Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Mød biskoppen fra den egyptiske ørken

Hvordan er det at leve et liv i stilhed og bøn i den egyptiske ørken? Det vil biskop Thomas af Anafora fortælle om, når han gæster Danmark i forbindelse med Himmelske Dage

Biskop Thomas er meget optaget af, hvordan kirken kan være med til at fremme fred og forsoning.  Foto: Albin Hillert/Kirkernes Verdensråd. 

Mød biskop Thomas.

Biskop Thomas er koptisk-ortodoks biskop i bispedømmet El-Qussia i Egypten og har grundlagt retrætestedet Anafora i ørkenen mellom Kairo og Alexandria. Således lever biskop Thomas i den egyptiske ørken, ligesom ørkenfædrene i tidligere tider har levet der. Anafora er en videreførelse af den egyptiske klosterbevægelse, der kan spores helt tilbage til 300. e- Kr.

Anafora betyder at ”løfte op” - at løfte det enkelte menneske op. Mennesker kommer fra hele verden til Anafora for at blive ”løftet op” gennem retræte, meditation tidebønner, gudstjenester og åndelig fordybelse. Her lever man et liv i bøn og enkelhed.

Som man siger på Anafora: ”Vi har ikke meget, men nok. Vi har rammer for gode møder mellem mennesker. Vi søger lyset. Vi søger Gud. Vi møder Kristus.”

Biskop Thomas har etableret uddannelsescenteret Anastasia hvor unge koptiske egyptere får hjælp til at klare sig i samfundet og bliver undervist i menneskerettigheder, demokrati og civilsamfund.

Biskop Thomas er meget optaget af, hvordan kirken kan være med til at fremme fred og forsoning og optaget af den åndelige kraft, der har båret kopterne gennem alskens udfordringer igennem mange århundreder.

Det kan man blandt andet erfare, hvis man læser biskop Thomas’ bog I kærlighedens cirkel, udgivet på Boedal Forlag i 2017.

Ligeledes kan man møde den karismatiske og inspirerende biskop, når han gæster Danmark. I forbindelse med Himmelske Dage på Heden medvirker biskoppen i et arrangement d. 1. juni om retræte. I en samtale med Dorthe Davidsen Langås fra Areopagos vil biskoppen tale om retrætens rødder i Jesu liv og kristen praksis fra kirkens begyndelse samt hvad der sker i stilheden med Gud og andre mennesker? Læs mere her.

Hvis man ikke deltager i Himmelske Dage på Heden, kan man ligeledes opleve biskoppen i København d. 3. juni. Han vil holde foredrag mandag den 3. juni 2019 kl. 19-21 i Helligaandskirken i København. Se invitationsfolder nedenfor: