Resume:
Konflikten i Ukraine involverer stat, folk og kirke både i Ukraine og i de omkringliggende lande. Ortodokse kirkelederes aktuelle reaktioner herpå er udtryk for forvaltning af både historisk tradition og aktuelt forhold mellem stat, folk og kirke. Analyse heraf bidrager til at forstå kirkelig og civilisatorisk baggrund for krigen og angiver de intra-ortodokse spændinger, som allerede er kommet til udtryk i forbindelse hermed.
Baggrund: Med Vladimirs/Volodimir/Valdemar af Rus forbund med Basil i Konstantinopel, besejlet med ægteskabet med kejserens søster efter Vladimirs dåb i 988, har Kiev været centrum for ortodoks kristendom. Det er herfra at ortodoks kristendom har bredt sig ud over Rusland, og sammen med den stærke kærlighed til fædrelandet resulteret i en stærk alliance mellem nationalisme og spiritualitet. I dette perspektiv er Kiev en integreret del af russisk historie, nationalitet og spiritualitet, et ’centralt åndeligt sted’, i russiki mir, den ’russiske verden’.
Analyse: Efter Sovjetimperiets fald i 1991 og opløsningen af staten i en række autonome stater opstod der et helt nyt klima for de ortodokse kirker. Den nyvundne frihed til offentligt at bekende sig som kristen, til gudstjenestefejring og pilgrimsfærd førte til en stor øgning i tilslutningen fra befolkningerne. Genrejsningen af den ortodokse kirke og af en lang række klostre, efter at staten gav ejerskabet over bygningerne tilbage til kirken, gav grundlaget for stor vækst, samtidigt med at kirken blev tæt forbundet til den nye russiske stat. Rusland er den folkerigeste stat i det tidligere Sovjetimperium med 144 millioner indbyggere, og den russisk-ortodokse kirke øgede sin medlemsandel af befolkningen fra 37% i 1991 til 71% i 2005.
Som selvstændig og levedygtig stat opstod Ukraine i 1991. Omkring 70% svarende til 30 millioner anser sig selv for at være ortodokse kristne, mens 10% svarende til 4 millioner er græskkatolske (unerede). Den græskkatolske eller unerede kirke er den del af den ortodokse kirke, som har accepteret den romerske biskop, paven, som overhoved, og som i 1596 trådte i union med den katolske kirke. Denne kirke var i Sovjettiden tvangsintegreret i den russisk-ortodokse kirke, men blev i 1989 igen en lovlig og anerkendt selvstændig organisation. Med selvstændigheden fik stemmer i den ortodokse kirke, som ønskede uafhængighed fra den russisk-ortodokse kirke vind i sejlene. De såkaldte ’autokefalister’, som ønskede en uafhængig kirke, oprettede og organiserede den ukrainsk-ortodokse kirke med hjælp fra ukrainske biskopper, som i tidligere perioder var flygtet fra Ukraine til blandt andet Nordamerika. Denne autokefale kirke og Kiev-patriarkatet er aldrig blevet anerkendt af Moskvapatriarkatet. Resultatet var, at der var tre forskellige kirkefamilier: En selvstyrende ukrainsk del af den ortodokse kirke under Moskvapatriarkatet, en ikke-anerkendt autokefal ukrainsk ortodoks kirke, og en græskkatolsk kirke.
I 2000 offentliggjorde den ortodokse kirke i Rusland sit læredokument, ’Basis of the Social Concept’, som beskriver i detaljer, hvordan kirken forholder sig til nationen, staten, etik og lovgivning, politik, ejendomsret, krig, straf, familieliv, og offentlig moral. Dokumentet kan ses som et vidnesbyrd om den nye situation, som den ortodokse kirke befinder sig i, og om kirkens voksende betydning i samfundet teologisk såvel som strukturelt og ideologisk som en overbygning til den russiske stat. I 2015 svarede 73% af russerne, at de mener, at der er en konflikt mellem de vestlige værdier og de traditionelle russiske værdier, som den russiskortodokse kirke repræsenterer.
I opposition til den vestlige dekadente livsførelse og de gudløse, sekulære samfund, hvor kirkerne er en vigende bagtrop, så ser den russisk-ortodokse kirke sig selv som repræsentant for russki mir, og derfor som kristendommens hovedsæde. Modstanden mod de vestlige værdier har i den ortodokse kirke manifesteret sig i modstand mod vestligt demokrati, kapitalisme, liberalisme og økumenik. Men også indenfor seksuelle og reproduktive rettigheder – kunstig befrugtning, homoseksuelle ægteskaber – har den ortodokse kirke markeret sig som værdimæssig forsvarer for traditionelle heteroseksuelle ægteskaber og et patriarkalsk familieliv.
Kirkens roller i nationalismen
Sovjetimperiets opløsning betød i første omgang en liberalisering af religionslovgivningen, og en lang række vestlige kirkelige organisationer og kirker begyndte diakonalt arbejde såvel som kirkeplantning i østeuropæiske lande. Hurtigt voksede modstanden mod, hvad der blev anset for at være proselytisme – forsøg på omvendelse – ud fra en territorialtænkning, hvor landet Rusland, den russiske befolkning og den russisk-ortodokse kirke, står i et tæt, næsten symbiotisk forhold med hinanden. Sagt med andre ord, så er det undtagelsen at tænke sig, at man kan være russisk borger og indbygger i Rusland uden også at være medlem af den russisk-ortodokse kirke. Og Ukraine og Kiev - som den russiske kirkes vugge - er en central del af denne historie og selvforståelse. Denne tænkning har fået den russisk ortodokse kirke til at tænke om sig selv som den ’åndelige sikkerhed’ for det russiske folk, og ført til restriktioner og begrænsninger i friheden for udenlandske trossamfund og kirker såvel som ikke-ortodokse russiske kirker. Ganske håndgribeligt har det også ført til en russisk-ortodoks fortolkning af konflikten i Ukraine som en konflikt mellem en kristen-ortodoks civilisation og en sekulær, vestlig og dekadent civilisation.
Konfliktlinjer og kirkerne
Ukraine befinder sig netop i grænselandet mellem vest og øst, mellem katolicisme og ortodoks kristendom, mellem EU og Rusland. I december 2013 begyndte oprøret på Maidan-pladsen i Kiev, som udfordrede den politiske stabilitet og et regimeskifte i Ukraine, og førte til borgerkrig i den østlige del af Ukraine. Oprøret i den østlige del blev støttet finansielt og militært af Rusland, og for kirkerne betød det en loyalitetskonflikt. Den eneste anerkendte ortodokse kirke indtil 2018 – den selvstyrende autonome ukrainske del af den russisk-ortodokse kirke under Moskvapatriarkatet – fik vanskeligt ved at underordne sig patriarkatet. Samtidigt ønskede mange ukrainere ikke at være en del af en ikke-anerkendt ortodoks kirke, som de andre ukrainske kirker formelt set var.
Efter henvendelse fra den ukrainske præsident Poroshenko og godkendelse af den økumeniske patriark Bartholomæus II i Konstantinopel, erklærede en del af den ukrainske del af den russisk-ortodokse kirke sin uafhængighed af den russisk-ortodokse kirke i Rusland i 2018. Denne nye ukrainske ortodokse kirke er i realiteten en sammenlægning af Kiev-patriarkatet og den ukrainske autokefale ortodokse kirke. Det fik den russisk-ortodokse patriark Kirill til direkte at advare om blodsudgydelse som konsekvens af anerkendelsen af en uafhængig ukrainsk-ortodoks kirke. Den russisk-ortodokse kirke afviste kravet om uafhængighed med henvisning til at Ukraine ligesom Hviderusland er ’kanonisk territorium’. Dette ledte til en splittelse i den ortodokse familie, hvor den russisk-ortodokse kirke forkastede Bartolomæus’ primat, som de anså for at være i lommen på både tyrkiske magthavere og Vesten/USA og bestukket af Poroshenko. Den russisk-ortodokse kirke erklærede som en konsekvens, at den ikke længere stod i kirkefællesskab med resten af de ortodokse kirker. Den russisk-ortodokse kirke begyndte desuden at organisere dets egne stifter, specielt i Afrika. I den russisk-ortodokse kirkes perspektiv er Ukraine og specielt Kiev derfor central og symbolsk betydningsfuld, endda i en grad hvor den russisk-ortodokse kirke er parat til at ofre århundrede gamle alliancer og afskære båndene til andre ortodokse kirker.
Kirkernes syn på konflikten
Resultatet er, at der i dag er to forskellige versioner af den ortodokse kirke i Ukraine:
a) Den ortodokse kirke, der hører under Moskva-patriarkatet, under ledelse af metropolit Onufrij af Kiev (ca. 12.000 sogne i Ukraine, hvilket er ca. 1/3 udgør af hele den russisk-ortodokse kirke).
b) den ortodokse kirke i Ukraine tilhørende det selvstændige Kiev-patriarkat, under ledelse af metropolit Epifanus, og anerkendt af patriark Bartolomæus II af Konstantinopel (ca. 7.000 sogne).
Patriark Kirill, lederen af Moskva-patriarkatet, har (27. febr.) med henvisning til den fælles historie for Rusland og Ukraine, bedt om enhed mellem de to lande og forsvaret et opgør med de splittende og undergravende separatister. Under de fromme vendinger synes Kirill at give udtryk for uforbeholden støtte til invasionen af Ukraine som nødvendig for genskabelse af enhed. Forbønnen for kirken i Ukraine afgrænser han klart til kun at gælde den Moskva-tro del.
NB: Der er varierende holdninger til krigen længere nede i kirkehierarkiet, hvilket fx er kommet til udtryk blandt ortodokse præster i Rusland, der offentligt har modsagt patriarken og tager fra krigshandlingerne.
Onufrij har med henvisning til at både det ukrainske og det russiske folk er ’trådt op af den samme dåbsfond’ opfordret til at stoppe den ’broder-mordiske krig’ (25. febr.). Skønt han er Moskva-patriarkatets metropolit, står han således tydeligt sammen med det ukrainske folk imod russisk besættelse. Flere præster er holdt op med at bede for Moskva-patriarken i kirkebønnen.
Kiev-patriarkatets Epifanus har opfordret til en forenet modstand og et forsvar for Ukraine som fædreland, for frihed og værdighed i kamp mod Rusland. På samme side befinder den græskkatolske kirkes overhoved i Ukraine, Ærkebiskop Shevchuk sig, når han opfordrer ukrainere til at ’ofre sjæl og legeme for frihed’.
Det er således rimeligt klart hvor Kirill såvel som Epifanus og Shevchuk befinder sig – nemlig i hver sin yderende af konflikten, mens metropolit Onufrij indtager en mellemposition, som i stigende grad vil have vanskeligt ved at forsvare Ruslands krig i Ukraine.
Tidslinje og udtalelser
Div. analyser og kronologisk opsamlede links til udtalelser fra kirkeledere, kirker og kirkelige partnere i relation til Ukraine-krisen, indsamlet af Konferencen af Europæiske Kirker, er tilgængelig her.
