Kirkerne ser på fælles udfordringer i Europa

For 50 år siden blev der underskrevet et vigtigt kirkeligt dokument. I 1973 blev Leuenberg konkordien officielt vedtaget, en aftale som etablerer gensidig anerkendelse samt forkyndelses- og nadverfællesskab mellem lutherske og reformerte kirker.

Dermed kan CPCE – Fællesskabet af reformatoriske kirker i Europa – fejre 50 års jubilæum i år og fejre, at fællesskabet mellem 100 medlemskirker bestående af lutherske, reformerte og unerede kirker såvel som valdensere og bøhmiske brødre står stærkt i CPCE.

CPCE har et omfattende teologisk arbejde og udgiver jævnligt studiedokumenter, bl.a. om køn og seksualitet samt om reproduktiv medicin. Desuden udkommer et studiedokument i det nye år om Christian talk of God - hvordan man taler om Gud. Dokumenterne er udtryk for grundigt offentlighedsteologisk arbejde, og for hvordan protestantiske kirker tager vigtige samfundsspørgsmål under behandling.

CPCE gør et rigtig godt stykke arbejde, og det fortjener de anerkendelse for, mener Piet Schwarzenberger. Han er Haderslev stifts rådsmedlem i Folkekirkens mellemkirkelige Råd og har for nylig deltaget i et møde i CPCE, som fandt sted i den sydtyske by Bad Herrenalb, et møde han betegner som ”en fantastisk oplevelse” og ”ægte økumenisk”. Til stede på mødet var ca. 60 deltagere, både præster og lægfolk fra protestantiske og reformerte kirker i hele Europa, og her er det tydeligt, at der er enighed om det grundlæggende. Man kan mærke, at der eksisterer en fælles grundforståelse, forklarer Piet Schwarzenberger, og man fejrer nadver og gudstjeneste sammen uden problemer.

Der blev talt meget tysk i forsamlingen, da CPCE især præges af de tysktalende kirker. Men det er ingen hæmsko for Piet Schwarzenberger, som er af tysk oprindelse og repræsentant for det tyske mindretal i Haderslev Domsogns menighedsråd.

På mødet blev forholdet mellem stat og kirke og mellem indre og ydre anliggender genstand for drøftelser– et forhold som er i bevægelse i mange europæiske lande. Piet Schwarzenberger fortalte om de udviklinger, der er sket i Danmark med afskaffelsen af Store Bededag og regeringens forslag om at legalisere aktiv dødshjælp. Det er emner, som de andre kirker kan nikke genkendende til. Hvis man skeler til den generelle udvikling i Europa, kan folkekirken altså forvente sig meget mere af samme skuffe de kommende år, da sekulariseringsprocessen går rivende hurtigt. Kirken bliver ikke bare taget med på råd, men må aktivt tilkæmpe sig en indflydelse. Et af de områder, hvor både mindretals- og flertalskirker markerer sig stærkt, er på det diakonale område. Kirkerne træder til, når der er huller i det sociale sikkerhedsnet, og Piet Schwarzenberger blev introduceret for et væld af diakonale tiltag rundt omkring i kirkerne. Mange kirker driver børnehaver, og i Debrezin havde det ført til vækst i den reformerte kirke i Ungarn. Der var også inspirerende eksempler på ungdomsarbejde, og den lutherske kirke i Georgien havde et vigtigt arbejde med at lede kvindegrupper.

Der blev også talt om nødvendigheden af frivillighed, og hvor vigtigt det er for kirken (bl.a. set i lyset af Martin Bucers kirkeforståelse). Frivillighed er centralt for mange kirker, for uden frivillige ville der ikke være nogen kirke. Økonomisk er mange kirker pressede og er på et helt andet niveau end i folkekirken. Det gælder fx kirkerne i Østtyskland, hvor man pga. problemer med økonomi og præstemangel i stor grad er begyndt at benytte sig af lægprædikanter.

Piet Schwarzenberger konkluderer, at mødet har været til stor inspiration, både fordi han har lært så mange andre protestantiske kirker og kirkefolk at kende, men også fordi det giver flere perspektiver på de problemstillinger vi arbejder med i folkekirken. Mange af de problemstillinger, vi taler om folkekirken (fx faldende medlemstal, præstemangel eller vedligehold af kirker), er accelereret i andre europæiske lande, og man kan muligvis fremskrive hvilken udvikling, der vil ske. Det giver mulighed for at standse op og overveje, hvordan man kan vise rettidig omhu og finde gode løsninger på de udfordringer, vi står overfor i folkekirken.