Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Rapport om Ukraine-indsats: Største sociale mobilisering siden Anden Verdenskrig

Otte ud af ti kirker har afholdt kirkelige arrangementer for freden i Ukraine. Der er stor opbakning til at støtte ukrainere i kirken, viser ny rapport.

Fra påskegudstjeneste i Lem Kirke for ukrainere. Foto: Hanne Byskov.

Krigen i Ukraine er en skelsættende begivenhed. Den har skabt den største flygtningestrøm i Europa i nyere tid. Krigen og flygtningestrømmen er et altdominerende emne, som også har haft sin indvirkning i folkekirkens arbejde.

Ny rapport har undersøgt omfanget af folkekirkens omsorg for, engagement og holdning til ukrainske flygtninge og hvilke aktiviteter, kirken har tilbudt.

Undersøgelsen viser, at folkekirken har gennemført den største sociale og kirkelige mobilisering siden Anden Verdenskrig. Otte ud af ti kirker har afholdt kirkelige arrangementer for freden i Ukraine og hver anden kirke har haft et socialt eller kirkeligt arbejde for ukrainske flygtninge. 91 pct. af præsterne mener, at det er folkekirkens opgave at udvise kirkelig og social omsorg for ukrainske flygtninge. I 37 pct. af folkekirkens provstier har menighederne og præsterne afholdt kirkelige handlinger eller gudstjenester med ukrainske elementer, såsom ukrainske kor, ukrainsk oversættelser af gudstjenesten, lystænding mv. Dette understreger, at folkekirken i høj grad har forsøgt at give rum og plads til ukrainere.

Som formanden for Det Mellemkirkelige Råd, professor Peter Lodberg, bemærker:

”Det er meget glædeligt, at folkekirkens mange sogne har gjort et stort stykke arbejde for at byde de ukrainske flygtninge velkomne. Folkekirken har gjort fælles sag med hele det danske samfund og løftet en vigtig opgave i en vanskelig tid. Det første skridt til vellykket integration er, at flygtninge føler sig velkomne i et nyt samfund og en anderledes kultur”, siger Peter Lodberg.

LÆS RAPPORTEN HER

Om rapporten

Undersøgelsen er gennemført af Emil Hilton Saggau, forsker ved Lunds Universitet. Undersøgelsen er udviklet i samarbejde med Folkekirkens mellemkirkelige Råd, Det Teologiske Fakultets Center for Kirkeforskning ved Københavns Universitet, Kirkernes Komité for Migranter i Europa (CCME) og forskergruppen bag projektet ‘Public Theology in the Post-Migrant Society: The Role of Religion in Multi-Faith Refugee Relief’ ved Edinburghs, Lunds og Louvains Universitet.

Undersøgelsen er gennemført som et spørgeark distribueret til alle provster og præster registeret i Kirkefondets database. Undersøgelsen blev udsendt primo september og afsluttet ultimo oktober 2022.

For mere information, kontakt:

Emil Saggau

Ph.d, postdoc, Lund Universitet

Email: emil.bjorn_hilton_saggau@ctr.lu.se

Telefon: +46222 90 57

 

Søren Dalsgaard,

Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Email: sd@interchurch.dk

Tlf: 30 20 8247