"Uden begge køn mister man helheden og harmonien"

Skrevet af Caroline Jacobsen

Olga Grygorieva Kohen er hjælpepræst i Rødby Sogn på Lolland og oprindeligt fra Sovjetunionen. For at markere 75-års jubilæet for kvindelige præster i Danmark har vi talt med Olga om at komme fra et land, hvor kvindelige præster er et no go og blive præst i et land, hvor det er normalen.   

“Jeg husker tydeligt den første gang jeg så, at det var muligt for en kvinde at være præst. Jeg var postbud, da jeg først kom til Danmark, og en dag kom jeg cyklende, hvor kirken stod åben. Jeg tror, der var en bisættelse i gang. Det var en kvindelig præst, der kom ud af døren, og jeg tænkte 'Wow, hvor interessant! Tænk at man kan det’! Det var med til at vække en interesse,” fortæller Olga. 

Da Olga først kom til Danmark, talte hun ikke dansk, og derfor var det at gå i kirke også en anden oplevelse for hende. “Min interesse for kirken kom trinvist. Jeg elskede at lytte til musikken og deltog derfor i kirkelige musikarrangementer. Det var nok mest kulturelt til at starte med, men det var også med til at vække min interesse for kirken. Fordi jeg ikke kunne sproget, var kirken et sted, hvor jeg sad med tændte lys osv. Det var først, da jeg lærte sproget, at jeg virkelig forstod, hvad der blev sagt, og jeg kunne se, om jeg var enig eller ej.”  

Olgas barndomshjem var heller ikke præget af tro. “Tro var ikke noget, der blev talt om, og der blev derfor heller ikke taget stilling til, hvad vi var. Men som barn tænkte jeg på Gud, hvorfor vi var til og hvad der skulle ske, når vi skulle dø. Men i min familie var der ikke skik for at tale om sådan nogle ting,” fortæller Olga og forsætter: “Jeg havde en fornemmelse om, hvad Gud var, at Gud var til stede. Men det var som om, jeg manglede sproget til at kunne tale om det.” 

Efter sin introduktion til Den Danske Folkekirke valgte Olga at læse teologi med hensigten at blive præst. Det gjorde hun af to årsager: For det første, fordi der nu var en mulighed for, at hun som kvinde kunne være præst. For det andet, for at få lov til at arbejde med mennesker og være der for dem i svære tider. Olga har nu været præst i 1½ år og er kun blevet mødt af opbakning fra sine kollegaer, både mandlige og kvindelige. Og hvis man spørger Olga, hvorfor hun mener, det er vigtigt, at vi har begge køn i Den Danske Folkekirke, er svaret simpelt: “Det skaber harmoni.”  

“De bibelske tekster har længe været tolket ud fra en mandlig vinkel, men der er bare nogle af teksterne, som kvinderne vil forstå og tolke anderledes. F.eks. når Maria føder. Kvinder vil tolke dette anderledes end mænd, fordi de nærmest kan mærke det på deres egen krop,” fortæller Olga og forsætter: “Kvindeligheden kommer på spil. Kvinderne vil gøre tingene anderledes, fordi der kommer nogle andre følelser frem. Vi er skabt som mand og kvinde, og det er derfor også vigtigt, at begge er ligeværdige stemmer. Også selvom det er forskellige stemmer. Det er med til at give kirken den harmoni, den har brug for. Hvis det kun var manden, ville det være meget ensidigt, det ville blive for overdrevet og dominerende. Uden begge køn mister man helheden og harmonien. Det er vigtigt, at vi er forskellige, fordi vi på forskellig vis er sammen med Gud.”