Invitation og relation hører sammen – også i migrantarbejdet

I folkekirken møder man ofte den selvforståelse at kirken er for alle. Folkekirken er for hele samfundet og for hele folket. Men hvordan kan man bedst være kirke for en befolkning der hele tiden ændrer sig kulturelt, sprogligt og religiøst? 900.000 borgere iblandt os har en anden etnisk baggrund end dansk, og kun 7 % af indvandrerne er medlem af folkekirken.

Så hvordan inviterer man indvandrere og migranter ind i kirken? Hvis de lokale menigheder ønsker at være kirke for migranter, hvor tager de så fat?

”Før man kan sende en invitation, skal man have en relation,” siger Berit Weigand Berg, der er udviklingskonsulent i Kirkefondet, og som netop er blevet ansat til at ”almengøre migrantsamarbejdet i folkekirken.”

”Vi tror ofte at invitationen i sig selv er nok. Men ganske som det er i vores private liv, så skal Invitation og relation hænger sammen. Det skal følges ad, for det giver mening. Og de underminerer hinanden hvis de ikke er på plads,” siger Berit W. Berg.

Et tænkt eksempel på et behov kan være en ukrainsk familie i Danmark der mister et familiemedlem. Her kan der opstå usikkerhed om en lang række ting, såsom hvor familiemedlemmet skal begraves og efter hvilken skik. Hvis familiemedlemmet skal begraves i Danmark, kan de så låne kirke? Kan de evt begraves af en folkekirkepræst? Og hvordan kan de ukrainske begravelsesskikke passes ind på de danske kirkegårde? Der kan være en lang række spørgsmål der kan involvere både graveren, kordegnen, præsten og organisten?

Berit W. vil i projektet undersøge både land- og bysogne og være i dialog med både kirke-kultur-medarbejdere, gravere, organister, kirkemusikere, kordegne og kirketjenere i folkekirken.

Projektperioden løber over de næste 2 år og er iværksat i et samarbejde mellem Folkekirkens mellemkirkelige Råd og Kirkefondet.