Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Kirkeministeren besøger overhoved for den ukrainsk-ortodokse kirke i Kiev

Besøget skete efter invitation fra biskop i Viborg, Henrik Stubkjær, der også er præsident for Det Lutherske Verdensråd. 

Biskop Pavlo Shvarts og kirkeminister Morten Dahlin ved nadver i Kyiv

Den lutherske biskop Pavlo Shvarts giver nadver til kirkeminister Morten Dahlin i Kiev. Foto: Det Lutherske Verdensforbund.

Kirkeminister Morten Dahlin har besøgt overhovedet for den uafhængige ukrainsk-ortodokse kirke i Kiev, metropolit Epiphanius. 

Besøget skete på invitation fra biskop i Viborg, Henrik Stubkjær, der også er præsident for Det Lutherske Verdensråd. Formålet var at vise støtte og drøfte Ukraines kamp mod de russiske besættere og de russiske myndigheders brug af kirken som en del af kampen. 

Ifølge Kristeligt Dagblad gik samtalen mellem metropolitten og den danske minister især om de ukrainske territorier og grænseområdet, der er besat af Rusland.

- Her bliver de kirker, der ikke sværger troskab til Moskvapatriarkatet, ødelagt. Nogle statistikker angiver op til 500 ødelagte kirker. Præster bliver kidnappet og slået ihjel. Og metropolitten fortalte mig, at det sker, mens de er i ornat. De går altså overlagt efter kirkefolk,” siger Morten Dahlin til avisen.

Territorial- og religionskrig 
Ministeren mener, det vidner om, at krigen ikke bare er en territorialkrig, men også en religionskrig.

- Lige nu er denne ortodokse kirke i Ukraine ikke anerkendt som trossamfund i Danmark, og jeg sagde til ham, at hvis kirken havde et ønske om at være det, så ville vi gerne stille vejledning og ressourcer til rådighed, for at hjælpe dem med ansøgningen. Det tog han meget meget positivt imod, siger Morten Dahlin til Kristeligt Dagblad.

Tæt kontakt med den uafhængige ukrainsk-ortodokse kirke 
Folkekirkens mellemkirkelige Råd har været i tæt kontakt med den uafhængige ukrainske kirke siden krigens start og fortsætter naturligvis denne kontakt for vedholdende at vise støtte til og solidaritet med det ukrainske folk og den ukrainske kirke. 

Folkekirkens mellemkirkelige Råd deltager, som den enhed, der er sat i verden for blandt andet at varetage folkekirkens internationale mellemkirkelige relationer, selv i eller sender lejlighedsvist egne delegationer på solidaritetsbesøg hos kirker i krigs- og konfliktområder. 

Helt konkret støtter Folkekirken gennem kollekt-indsamlinger og fx udlån af kirkerum, at en ukrainsk præst, Fader Sergiy, i netop disse dage er på besøg i Danmark, hvor han holder gudstjenester og forretter dåb for ukrainere rundt omkring i landet.

Vi kan være stolte over, at der står en dansker i spidsen for LVF
Kristeligt Dagblad skriver, at kirkeministeren også fik et indblik i, hvor meget kirken betyder for ukrainere i krig:

- Ikke kun hvor meget feltpræster betyder for soldaterne ved fronten, men også hvad kirkerne betød for soldaternes familier, siger Morten Dahlin, det samtidig var imponeret over det store arbejde som Det Lutherske Verdensforbund udførte i Ukraine:

- Vi kan godt være stolte af, at der står en dansker i spidsen for verdensforbundet.