Venskabelige samtaler med knaster

Af Christian Arffmann

Efter at den bilaterale aftale mellem Metodistkirken og Den danske Folkekirke blev udgivet sidste år, besluttede den teologiske arbejdsgruppe under Folkekirkens mellemkirkelige Råd at invitere til bilaterale samtaler med Den katolske Kirke.

Der har allerede været afholdt flere teologiske samtaler, og de er præget af en god ånd og venskab kirkerne imellem og en vilje til at tage vanskelige emner op. Blandt de emner, der drøftes er apostolicitet og at være kirke i verden.

Her følger et interview med Peter Skov-Jakobsen (herefter PSJ), biskop i Københavns Stift, og Czeslaw Kozon (CK), biskop i Den katolske kirke i Danmark.

Hvorfor er I begyndt at føre teologiske samtaler mellem Den katolske Kirke og Folkekirken? Hvad er baggrunden og formålet?

PSJ:

Det har været er gensidigt ønske. Baggrunden er at der er et venskab mellem vores to kirker. Vi holder aldrig store fester i vores kirker, uden at vi har hinanden med. Derfor er det naturligt at føre teologiske samtaler med hinanden. På andre niveauer har det stået på i rigtig mange år, og så har vi begge to syntes, at der manglede en national samtale mellem folkekirken og Den katolske Kirke.

CK:

Der har tidligere været samtaler, men de løb lidt ud i sandet. Så med disse samtaler følger vi op på det venskab der allerede findes og de kontakter som vi allerede har. Vi vil tale om ting som vi er fælles om men som også ting som kan indeholde nogle knaster som det vil være godt at tale om.

Hvad er det for nogle knaster?

PSJ:

Vi har talt om det katolske nadversyn, og der er jo en knast. Vi kan ikke deltage i hinandens nadver. I gruppen er vi blevet enige om, at samtalerne fremover skal fokusere på apostolicitet. Den problemstilling må vi fordybe os i, for der ligger forskellige opfattelser af, hvad det er.

Kan man ikke bare slække lidt på dogmatikken? Så kommer man tættere på hinanden. Sådan kunne en udenforstående let tænke?

CK:

For mange udenforstående er dogmatiske forskelle uforståelige og ukendte. Som en af deltagerne på mødet sagde, for den brede befolkning er vi jo alle sammen kristne, så hvad er problemet?

PSJ:

Det synspunkt må jo også anfægte os. Det er da også noget vi skal overveje. Vi taler også i en erkendelse af at det er en lokal samtale. Det ved vi godt. Vi er begge to biskopper i kirker som i høj grad også forstår sig selv ind i større sammenhænge hvor den formelle dialog foregår på andre niveauer. Men det skal ikke forhindre os i at føre en samtale som kan føre til noget opbyggeligt – og vi kan måske berige nogle andre samtaler. Men det er lokale samtaler. Det er vi meget bevidste om.

De toner vi hører internationalt om at bede, arbejde og vandre sammen, har I nogle tanker om det? Hvordan kan kirker bede, arbejde og vandre sammen på lokalt og nationalt plan?

CK: Bede sammen gør vi, når vi mødes lejlighedsvis til hinandens fejringer, fx i forbindelse med bedeugen i januar.

Arbejde sammen, det er så et område der kan udvikle sig, også set i lyset af fælles udfordringer. I Danske Kirkers Råd foregår der også et ret omfattende fælles samarbejde hvor vi drøfter fælles udfordringer.

PSJ: At vandre sammen gør vi jo i hvert fald i den økumeniske bedeuge.

CK: Men at vandre sammen er også at leve sammen, det skal også forstås i en overført betydning

PSJ: Ja, og der nyder vi i hvert fald at i dag er der ikke på den måde er et modsætningsforhold over for Den romersk-katolske Kirke. Alle er vi danske.

Hvad finder I særligt berigende ved hinandens traditioner?

CK:

Fra vores side har vi taget ting til os som under reformationstiden var kontroversielle, såsom brug af modersmål i liturgien, nadver under to skikkelser, og lidt mere dogmatisk: vigtigheden af det almindelige præstedømme, hvilket aldrig har været benægtet i Den katolske Kirke men det har spillet en mindre rolle. Vatikanerkoncilet har taget det op. Det er klart et eksempel på at man har fordybet sig i et emne som for den anden i lang tid var mere indlysende og at det så ikke betyder at man opgiver vigtigheden af embedets præstedømme. Embedets og det almene præstedømme supplerer hinanden.

Man kan også nævne en større fokusering på Bibelen. Det har Den katolske Kirke heller aldrig benægtet vigtigheden af at kende godt til, men Bibelen har fået en helt anden betydning i gudstjenesten. Man har udvidet antallet af tekstrækker. Bare for at nævne nogle eksempler.

PSJ:

Jeg har altid været fascineret af katolsk teologi intellektuelt, den stringens og den dybe tænkning der præget af at det er en kirke der er nærværende i mange kulturer, men derfor også går dybt i mange kulturer og ofte på tværs. Det er meget spændende.

I de her år er der helt praktiske fromhedsmæssige traditioner vi har taget op i folkekirken og som kommer fra Den romersk-katolske Kirke, fx rosenkransen og anvendelsen af lys i kirken, pilgrimsvandring, retræter. Man finder også mennesker i vores del af kirken, der er inspireret af ignatiansk, dominikansk og benediktinsk spiritualitet.  På den måde kører vi ikke i samme spor, som vi tidligere har gjort.

Den romersk-katolske socialetik og de socialetiske traditioner, som man tænker samfundet ind i, synes jeg er teologisk spændende. Selvom jeg ikke altid er enig i diskursen eller i resultaterne, er det en tænkning der bliver udfoldet socialt, kulturelt og politisk. Meget inspirerende.