Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Himmelske Dage bød på mange økumeniske oplevelser

Mød Roberto. Han er 32 år gammel og født og opvokset uden for Cosenza i Syditalien. For 5 år siden flyttede han til Danmark...


Samtalesofa på Himmelske Dage. Foto: Sille Arendt, Københavns Stift

Af Christian Arffmann

Det blev et afgørende vendepunkt for ham. Det betød blandt andet et farvel til et samfund stærkt præget af den katolske kirke og et møde med Danmark og den danske folkekirke.

Da han for nylig deltog i Himmelske Dage i København, sprang forskellen ham tydeligt i øjnene. På Facebook berettede han om sine ”himmelske” oplevelser:

”3 dage i København hvor man reflekterede over religion, kirke og samfund og aktiviteter for enhver smag. Den skønneste oplevelse har for mig været at få mulighed for at sidde stille og roligt i en sofa midt på pladsen og tale i over en time (!) med biskop Marianne Christiansen, en af de højeste autoriteter i den danske folkekirke.” 

Jeg talte med andre danske kirkefolk om Robertos oplevelse, hvortil flere sagde: ”Jamen, det er jo bare Marianne!

Kirke– og kulturminister Bertel Haarder oplevede ligeledes et meget frugtbart økumenisk møde. Han deltog under Himmelske Dage i Prayer for the nations som var arrangeret af en lang række organisationer i fællesskab, fx. Kirkernes Integrationstjeneste og Tværkulturelt Center. Migrantmenighederne sørgede for, at Nytorv fyldtes med bønner, læsninger, refleksioner og sange. Haarder fortalte han, at han satte pris på den kulturelle berigelse som migrantmenighederne bidrog med. Han syntes, at det er godt at de viser, at de er så stærke i troen og at de virkelig forstår at udtrykke det. ”For vi i folkekirken er nu meget lutherske, nogle gange er vores kirke lige så kedelig som vores folketing,” sagde Bertel Haarder skælmsk. 

De to eksempler viser på hver sin måde, hvordan det økumeniske møde får os til at reflektere over vores egen kirkelige tradition, og det viser, hvilken berigelse mødet med andre kirkesamfund er. Robertos eksempel viser blandt andet, at man i henholdsvis den katolske kirke i Syditalien og i den danske folkekirke tillægger kirkelige autoriteter forskellige betydninger. Hvorimod Haarders eksempel viser, at vi inden for folkekirken ofte udtrykker vores tro og vores åndelighed på en mere forsigtig og stilfærdig måde, end det er tilfældet for migrantmenighederne.   

Himmelske Dage bød på mange andre økumeniske møder. Faktisk var Himmelske Dage omkranset af økumeni. Såvel åbningsgudstjenesten i Domkirken som afslutningsgudstjenesten på Nytorv samt mange andre af de over 400 arrangementer på kirkefestivalen gav udtryk for den store bredde og mangfoldighed der findes inden for dansk kirkeliv.