Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

I en verden i hastig forandring har vi brug for kirkens langsomhed

Hvordan skal kirker i Europa skrue op for kommunikationen? Det blev drøftet på KEKs internationale kirkelige kommunikationsseminar.

Der sker noget, når man møder et andet menneske, og når der både følger ord og et ansigt med, siger Hanna Broadbridge, der plæderer for kirkelig ansigt-til-ansigt-kommunikation. Broadbridge har netop deltaget i Konferencen af Europæiske Kirkers kommunikationsseminar. Foto: KEK.

Skru up!  

Kirken skal skrue op for lydstyrken, hvis dens stemme fortsat skal høres i Europa. Det var hovedbudskabet, da 50 kommunikationsfolk fra forskellige europæiske kirker mødtes i sidste uge i Paris.

Men hvordan skal kirkerne kommunikere, og hvordan kan de få mere synlighed og lydhørhed i samfundet? Skal kirkerne skrue op for tilstedeværelsen på alle medieplatforme (inkl. de sociale medier) eller snarere vise, hvordan man går ned i gear?  

Det blev diskuteret indgående på seminaret, og der var mange bud. 

Simona Menghini fra den valdensiske kirke i Italien talte om behovet for en “slow theology”, en langsom teologi. Dog bør kirkerne kombinere den langsomme teologi med elementer af hurtig kommunikation for at kunne forankres i en omverden i hastig forandring.  

Hanna Broadbridge, medlem af Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og formand for uddannelses-arbejdsgruppen i KEK, deltog også i seminaret, og mener, at kirkerne skal kommunikere på en sådan måde, at budskaberne rodfæster sig, efterlader en tyngde og skaber oplysning.  

Af samme grund advarer Broadbridge mod, at kirkerne satser for meget på de hurtige medier.

”Vi bliver allerede overfodret med Facebook og sociale medier til op over begge ører. Vi skal ned i tempo. Det er okay at gå glip, som Svend Brinkmann siger. Sig nej. Saml jer i stedet om de vigtige møder,” siger Broadbridge. 

Marc Deroeux, generalsekretær i Det Franske Baptistforbund, mente, at i samfund, hvor der kommunikeres hastigere og hastigere, er der brug for, at kirker etablerer rum for refleksion. For folks opmærksomhedspændvidde bliver kortere og kortere, og det påvirker åndeligheden. Det bør kirkerne reagere imod, mener Deroeux. 

Broadbridge mener ligeledes, at kirkerne skal skabe fora, hvor man mødes ansigt til ansigt. Det er noget, der arbejdes meget med i Aarhus Stift, oplyser Broadbridge.

”Ofte er det svært at formulere sig, når det handler om troen. Man mangler ord. Men der sker noget, når vi møder et andet menneske, og når der både følger ord og et ansigt med,” konkluderer Broadbridge. 

Konferencen af Europæiske Kirker (KEK) var vært for arrangementet i samarbejde med French Protestant Federation og  Federation of Evangelical Baptist Churches of France, og det planlægges at gøre det til en årligt tilbagevendende begivenhed.


Læs mere om Konferencen af Europæiske Kirker.