Protestantiske stemmer i Europa

Kirkefællesskabet af reformatoriske kirker i Europa (forkortet CPCE efter sit engelske navn Communion of Protestant Churches in Europe) blev dannet i 1973 gennem skabelsen af det økumeniske dokument, der i dag kaldes Leuenberg-konkordien (efter ”Leuenberg” i Schweiz, hvor den blev underskrevet). Fællesskabet består af 94 medlemskirker af luthersk, metodistisk, reformert og uneret tradition, hjemmehørende i over 30 lande med tilsammen omkring 50. mio. medlemmer.

Enige om at være forskellige

Medlemskirkerne i CPCE er mange, og der er derfor en mangfoldighed af forskellige tros- og praksisformer. Derfor arbejder kirkefællesskabet aktivt med at bibeholde en accept og gennemgående forståelse af de forskelligheder, som medlemskirkerne hver især indeholder.

Ulla Schmidt er professor MSO i praktisk teologi på Aarhus Universitet og medlem af CPCE’s råd, og her uddyber hun, hvilket grundlæggende tankesæt, der samler medlemskirkerne på tværs deres individuelle forskelligheder: 

“Leuenberg-konkordien formulerer først og fremmest, hvad medlemskirkerne er enige om, nemlig en fælles, grundlæggende forståelse af evangeliet, om hvordan Gud handler til frelse: om Kristi to naturer – som Gud og menneske, om retfærdiggørelsen ved tro, og om ord og sakramenter som de nådens midler, hvorved Gud ved Den Hellige Ånd skaber troen og kalder mennesket til et nyt liv. Og fordi man står sammen i denne fælles forståelse af det grundlæggende, anses forskelle og uenigheder i andre spørgsmål derfor ikke at være til hinder for kirkefællesskab. Dette er det helt centrale princip bag CPCE-fællesskabet. Idet man også er enige om at skelne mellem dette grundlæggende vidnesbyrd i de reformatoriske bekendelser, og historiske betingede dele af bekendelserne, anser man de gensidige lærefordømmelser mellem lutherske og reformerte kirker som siden reformationstiden har gjort kirkefællesskab umuligt, for ophævet. På det grundlag indrømmer kirkerne hinandens fællesskab i ord og sakramenter, altså prædikestols- og alterfællesskab”, fortæller hun og fortsætter:

“Der er forskellige syn og forskellig praksis i en lang række spørgsmål, eksempelvis når det gælder andre læremæssige spørgsmål, når det gælder kirke-organisation/-struktur, når det gælder etiske spørgsmål. En vigtig side af kirkefællesskabet er derfor også fortsat at arbejde med og studere forskelle i lære og praksis, ikke nødvendigvis med tanke på at komme frem til enighed, men for at komme til en dybere forståelse af hinandens måder at udforme den grundlæggende fælles forståelse af evangeliet på, og samtidig være sammen i gudstjenesteliv og vidnesbyrd for verden,” uddyber Ulla Schmidt. 

Læs Leuenberg Konkordien på denne side 

Folkekirkens medlemskab

Den danske Folkekirke blev medlem af fællesskabet i 2001. Folkekirken er i dag primært engageret i CPCE's teologiske arbejde, hvor der sidder repræsentanter for folkekirken i flere af de forskellige teologiske arbejdsgrupper, bl.a. om præsteuddannelse og om migration.

Men hvorfor er det vigtigt, at Den danske Folkekirke er medlem af et sådant fællesskab? Vi lader ordet gå til Ulla Schmidt: 

“For det første af samme årsag som det er vigtigt for enhver kirke at engagere sig i fælleskirkeligt arbejde, nemlig for at arbejde for kristen enhed og enhed kirkerne imellem. En kirke er aldrig kirke alene og for sig selv, men vidner om evangeliet om Kristus som verdens herre sammen med andre kirker. CPCE er et fællesskab af kirker med baggrund i de reformatoriske bevægelser (samt de før-reformatoriske kirker Valdeserne og de Bøhmiske Brødre), der har anerkendt at de står sammen om en grundlæggende forståelse af evangeliet, og at de gensidige lærefordømmelser i reformationstidens bekendelser ikke længere er gyldige. På det grundlag har de erklæret gensidigt prædikestols- og alterfællesskab og forpligtet sig til i teologi, vidnesbyrd og kirkelig praksis stadig at uddybe fællesskabet imellem sig”, fortæller hun og fortsætter:

“At deltage i CPCE er derfor at deltage i et fælles arbejde om hvordan reformationstidens grundlæggende indsigter om forståelsen af evangeliet kan udformes, re- og nyformuleres i kirkelig lære og praksis i dag. Folkekirken er den største kirke i CPCE i medlemstal og kan som stor majoritetskirke og tæt sammenvævet med national kultur og tradition lære af, hvordan små minoritetskirker, der måske også oplever modstand eller modsætning i forhold til sine kulturelle omgivelser, lever som protestantisk kirke. Og omvendt kan Folkekirken bidrage med viden og erfaring om det at være protestantisk kirke som folkekirke, med ansvar for forankring i og opgaver overfor brede dele af befolkningen, og med et samfundsopdrag knyttet til at være tættere forbundet med andre samfundsinstitutioner og stat.”

Læs interview med Margrete Auken: Danske kirker bør tage langt mere del i den europæiske debat om bioetik

Protestantiske stemmer i Europa

Protestantismen har haft enorm betydning for den samfundsmæssige udformning af Europa og den europæiske befolkning, og det er derfor passende, at et fællesskab som CPCE bidrager og giver sin mening til kende i den større internationale samtale vedrørende fx etiske spørgsmål og de dertilhørende debatter. 

“Protestantisk kristendom og protestantiske kirker har spillet en vigtig rolle i Europas religiøse, kulturelle og politiske udformning, og udgør også i dag en betydelig andel i Europas befolkning og stater. Alene af den årsag er der grund til at lade en protestantisk stemme/stemmer høre i Europa, på samme måde som også andre kristne og religiøse fællesskaber tager del i udformningen af europæiske samfund og kulturer, eksempelvis overfor de europæiske institutioner. Mens CPCE i de første ti år, efter at Leuenberg-aftalen blev indgået i 1973, prioriterede arbejdet med centrale, dogmatiske lærespørgsmål, har fællesskabet siden starten af 2000’erne i tillæg engageret sig mere i samfundsetiske spørgsmål, eksempelvis angående økonomi, krig- og konfliktforhold, medicinsk-etiske spørgsmål ved livets begyndelse og livets afslutning, for bare at nævne nogle. Det sker i bevidsthed om at den grundlæggende, fælles forståelse af evangeliet som fællesskabet bygger på, på den ene side har betydning i og forpligter til fælles, offentligt arbejde med politisk samfundsudformning, på den anden side ikke leverer autoritative og endegyldige facitsvar som deles af alle kirker”, fortæller Ulla Schmidt. 

Et fremtidsblik på CPCE’s strategiske arbejde 

Frem mod den næste generalforsamling i 2024 i Sibiu, Rumænien langs tre hovedmål, som er:

At fordybe fællesskabet indad mellem medlemskirkerne

At arbejde for kristen enhed udad, med andre kirker

At tjene samfundet med et kristent vidnesbyrd, både i tale og handling.

Langs disse tre spor pågår en række forskellige arbejdsprocesser. Blandt de store opgaver, hvor også folkekirken deltager ved sine repræsentanter, er: 

Nadver og nadverfejring, især hvilke implikationer et ideal om kirker som åbne og inviterende fællesskaber har for nadverbordet, bl.a. med tanke på konsekvenser af migration og dåbsnedgang. I dette arbejde har det været vigtigt at tage udgangspunkt i kirkernes konkrete nadverpraksis som grundlag og udgangspunktet for fornyet arbejde med nadverteologi.

”Kristen tale om Gud.” Hvad vil det sige i dag, i en samfunds- og kulturkontekst der både præges af sekularisering, men især af øget religiøs mangfoldighed?

Køn og seksualitet: Hvilken betydning for kirker og teologi har nyere viden og bevidsthed om køn og seksualitet, ikke mindst øget opmærksomhed om trans- og interkøn, køn som ikke-binært, og LGBT+ spørgsmål som samfundsmæssige spørgsmål? I mange af CPCE’s kirker har man efterhånden gjort sig færdig med og afklaret spørgsmålet om homoseksualitet, både når det gælder ægteskab og når det gælder præstetjeneste eller anden kirkelig ansættelse. Men i andre CPCE-kirker er dette i stigende grad dybt konfliktfyldt. Her arbejder CPCE også med hvordan man som kirker kan finde ansvarlige måder at være uenige på. 

Desuden vil CPCE her også beskæftige sig med hvordan medlemskirkerne arbejder på at forebygge og være i stand til at håndtere overgreb og krænkelser i kirkelige sammenhænge.

Forholdet til nye kirker, især migrantkirker. De senere år har en lang række kirker og menigheder dukket op, som står i samme protestantiske tradition som CPCE. CPCE er optaget af hvordan der kan skabes gode bånd og samarbejdsrelationer med disse, til glæde for begge parter. 

Hvordan bliver CPCE-fællesskabet synligt og forankret i den praktiske kirkevirkelighed rundt om i kirkerne? Her bliver der blandt andet arbejdet målrettet for i større grad at engagere unge i fællesskabets konkrete arbejde, blandt andet ved en ”følgegruppe” af unge teologer som følger de forskellige arbejdsprocesser, giver indspil, og tager med ”hjem” til sine kirker. Desuden arbejdes der for at det kan synliggøres ved ordination af nye præster, at f.eks.  folkekirken er en del af fællesskabet af protestantiske kirker, som man har alter- og prædikestolsfællesskab med.

I et bredspektret og mangfoldigt fællesskab som CPCE, hvor der som nævnt er store forskelle mellem kirkerne, hvad er der enighed om, og hvad er der uenighed om i CPCE, og hvordan håndterer man den indbyrdes uenighed?

”I Leuenberg-aftalen formulerer kirkerne først og fremmest hvad de er enige om, nemlig en fælles, grundlæggende forståelse af evangeliet, om hvordan Gud handler til frelse: om Kristi to naturer – som Gud og menneske, om retfærdiggørelsen ved tro, og om ord og sakramenter som de nådens midler hvorved Gud ved Den Hellige Ånd skaber troen og kalder mennesket til et nyt liv. Og fordi man står sammen i denne fælles forståelse af det grundlæggende, anses forskelle og uenigheder i andre spørgsmål derfor ikke at være til hinder for kirkefællesskab. Dette er det helt centrale princip bag CPCE-fællesskabet. Idet man også er enige om at skelne mellem dette grundlæggende vidnesbyrd i de reformatoriske bekendelser, og historiske betingede dele af bekendelserne, anser man de gensidige lærefordømmelser mellem lutherske og reformerte kirker som siden reformationstiden har gjort kirkefællesskab umuligt, for ophævet. På det grundlag indrømmer kirkerne hinandens fællesskab i ord og sakramenter, altså prædikestols- og alterfællesskab,” fortæller Ulla Schmidt og tilføjer, at der er forskelle i lære og praksis, og målet er ikke at nå til enighed, snarere at få en dybere forståelse af hinanden som kirker:

”Der er forskellige syn og forskellig praksis i en lang række spørgsmål, eksempelvis når det gælder andre læremæssige spørgsmål, når det gælder kirke-organisation/-struktur, eller når det gælder etiske spørgsmål. En vigtig side af kirkefællesskabet er derfor også fortsat at arbejde med og studere forskelle i lære og praksis, ikke nødvendigvis med tanke på at komme frem til enighed, men for at komme til en dybere forståelse af hinandens måder at udforme den grundlæggende fælles forståelse af evangeliet på, og samtidig være sammen i gudstjenesteliv og vidnesbyrd for verden,” konkluderer Ulla Schmidt.