Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Øjenvidneberetninger fra Det Hellige Land

Fire unge danske vil gerne ud at fortælle om deres erfaringer som ledsagere for og medvandrere blandt israelere og palæstinensere i det krigssplittede land.

Foto: Christian Andersen

Julenat strålede stjernen så klart over Betlehem, at både hyrder og vismænd kunne finde vej til stalden, hvor Jesu var blevet født. Den nat indskrev Betlehem sig på verdenskortet, som stedet hvor fredsfyrsten blev født – og siden har navnet været en del af julens fortælling. Men julefreden har ikke sænket sig over Betlehem i år.

”Please go home and tell our story”, sagde præsten i den lutherske kirke som afskedsbøn til de ledsagere, Christian Andersen, Mathilde Kjeldsen, Anne Yde Vestergaard og Celia Marcussen, som netop er vendt hjem fra et 3 måneders ophold i Israel/Palæstina.

De har deltaget i det internationale ledsagerprogram Ecumenical Accompaniment Programme in Palestine and Israel (EAPPI) og har opholdt sig i henholdsvis Jerusalem, Betlehem og Jordan-dalen. De har haft til opgave at være ledsagere for og medvandrere blandt israelere og palæstinensere i det krigssplittede land og har blandt andet observeret check points, fulgt børn i skole og besøgt borgere og kirker samt organisationer, der arbejder for fred og forsoning i Israel og Palæstina.  I 2024 har fire danskere givet tre måneder af deres liv til at være en del af lokalsamfund på Vestbredden. Mens krigen mellem Israel og Gaza har raset, har de været en del af de lokale menigheder og insisteret på international tilstedeværelse blandt de mest oversete og sårbare mennesker. De hjemvendte danske ledsagere vil gerne fortælle om deres oplevelser og erfaringer fra Vestbredden, og man er derfor velkommen til at kontakte dem for at booke et oplæg. Oplægget er gratis, det er blot transportudgifter, der skal dækkes. Kontakt Det mellemkirkelige Råds sekretariat for mere information, e-mail: interchurch@interchurch.dk, telefon +452991324.

Man kan også læse ledsagernes beretninger nederst på siden her:  Bliv observatør i Palæstina

”Man kunne nok forske i hvem, der har mest ret, men man kunne også bare for en kort stund dvæle ved, at følelsen er den samme. Og her på årsdagen for Hamas’ terrorangreb kan det være ganske rart at fokusere på, at begge parter jo trods alt stadig deler nogle meget grundlæggende følelser – som f.eks. angsten for at blive udstødt og være ensom”

Sådan skrev en af ledsagerne i oktober i år i en beretning hjem. Det er vigtigt at have den fælles menneskelighed for øje og at støtte de gode kræfter, der arbejder for fred på begge sider af muren.

FAKTABOKS: Om EAPPI programmet

EAPPI har været til stede i Det Hellige Land i over 20 år og er et internationalt apolitisk program ledet af Kirkernes Verdensråd. Med deres karakteristiske lysebrune veste tilbyder ledsagerne at være medvandrere på den lange vej mod fred og forsoning og være internationale øjne og ører blandt mennesker, der står midt i uretfærdighed, krig og håbløshed. EAPPI koordineres i Danmark i et samarbejde mellem Folkekirkens Nødhjælp, Folkekirkens mellemkirkelige Råd og Danske Kirkers Råd.