Henrik Stubkjær: Afgørende for kirken i Grønland at føle sig forbundet med det bredere lutherske fællesskab

Grønland er verdens største ø, såvel som den tyndest befolkede nation på jorden, med over 80 procent af sit territorium dækket af is. Befolkningen er på godt 57.000 mennesker, hvoraf mere end 90 procent tilhører den lutherske kirke. Det var her, i Ilulissat på øens vestkyst, at Det lutherske Verdensforbunds (LVF’s) præsident, biskop Henrik Stubkjær rejste til for nylig for at deltage i en konference for lokale præster under ledelse af deres biskop Paneeraq Munk.

Lutheranere i Grønland, som tidligere var et stift i den evangelisk-lutherske kirke i Danmark, har travlt med at forsøge at skabe en ny identitet, da øen søger uafhængighed fra Danmark. Selvom Grønland fik selvstyre i 1979, blev der sidste år fremlagt et nyt forfatningsudkast, der fastlægger vilkår for fuld uafhængighed, herunder over landets udenrigsanliggender, forsvars- og pengepolitik.

"De er et stolt og selvstændigt folk," siger Henrik Stubkjær, der også er biskop over Viborg Stift. "Der er en tæt sammenhæng mellem kirken og samfundet, så fra kirkens side skal man virkelig arbejde på at blive godt repræsenteret i den nye grundlov." 

Luthersk identitet og inuittraditioner

Henrik Stubkjær reflekterer over sine møder under besøget den 9. til 13. september og bemærker, at af de omkring 22 præster i Grønland, bor flere af dem i ekstremt isolerede steder. ”Det er kun hvert andet år, man har denne form for præstekonference, hvor alle kan mødes,” siger han, ”så det var virkelig en glæde for dem at være der og at kunne diskutere udfordringer med biskoppen. ”

Grønland står over for mange udfordringer, herunder en høj selvmordsrate, især blandt folk fra fjerntliggende landsbyer, der kæmper for at tilpasse sig en hastigt forandret livsstil. Henrik Stubkjær siger, at kirken forsøger at række ud for at hjælpe de mest udsatte samfund. "Under seminaret blev jeg bedt om at lede en diskussion om luthersk identitet, hvordan man kan være en diakonal kirke i det grønlandske samfund, og hvordan man relaterer kristendom med inuittraditioner."

Et eksempel, som Henrik Stubkjær peger på, er brugen af ​​trommer, som spiller en stor rolle i den oprindelige kultur og religiøse praksisser. "De spørger, om det er muligt at være innovativ og at bringe disse trommer ind i en kristen gudstjeneste? For nogle af dem er det muligt. Andre siger nej, vi er ikke der endnu.” 

Henrik Stubkjær mener, at det er afgørende for kirken i Grønland at føle sig forbundet med det bredere lutherske fællesskab. "Jeg præsenterede nogle af vores programmer, for eksempel for nyvalgte ledere, og jeg medbragte også resolutionen om oprindelige folk fra LVFs sidste generalforsamling. Nogle af præsterne kom hen til mig og sagde, at det er præcis, hvad de behøver for at opbygge og styrke deres egen identitet.”

Kommunikation og internetteknologi er fortsat vanskelig i nogle af de fjerneste dele af øen. For Henrik Stubkjær var et af målene med hans besøg at skabe tættere bånd med LVF. Selvom de er en del af den danske kirke, siger han, at grønlænderne "er på samme spor som Færøerne, hvor de er begyndt at forhandle med LVF for at se, hvordan de kan knyttes tættere til kirkerne i andre dele af verden."

Muligheder for gensidig læring

Han fortsætter: ”Jeg tror, ​​vi kan lære meget om, hvordan vi forbinder os med mennesker og vores samfund. Grønlænderne er meget lutherske i deres liturgi, og er også en moderne kirke på mange måder. For eksempel er der mange flere kvindelige præster end mandlige præster. Jeg tror, ​​der kunne være en meget spændende dialog mellem medlemmer af kirken i Grønland og nogle af vores kirker i Latinamerika eller i Afrika, hvor de kæmper med lignende udfordringer, men har fundet forskellige løsninger.”

En anden væsentlig udfordring er den måde, klimaforandringerne ændrer traditionel levevis på, hvilket gør det umuligt at bruge hundeslæder til transport i områder, hvor pakket is er smeltet. "Af natur er grønlændere jægere og fiskere, men det er meget tydeligt, at forandringerne sker hurtigt, og vi er nødt til at tilpasse vores måder at leve på, hvilket er en kæmpe udfordring for hele samfundet," siger han.

Trods vores udfordringer, siger biskop Stubkjær, "er folk meget imødekommende og positive, når de står over for opgaven med at bygge kirken op. For mig som dansk biskop var det en inspirerende læringsproces at være der og at styrke relationerne til Grønlands biskop Paneeraq Munk. Selvom hun deltager i vores danske kirkemøder, var det dejligt at se, hvordan hun engagerede sig med alle præsterne, og der var en meget god ånd der. Jeg tror, ​​vi virkelig kunne lære meget af grønlændernes eksempel og deres måde at være kirke på.”