Vejen til retfærdig fred – mens krigen raser 

Den 9.-11. december samledes 80 præster og kirkefolk fra Ukraine og en række europæiske lande i Warszawa for at diskutere retfærdig fred. Kirkerne deler et grundlæggende kald til at være ambassadører for fred og retfærdighed, som apostlen Paulus taler om i Romerbrevet kapitel 12. At lytte til og lære af hinanden hvordan kirker kan fremme fred og retfærdighed, også mens krige raser, er derfor en væsentlig del af det at være kirker sammen.  

Den traditionelle økumeniske forståelse af fred og retfærdighed har centreret sig om ’retfærdig fred’ i betydningen, at al brug af våbenmagt er en fejl og derfor en hindring for egentlig fred. I lyset af krigen i Ukraine er denne tænkning udfordret, for er der ikke situationer, hvor også kirkerne må bifalde at liv og rettigheder beskyttes med våbenmagt? Der er derfor grund til igen at diskutere begrebet ’retfærdig fred’, og hvilken rolle kirkerne spiller i fredsarbejdet.  

Vejen til fred afhænger af øjnene der ser 
I Ukraine ønsker alle fred. Det gør alle i Rusland også. Men vejen til fred ser ganske forskellig ud alt efter hvilket perspektiv, den ses fra. Derfor er det for simpelt at tale om fred uden også at tale om retfærdighed, og retten til at forsvare sig selv skal forklares mere nuanceret end med yderpolerne pacifisme og militarisme.  

Repræsentanter fra de ukrainske kirker fremhævede på konferencen i Warszawa, hvordan spændingen mellem teori og praksis - mellem pacifisme som økumenisk værdi og krigens realiteter i Ukraine -, opleves. Den ideologiske motivation for krigen ser både Rusland og Ukraine i fortællingen om ”den russiske verden”, Russki Mir*. I Ukraine ser fortællingen ganske anderledes ud. Her afsløres Russki Mir som fængsling af civilsamfundsledere, tortur og drab i de besatte områder. Hvert tabt liv er en afsløring og en påmindelse om at ”den russiske verden” i Ukraine opleves helt anderledes end den populistiske retorik, som den høres i Rusland.  

Ukrainsk nej tak til billige løsninger 

De ukrainske repræsentanter afviste ‘billige løsninger’ i forhold til fred. Fra et udenforstående perspektiv kan det måske virke rimeligt at efterkomme et eventuelt russisk krav om land for fred. Men det vil gøre fremtiden usikker og uvis for de millioner af ukrainere, der lever i de besatte områder. Statens pligt er derimod at beskytte sin befolkning mod den slags krav, og de europæiske kirkers moralske opbakning er nødvendig i denne forbindelse.  

Hvordan ser en retfærdig fred så ud i ukrainsk perspektiv? En forståelse af en retfærdig og varig fred har flere dimensioner. Sandhed forstået som dekonstruktionen af voldelige ideologier, der leder til krig, er en af dem. Retfærdighed i form af genetablering af grænserne og frihed i form af retten til selvbestemmelse som folk og nation er to andre vigtige dimensioner. På et samfundsmæssigt niveau er respekt for den enkeltes værdighed vigtig, fordi krigen og retorikken om den ’hellige russiske krig’ umenneskeliggør den enkelte ukrainer. Endelig er solidaritet vigtig, dvs. den grundlæggende forståelse af at krigen ikke er en krig mod nogen, men en krig for liv og rettigheder for det ukrainske folk.  

* Russki Mir, den 'russiske verden/fred', er forestillingen om Ruslands historiske og civilisatoriske opgave i forhold til udbredelsen af ortodoks kristendom, russisk nationalisme og traditionelle værdier, først og fremmest i forhold til familieliv. Modpolen til dette er i Russki Mir-tænkningen den vestlige dekadente livsstil og samfundsopløsende modernitet med fx feminisme og regnbuefamilier. I Rusland er denne forestilling blevet brugt af Putin som en underliggende ideologiske legitimering af hans styre.