Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Måtte rejse hjem for at blive gift

Keith Gray ville gerne giftes i folkekirken, men var ikke klar til at melde sig ud af den metodist-menighed i Storbritannien, han kom i, før han flyttede til Danmark.

Keith Gray tænder lys i lysgloben i Apostelkirken på Vesterbro i København.

Keith Gray var medlem af en metodist-menighed på Shetlandsøerne i Storbritannien, da han flyttede til Danmark i 2003. I Danmark forelskede han sig i en kvinde, som ikke var medlem af folkekirken.

Han deltog regelmæssigt i gudstjenester i folkekirken, og derfor lå det lige for at blive gift der. Det viste sig dog, at det kun lod sig gøre at blive viet i folkekirken, hvis mindst en af dem meldte sig ind i folkekirken og meldte sig ud af den anden kirke, som de oprindeligt hørte hjemme i.

- Det blev jeg ked af. På det tidspunkt var jeg glad for at komme i folkekirken, men slet ikke klar til at slippe kirken på Shetlandsøerne. Jeg følte mig på én gang hjemme i folkekirken, og havde stadig en stor følelsesmæssig tilknytning til min kirke på Shetlandsøerne, så det var et svært dilemma. Det endte med, at vi måtte rejse til Shetlandsøerne og blive gift i kirken der, fortæller Keith Gray.

Tilbage i Danmark fortsatte han med at gå til gudstjenester i folkekirken, og i dag har han meldt sig ind i folkekirken. Og meldt sig ud af metodistkirken.

- Nu er jeg blevet far og mine børn er danske, så vi hører til i Folkekirken sammen. Her har min kone haft dem med til babysalmesang, og jeg har dem med til højmessen, hvor vores sognekirke har aktiviteter til børn under præstens prædiken, så alle føler sig velkommen. Heldigvis forstår min familie hjemme på Shetlandsøerne også, at jeg og mine børn er medlemmer af folkekirken.

- For mig er det væsentligt, at folkekirken og metodistkirken har nadverfællesskab. Det betyder meget for mig, at jeg kan gå til nadver i min gamle kirke, når jeg er hjemme, og at min familie kan gå til nadver, hvis de kommer her. For katolikker og ortodokse er det en helt anden sag. De mister nadverfælleskabet med deres oprindelige kirke, hvis de melder sig ud for at melde sig ind i folkekirken, siger Keith Gray.