 70.000 og der var over 2000 programpunkter med alt fra gudstjenester, skarpe debatter, besøg af politikere, bibelarbejde, koncerter og happenings. Ikke ulig vores Himmelske Dage i Danmark, blot en hel del større. Den danske delegation bestående af personer fra landskomiteen for Danske Kirkedage og fra lokalkomite for Himmelske dage i Silkeborg var i Nürnberg for at være med, men også for at tage gode idéer og erfaringer med hjem.

Tiden er inde

Sloganet for dagene i Nürnberg var ”Jetzt ist die Zeit” (Nu er tiden inde), og den medfølgende bibelhenvisning var hentet fra Markusevangeliet kapitel 1 vers 15. Talen om tid gennemsyrede hele eventet. Der blev spurgt til hvilken tid, det er, vi lever i lige nu? Bedst som vi efter Corona restriktioner glædede os over igen at kunne mødes – også til kirkedage, så blev vi vidner til krigen i Ukraine og den krise, særligt på energiområdet, som krigen medførte. Så er klimadebatten fortsat både aktuel og alvorlig, det samme gælder samtalen om menneskeværd, om rummelighed og om retfærdighed for alle. Og kirken står lige midt i tiden, endda med sine helt egne vanskeligheder. Der er faldende medlemstal overalt og kirken er udfordret, når det gælder sprog, relevante aktiviteter og samfundsmæssig gennemslagskraft. Disse ”tidens udfordringer” var på dagsordenen i Nürnberg.   

Tid til …

Kirchentags-programmet bestod af en stor vifte af både liturgiske/teologiske, sociopolitiske og kulturelle arrangementer. Hver dag startede med bibelarbejde, hvor politikere, præster, kunstnere samt personer fra civilsamfundet på forskellige scener fortolkede den samme bibelske tekst. Det var en stor oplevelse at lytte til Bundespräsident forbundspræsident Frank-Walter Steinmeiers udlægning af beretningen om Jesus, der gør vand til vin. Her blev der lagt vægt på den betydning familie og slægt kan have for os der lever i en tid, der er præget af individualisering og selvrealisering. Steinmeier pegede også på, at levet liv i al sin almindelighed er værdifuldt. Midt i det almindelige gør gudsnærværet noget så almindeligt som vand til vin.  

Efter morgenens bibelarbejde gik det store og varierede program i gang. Her startede også de store debatter, hvor man tog fat på aktuelle politiske og kirkelige problemstillinger. Der var afsat god tid af til debatterne, der var forbilledlig stor bredde i debatpanelerne og så var der publikumsinvolvering via digitale platforme. Selv lyttede jeg til en klimadebat hvor Kira Vinke, leder af Center for klima og udenrigspolitik, Dagmar Pruin, præsident for den store nødhjælpsorganisation Bread for the World, og den tyske udviklingsminister Frank Schwabe sad i panelet. Men derudover var også James Baghwan, præst fra Fiji-øerne, og Vanessa Nakate, klimaaktivist fra Uganda, med (sidsnævnte dog online). Det blev en nuanceret men også respektfuld og god debat.  Der skal uden tvivl arbejdes med at nedbringe brugen af fossile brændstoffer. Og der skal arbejdes for, at de lande, som i forvejen er ofre for klimaforandringer, ikke sættes i større gæld til Vesten og til Kina, når der skal tilvejebringes energikilder også til dem. Samtidig har de fleste tyskere et ønske om at kunne betale deres energiregning også den kommende vinter. 

På programmet var også koncerter, foredrag og happenings eller man kunne gå en tur gennem hallerne i det store messecenter og fordybe sig i nogle af de mange kirker og kirkelige organisationer, der havde stande der. 

En særlig tysk tradition er de mange brassbands, som findes overalt - også i kirken. På kirkedagene havde man taget instrumenterne med. Der var mange små koncerter med brassbands rundt om i byen men der var også kæmpestore samlinger med flere hundrede messinghorn. En sådan samling var lørdag aften, hvor European Tuba Power und Flächengold gav koncert. Fire tubaer gav den for fuld udblæsning godt hjulpet på vej af de1500 hornblæsere, der stod neden for scenen. Da tubaerne gav den med en blanding af rock og reggae satte det gang i dansen både hos blæsere og tilskuere.

Tiden i dine hænder  

Lige efter tubakoncerten var der aftensamling, der hver dag kl. 22.00, fire forskellige steder i byen, afsluttede dagen. Her mødtes alle - børnefamilier, unge, ældre og alle dem midt imellem, lederne, deltagere og frivillige. Alle fik udleveret et stearinlys og roen sænkede sig. Lysene blev tændt, bønner blev bedt og salmer blev sunget. Hver aften sang vi flere gange denne meditative sang:


Meine Zeit in deinen Händen, meine Zuflucht Gott, bist du. 
(Min tid i dine hænder, Gud du er min tilflugt.)
Meine Zeit in deine Händen, meine Seele kommt zu Ruh.
(Min tid i dine hænder, min sjæl finder ro.)
 

De tyske kirkedage gav en eftertænksomhed på den tid vi som mennesker og som kirker lever i – lige nu. Vi må forholde os til tidens udfordringer og debattere, hvordan det gøres bedst - velvidende at Gud er til stede i tiden sammen med os.

Danske deltagere på Tyske Kirkedage

  • Søren Abildgaard, formand for Danske Kirkedages Landskomite

Fra Danske Kirkedages Lokalkomite:

  • Sognepræst Jacob Krogh Rasmussen
  • Menighedsrådsformand Tom Ebbe Jakobsen
  • Sognepræst Mette Glowienka
  • Sognepræst Kamilla Lundager Bundgaard
  • Sognepræst Hanne Jul Jakobsen

Samt:

  • Sognepræst Anders Tranholm-Bjerg
  • Mads Christoffersen, generalsekretær i Danske Kirkers Råd
  • Anne Mie Skak Johanson, landssekretær i Danske Kirkedage
  • Bente Jakobsen
  • Anne Regitze Nieling