Baptist: "Tanken om en verden uden et Kirkernes Verdensråd forekommer mig helt umulig"

Jeg deltog i Generalforsamlingen som delegeret for Baptistkirken i Danmark. Det var første gang, jeg deltog. Jeg havde forventet, at det var lidt af en kirkefestival – og det var det. Jeg havde forventet at møde kristne, der så meget anderledes ud end mig og havde andre skikke og andre sange – og sådan var det. Jeg havde forventet gode og berigende samtaler med andre deltagere – det fik jeg. Jeg havde forventet at møde et forholdsvis tungt og indviklet apparat, når det kom til det formelle – og det holdt også nogenlunde stik. Efter min smag var det hele for meget præget af at ældre, hvide mænd med lange, lange titler gerne vil tiltales korrekt og ses og høres. Jeg havde nok forventet, at der ville være en større diversitet blandt talerne. Jeg synes også, der manglede nogle vægtige teologiske indlæg, der kunne have udfordret os som kirker og sat en markant dagsorden. Temaet for Generalforsamlingen var som bekendt Christ's Love Moves the World to Reconciliation and Unity. Der blev også ofte brugt ordet reconciliation (forsoning) i taler og bibelstudier, men jeg manglede måske nogle eksempler fra virkeligheden, der kunne tjene som inspiration.

Men på et tidspunkt i løbet af generalforsamlingen slog det mig: Hvad hvis Kirkernes Verdensråd ikke fandtes? Tænk, hvis vi på grund af forskelle i skikke og teologi, opløste det hele, fordi det ikke var, som den enkelte kirke ville have det, eller vi syntes, det var for tungt et apparat og ikke skarpt nok. Tanken om en verden uden et Kirkernes Verdensråd forekommer mig helt umulig. Kirkernes Verdensråd med alle uoverensstemmelserne, sammenstød af skikke og teologi og besværlige beslutningsprocesser er langt at foretrække overfor, at der ikke var noget KV. Jeg er en stædig økumeniker. Jeg mener, at selve det, at kirkerne kommer sammen for at tale om det, der er fælles og det, der er forskelligt, for at rumme hinanden, for at lære af hinanden, for at prise Gud sammen, er et mål i sig selv. Vi behøver næsten ikke spørge, hvad der kommer ud af det. Selve det at mødes er en pointe i sig selv. I en verden, der er splittet af konflikter, krig, ulighed mm., kan og bør kirken være et eksempel på forsoning. Ikke en ophævelse af forskelligheder, men et tegn for verden på, at det er muligt at bygge bro og finde fælles platforme. Når det kommer til forsoning, som jo var en del af temaet må Kirken gå foran, og vise lokalt og globalt, at det lader sig gøre. Jeg tog både beriget og bekræftet hjem fra nogle spændende dage i Karlsruhe, med nye og fremmedartede, men dejlige sange klingende i det indre. Som ene deltager fra Baptistkirken i Danmark var det en fornøjelse at føle sig inkluderet i fællesskabet med de mange folkekirkelige deltagere. Tak for det. 

Ole Lundegaard, Baptistkirken