Kirker står sammen på trods af Brexit
Hvis politiske og økonomiske forhold bliver anspændte, er det vores pligt som kristne at arbejde for enhed og forståelse og bygge broer mellem lande og kulturer, lyder det i ny fælleserklæring mellem Church of England og Den evangeliske kirke i Tyskland
I Storbritannien taler man for tiden kun om én ting: Brexit. Det er endnu uvist, hvilken aftale Storbritannien forhandler på plads med EU, eller om der overhovedet bliver en aftale inden den endelige deadline 29. marts 2019. Landet er internt splittet i spørgsmålet om EU – og hvad der bidrager til splittelsen, er spørgsmålet om en eventuel toldgrænse mellem Irland og Nordirland.
Hvordan forholder kirken sig til de problemer, der melder sig i kølvandet på Brexit? Det adresserede ærkebiskoppen af Canterbury Justin Welby og Heinrich Bedford-Strohm, formand for Rådet for den evangeliske kirke i Tyskland (EKD). De to kirkeledere udsendte forleden en fælleserklæring hvori de understregede, at den engelske kirke og den tyske kirke står sammen på trods af Brexit.
”Europa forandrer sig, men Guds kirke står urokkeligt fast i sit vidnesbyrd. Den dybe forpligtelse vi har til hinanden bygger ikke på et fælles medlemskab af den europæiske union, men på, at vi er (med)lemmer på Kristi legeme,” lyder det i erklæringen.
I erklæringen henvises der med bekymring til ekstreme tendenser i den politiske udvikling og der henvises til de fælles europæiske markeringer, der netop har fundet sted i anledning af hhv. 100 året for 1. Verdenskrigs afslutning, 80 år siden Krystalnatten fandt sted, og 80 år siden børnetransporterne.
”Begge vore landes historie er fuld af krig, men også af en stræben efter varig fred. Dog er der nogle politikere og politiske kræfter, der ønsker at drive en kile ind mellem mennesker, og derfor er det så meget desto vigtigere at kirker fortsat stræber efter forsoning og taler profetisk om et Europa, hvor menneskerettigheder og menneskelig værdighed står helt centralt,” lyder det i erklæringen.
Helt konkret peger erklæringen på Meissen-aftalen mellem Church of England og EKD. Siden aftalen blev indgået i 1991, har kirkerne på forskellig vis styrket båndene mellem hinanden, både på sogne- og stiftsplan.
Således kan kirkerne “se hinanden som brødre og søstre i Kristus, forenet i vores fælles dåb. Hvis politiske og økonomiske forhold bliver anspændte, er det vores pligt som kristne at arbejde for enhed og forståelse og bygge broer mellem lande og kulturer, til gavn for hele menneskeheden og for at tjene Jesus Kristus,” lyder det i erklæringen.