Torben Rechendorff 1937-2022

Af og til møder man politikere, som gør et særligt blivende indtryk, fordi de har modet til at stå fast på deres holdning, også når den vækker modsigelse og debat.  En sådan politiker var Torben Rechendorff. 

I hans tid som kirkeminister skete der en række folkekirkelige reformer. Oprettelsen af ”Folkekirkens Pædagogiske Institut”, ny bibeloversættelse, alterbog og ritualbog, muligheden for samarbejde mellem sogne og oprettelsen af det nye, lovfæstede Mellemkirkelige Råd. 

Alle disse reformer blev gennemført efter høringer hos og tilslutning fra store dele af ”det folkekirkelige landskab”, som man kaldte det dengang. Men det var ikke sket, hvis ikke folkekirken på det tidspunkt havde haft en minister med politisk erfaring og tæft samt rodfæstede holdninger og klare visioner. Derfor har vi i dag meget at takke Torben Rechendorff for, ikke mindst fra Det Mellemkirkelige Råds side.

Jeg har personligt oplevet Torben Rechendorffs integritet i flere sammenhænge. Lad mig nævne to. Da han var formand for ”Grænseforeningen”, blev jeg næstformand og oplevede her på nærmeste hold, hvordan en garvet politiker kunne etablere et tillidsfuldt samarbejde mellem personer og grupper med forskellige holdninger.

Og da vi biskopper i år 2000 var på Færøerne for at deltage i fejringen af 1000 året for kristendommens komme til øerne, var Rechendorff med. Den færøske biskop havde bedt sine danske kolleger om at prædike rundt omkring i de færøske kirker, og jeg skulle prædike i Klaksvig. 

Men præsterne i Klaksvig ville ikke have liberale danske biskopper til at prædike i deres kirke, og sagde offentligt nej. Det vakte stort offentligt postyr på Færøerne. En underskriftsindsamling i Klaksvig gjorde det dog klart, at mange ønskede gudstjenesten gennemført. Situationen var uafklaret, og jeg hørte intet fra den færøske biskop. Derfor besluttede jeg at leje en bil for sammen med min kone at køre til Klaksvig søndag morgen for at holde gudstjeneste, som jeg havde lovet, hvis jeg da ellers kunne få adgang til kirken. Lørdag aften sagde Torben Rechendorff: ”Karsten, jeg kører med jer – de har før smidt folk i vandet oppe i Klaksvig”. Vi kørte afsted med en høj og hærdebred tidligere kirkeminister som bodyguard.

Kl. 11.00 var Christianskirken i Klaksvig næsten fyldt, og jeg husker tilbage på den gudstjeneste og på det efterfølgende samvær hos den lokale skoleinspektør, som havde organiseret underskriftindsamlingen, med glæde. Men jeg var jo også i godt og trygt menneskeligt selskab hele vejen igennem.