Skal man være EU-tilhænger for at tro på kirkens enhed?

Sand diversitet er grim: rapport fra GETI17

Af stud.theol Bastian Vauconson

GETI står for ”Global Ecumenical Theological Institute” og er en international konference for unge kirkefolk med interesse for mellemkirkeligt samarbejde og diskussion. I maj 2017- var jeg afsted som repræsentant for Folkekirken med generøs støtte fra Det Økumeniske Studielegat og Den Fransk Reformerte Kirke i København. Her følger et par highlights og positive kritiske refleksioner.

2017-udgaven var anden gang konferencen fandt sted (første gang var i Sydkorea i 2013 og et referat af Folkekirkens repræsentant fra dengang kan læses her.

Det hele løb af stablen i maj i Berlin med Tyske Kirkedage som kulminationen på to hårde ugers intense økumeniske diskussioner. Konferencen var arrangeret af KEK, Konferencen af Europæiske Kirker og havde deltagere fra over 30 forskellige lande.

GETI17 var derfor en unik mulighed for at mødes i kirkens fællesskab og knytte bånd på tværs af kulturelle afstande, og med mange prominente foredragsholdere var konferencen også en lejlighed til at få indblik i, hvad der rører sig på den internationale økumeniske scene.

De kirkelige temaer

Overskrifterne for GETI17 var ”Reforming Theology” (Reformerende teologi) ”Migrating Church” (Migrerende kirke) og ”Changing Society” (Samfund i forandring). Skulle man samle ét overordnet tema fra disse tre i øvrigt meget omfattende overskrifter, må det være bevægelse. Kirkens teologi er under konstant bearbejdning, og den udføres af en broget skare troende, der bevæger sig rundt i en verden under forandring (klimamæssigt såvel som politisk). Kort sagt: kirken altid er undervejs i verden på vej mod Gud. Med dette overordnede tema var tonen sat for diskussioner omkring hvad kirken er, samt hvad dens rolle er og hvad den bør være på den politiske scene.

Især flygtningekrisen spillede – forståeligt nok – en afgørende rolle. Her blev idealet om diversitet fremhævet som en kristen dyd: det er ikke kun kirkesamfundets pligt at tage imod og behandle flygtninge på menneskelig vis, det er også en gave.

Der blev bl.a. argumenteret for dette ud fra Bjergprædikenens diktum om at elske sin fjende samt Første Mosebogs fortælling om Abrahams trælkvinde, Hagar, der må flygte fra sin skæbne men bliver fundet af Gud. Der var også overvejelser omkring treenigheden, der lå under overfladen – Guds skabelse af verden, hans frivillige selvsplittelse i inkarnationen, og hans åndsgave til mennesket vidner om, at Gud er den kærlighed, der holder modsætninger sammen. Det er nu kirkens opgave at gøre denne kærlighed i verden.

Den grimme diversitet

Der kan næppe være uenighed i kirken om, at kærlighed og respekt for det, der er anderledes, er centrale kristne værdier. Spørgsmålet om diversitet bliver imidlertid meget kompliceret, så snart vi skal til at finde ud af, hvordan vi skal handle ud fra disse værdier. Jeg finder det prisværdigt, at arrangørerne af GETI17 ønskede at kultivere disse værdier i den nye generation af økumeniske ”fredskrigere”.

Men hvis kirken skal blande sig i politiske spørgsmål, kræver det ikke kun nuanceret indsigt i politiske processer, forhold og udfordringer. Det kræver også nuancerede teologiske refleksioner over forholdet mellem teologi og politik. Ikke mindst hvor grænsen går mellem de to. En sådan nuanceret og kritisk refleksion savnede jeg (og flere andre deltagere jeg talte med) under GETI17.

Rækken af foredragsholdere var entydigt fra den liberale fløj af kirken, hvilket betød at diskussionerne aldrig blev frugtbare. Alle var simpelthen for enige! Fx kunne den luthersk-evangeliske biskop over Berlin, Markus Dröge, sætte lighedstegn mellem den økumeniske vision og EU-projektet, eftersom begge bevægelser jo bygger på et ideal om diversitet. Efter de ivrige tilråb at dømme var langt størstedelen af konferencedeltagerene rivende enige heri.

Sådanne udsagn (og ikke mindst reaktionen!) finder jeg imidlertid ganske bekymrende, fordi de reducerer talen om diversitet og mangfoldighed til tom snak. Det er rigtigt, at den økumeniske bevægelse er, skal og ikke kan være andet end pro diversitet og mangfoldighed. Det er en del af dens DNA.

Men sand diversitet fordrer, at man inviterer dem, man er uenig med, til at tale. Sand diversitet er altid udfordrende og provokerende. Sand diversitet er grim, fordi den tvinger os til at se vores eget standpunkt fra den andens perspektiv. På den måde var GETI17 meget pæn og nydelig. Jeg savnede det grimme.

En stor oplevelse

I det store hele var GETI17 en yderst givende og også udfordrende oplevelse. Hvis jeg blev træt af snakken om diversitet, blev det opvejet af den gode stemning og velvillighed, jeg mødte hos de øvrige deltagere. Den økumeniske bevægelse er sprængfyldt med unge, initiativrige mennesker fra hele verden, der længes efter at dele åndens gaver på tværs af kulturelle skel, og som ikke er bange for at gå ind i de svære diskussioner.

Men gode intentioner er ikke nok. Hvis den økumeniske bevægelse fortsat skal vokse og have en sund fremgang, kræver det, at også kirkelige ledere tør åbne for de svære diskussioner og blotte sig selv for ’det andet’.