Elof Westergaard: Vi skal prædike fred i en tid med krig
Siden Rusland invaderede Ukraine i 2022, har biskop i Ribe, Elof Westergaard, hvert år prædiket ved fredsgudstjenester
med fokus på håbet om fred for Ukraine.

Siden Rusland invaderede Ukraine i 2022, har biskop i Ribe, Elof Westergaard, hvert år prædiket ved fredsgudstjenester med fokus på håbet om fred for Ukraine. Allerede dagen efter invasionen, den 25. februar 2022, prædikede han i Ringkøbing Kirke ved en spontant arrangeret gudstjeneste. Den var godt besøgt af både politikere og lokale ukrainere, som allerede før invasionen boede i Ringkøbing-Skjern Kommune og arbejdede i landbruget.
Året efter var Elof Westergaard prædikant i Skjern Kirke på årsdagen for invasionen, og i 2024 prædikede han i Ribe Domkirke ved en gudstjeneste, hvor blandt andet statsminister Mette Frederiksen deltog.
Før hver af disse prædikener har Elof Westergaard måttet spørge sig selv, hvad man kan sige i en situation med krig så tæt på – og hvordan.
Peg ikke fingre ad dem der gør det onde
- På den ene side skal man sikre sig, at man adresserer ufreden og aggressoren. På den anden side skal man huske, at der er mennesker på begge sider af krigen. Vold, krig og ødelæggelser er en del af den menneskelige natur, siger Elof Westergaard.
Han vil altid starte bibelsk i sine prædikener. Ofte har han til fredsgudstjenesterne valgt at sætte ord på forsagelsen af det onde og samtidig indgyde håb. Han har hentet inspiration i teksterne i Salmernes Bog. Der står mennesket på én gang i tillid til Gud og i sin magtesløshed.
- De bibelske tekster, hvor der både er en følelse af, at man ikke slår til og samtidigt et håb og en tillid til Guds nåde, er et godt sted at starte i en tid med krig. Der tager man både grundfølelsen af magtesløshed og evangeliet alvorligt og får formidlet, at vi på trods af krigen står i et håb givet af Gud - vi står i nåden. Den dobbelthed er vigtig, understreger Elof Westergaard.
- I bønnen kan vi hente håb. I min optik er det aldrig naivt at tro på den retfærdige fred, siger Elof Westergaard.
Fra individ- til samfundsorienteret
Elof Westergaard mener, at prædikentraditionen i Danmark har været meget individ-orienteret. Sådan har det også tidligere været i hans egne prædikener, men efter de globale omvæltninger, ser han en bevægelse til det mere samfundsprægede, fordi begivenhederne påvirker ham.
- I en tid hvor populismen taler skellet mellem ”dem” og ”os” op, mener jeg, at det er utroligt vigtigt at holde fast i kristendommens universalitet. Den betyder, at man ikke kan tænke en fred for sig selv, og derfor er det en fælles fred, man taler om, siger Elof Westergaard.
Det er vigtigt for ham, at man ikke kan sætte et partiskilt på hans prædikener. Fra han blev uddannet i 1991, har han hørt til dem, der sætter et meget skarpt skel mellem det politiske og det teologiske.
- For mig er der dog ingen tvivl om, at det borgerlige, liberale demokrati har nogle klare kvaliteter. Det er den styreform, som har sikret, at borgerne kan ytre sig, at der er plads til menneskers forskellighed og plads til en opposition, slår han fast.