Af Anna Marie Aagaard
Hvis jeg havde kunnet være med til lanceringen af ”Den mangfoldige kirke”, ville jeg have holdt denne lille tale.
Til lykke til Dansk Missionsråd og bogens bidragsydere. Der er lagt et stort arbejde i denne udgivelse. Som man kunne forvente, trækker forfatterkredsen på up-to-date sociologisk litteratur til beskrivelse af religion i sen-moderne samfund, men bogens kapitler lider hverken af mangel på teologi eller (kirke)historisk indsigt. I tilgift leverer bogen et overblik over aktuelle evangeliseringstiltag i danske kirker. Den fortjener at blive læst - og brugt som inspiration til missional praksis. God fornøjelse.
Ud over lykønskning vil jeg koncentrere mig om to ting:
Først: et dobbelt genbrug. I sin tale til den romerske bispesynode om evangelisering (efteråret 2012) brugte den daværende anglikanske ærkebiskop Rowan Williams en indsigt formuleret af Thomas Merton. Denne munk og mystiker vidste, at man ikke kan skabe autentisk, evangeliserende praksis med en mental udrustning, der har fokus på individuel tilfredsstillelse. Hverken selvtilfreds religiøs ligegyldighed eller åndeligt frådseri hører hjemme i et kristenliv, der søger at afspejle troens vækst ind i Guds hellighed. Skal mennesker være ”Kristusbreve” i en brutal verden (jvf. 2 Kor 3) er der ingen vej uden om en distinkt kristen livsform, der kan deles med omgivelserne. Konkret betyder det at lade sit liv bestemme af Kristi menneskelighed. ”To be fully human is to be recreated in the image of Christ’s humanity”, hedder det med Williams’ genbrug af Merton. Der er ekko i Ny Mission nr. 24 af denne indsigt, hvormed store franske teologer (især Congar og de Lubac) satte deres præg på Det Andet Vatikanerkoncil og hele det 20. århundredes teologi. Først kristen - så sandt menneske. Sådan er rækkefølgen, hvis kristen kirke skal være troværdig og kristen tro en evangeliserende virkelighed med gennemslagskraft. I Rowan Williams genbrug hedder det: ”It is faith itself that shapes the work of humanizing and the humanizing enterprise will be empty without the definition of humanity given in the Second Adam”. Først kristen - så sandt menneske. Det gælder også evangelisering i dagens Danmark. Bogens forfattere har ikke blot set empirisk beskrivende på religiøse grupperinger i nutids-samfundet, men de fleste bidragsydere har haft teologisk mod til at anvende teologiske parametre, der ikke blot gentager 19. tallets vækkelser og dansk nationalromantik.
For det andet: Ifølge redaktørerne var bogen tænkt som et missionsteologisk projekt med fokus på ”Guds mission in Danmark”. Det blev til en bog om missionale menighedsformer. Evangeliseringens agenter kom i centrum (lokale menigheder, frivillige kirkelige organisationer, frikirker og immigrantmenigheder). ”Kirke og menigheder er stadig hovedleverandør [af kristendom] til det danske folk”, hedder det i indledningen, men disse ”menigheder” er hverken givne, valgte eller stabile. De er fluktuerende grupperinger - hele tiden på vej. Kan de også være på vej ud? Det spørgsmål er underbelyst i ”Den mangfoldige kirke”.
Redaktørerne ved godt, at mission begynder med ”den enkelte kristnes forhold til Kristus og til andre mennesker i hverdagen”, men det kommer ikke rigtig frem, at fluktuerende menighed ikke blot henviser til stadig skiftende organisationsformer og målgrupper, men også til den bagage, det enkelte menighedsmedlem medbringer. I de vestlige samfund er denne bagage i stort omfang præget af frygt og dermed af frygtens politik. ”Det forhåndenværende giver ikke mening; fremtiden er en torden-sky fuld af lynnedslag, og selv fortiden afviser at svare på historikernes kalden” (Neal Acherson, NYR of Books, 7/2, 2013). Er de nu-eksisterende menigheders struktur og kultur stærk nok til at dele evangeliet med frygtsomme mennesker i et kaotisk univers skabt af finanssystemer, rage-til-sig-vaner og mediekultur? Sådan spurgte Rowan Williams de romerske biskopper i efteråret 2012. Nylig, tysk pastoralteologi besvarer spørgsmålet med en bogtitel ”Menighed uden fremtid”.
Længe har økumenisk teologi centreret sig om ”spirituel økumeni”, nemlig troens og håbets bønsfællesskab som en mulig vejind i Guds ene kirke. Skal de mange menighedsformer være evangeliserende, så er der ingen vej uden om ”spirituel missiologi” - fokusering på at nedtone frygten og lære at indrette tilværelsen i overensstemmelse med Kristi menneskelighed.
