I Porvoo-fællesskabet skues der fremad mod den fælles opgave

Fra den 25. – 28. februar 2017 samledes omkring 30 præster fra 11 forskellige lutherske og anglikanske kirker for at holde møde i Bergen i Norge. I anledning af 500-års jubilæet var det overordnede emne for dagene: Identitet, erindring og håb: den fortsatte betydning af reformationen for vores kirker og samfund.

Bergen er en smuk by, men man kan nu godt være i Bergen uden at opdage det. Især i februar, hvor vejret tvinger blikket ned mod jorden, så man i tide kan undvige de dybe vandpytter.

Sådan kom vi 30 præster zigzaggende og duknakkede frem til den daglige aftenandagt i Mariakirken i Bergen.  Derinde mødte os en storslået altertavle, som vidnede om kirkens tid før reformationen med Maria og Jesusbarnet i midten omgivet af et mylder af helgener.

Altertavlen var flot, men min favorit var prædikestolen, som var udsmykket med motiver af syv kvinder i detaljerige udskæringer. De skulle forestille de syv dyder, selvom de nu ikke var så dydige endda med deres lette eller ligefrem manglende påklædning.

Under en kort gudstjeneste nåede man at have øjenkontakt med adskillige stolte bryster, og om ikke andet betød det, at man hele tiden blev påmindet om de syv dyder: Visdom, retfærdighed, udholdenhed, påholdenhed, tro, håb og kærlighed - og er der noget bedre udgangspunkt for frugtbart økumenisk arbejde?

Flere gange i løbet af konferencen gik vi ud i mindre grupper for at tale i dybden. I disse grupper blev det tydeligt, at de forskellige kirkers identitet i høj grad ligger i den nationale erindring om reformationens indtog og udfoldelse.

Der var store ligheder mellem de nordiske lande, mens den østeuropæiske lutherske kirke som i Estland og Letland havde haft særlig udfordringer under Sovjetunionen. De udfordringer har de håndteret på forskellig vis, og deres kirker har som følge heraf udviklet sig forskelligt.

I disse samtaler blev det klart, at kirkernes identitet er tæt forbundet med en national historie, og derfor kunne Porvoo-konferencen også været blevet en tale om, hvordan vi efter reformationen er vokset i hver vores retning. Det sørgede foredragene imidlertid for at imødegå, da de gang på gang førte os tilbage til vores fælles udgangspunkt.

Anne Burghardt fra Det Lutherske Verdensforbund tog udgangspunkt i Luthers teologi. Hun pegede på to tanker, som stadig har betydning: 1) Luthers tale om Guds betingelsesløse kærlighed, og 2) hans tanke om, at alle skulle have adgang til Skriften. Det sidste var ikke bare gjort med bibeloversættelse, folk skulle lære at læse og myndiggøres igennem skolegang.

Af alle de andre spændende foredragsholdere var der også professor Marion Grau fra Det teologiske Menighedsfakultet i Oslo, som med sit foredrag om frelse gjorde klart, at vi ikke kan abonnere på en forståelse af frelse formuleret i 1517.

Hun satte skarpt på nutidens udfordringer, hvorind i vi skal tale om frelse. Hun talte om klimakrise, økonomisk krise, folks frygt og manglende tillid til institutioner, krise i befolkninger på baggrund af etnicitet og andre emner. Vi kunne alle, vores nationale historier til trods, genkende udfordringerne. Hun fik os til at se fremad på den fælles opgave, og deri ligger der et stort håb for Porvoo-kirkernes fremtidige arbejde og berettigelse.

De 7 dyder var i brug gennem hele konferencen. Vi søgte visdom og indsigt og var retfærdige i vores lytten til hinanden. Forskelle kræver udholdenhed. Påholdenhed gav sig selv – priserne i Norge og præstelønninger var ikke (og gav ikke) en god cocktail.

Vi blev mindet om udgangspunktet den fælles tro på Guds kærlighed - og sidst, men ikke mindst, at der er et håb; for trods forskelle lever vi i den samme verden og tror på den samme Gud.

Rikke Juul 

Sognepræst i Rosenvængets Sogn i København