Ny katekismus på vej til danskerne
Danske Kirkers Råd står bag økumenisk guide til den kristne tro.

For første gang nogensinde henvender alle kirkesamfund i Danmark sig til befolkningen med en introduktion til den kristne tro. Ideen opstod i Folkekirkens mellemkirkelige Råd og har udviklet sig til et samarbejde mellem kirkesamfundene i form af en arbejdsgruppe om trosoplæring under Danske Kirkers Råd.
Danmark i det 21. århundrede er præget af religiøs pluralisme, et markant traditionstab og manglende viden om kristendommen. Derfor er det betydningsfuldt at løfte den kristne tro frem, som har præget vores kultur i århundreder, og som vi tror stadig er et væsentligt budskab ind i den danske hverdag.
Reformationsåret 2017 er en god anledning til at sætte fokus på den kristne tro, som den deles af alle kirkesamfund i Danmark, med det mål at skabe eftertanke, samtale, debat som kan lede til bevidstgørelse.
Vi har spurgt en af folkekirkens repræsentanter i udvalget, sognpræst Niels Iver Juul, som også er medlem af Folkekirkens mellemkirkelige Råd, om hvorfor materialet er vigtigt.
Hvorfor mener du, at det er vigtigt med sådan en henvendelse til den danske befolkning om den kristne tro?
For det første for at få at komme i dialog med befolkningen om de kristne tro. I en tid, hvor tilslutningen til kirkerne falder, og færre abonnerer på kirkelige kerneydelser som dåb og gudstjeneste, er det vigtigt at få en samtale igang om, hvad det er, der er kristentroens kerne, og få mennesker til at reflektere over det. Dernæst vil materialet være i en form, så kortere eller længere afsnit af det vil kunne deles på de sociale medier. Det vil kunne være med til at skabe interesse for den kristne tro.
Hvad er fordelen ved, at gøre det økumenisk her i 2016, når folkekirken selv har 70% af befolkningen som medlemmer?
Reformationen, som vi skal fejre i 2017, var et udtryk for en splittelse. Materialets store styrke en, at det viser, at der midt i den forskellighed, der gennem årene har ført til splittelse og diskussion, er en kerne, som kirkerne er enige om. Det udfoldes i materialet i en gennemgang af bønnen fadervor og en beskrivelse af vejen, som fra den første kristne tid har været et billede på den kristne tro.
Hvem kunne du tænke dig skulle bruge materialet?
Det er meningen, at materialet skal udkomme dels som en web-version og dels i form af et hæfte. Hæftet vil af menigheder og præster kunne bruges til at give mennesker med i forbindelse med samtaler som en appetitvækker på det, kirken kan tilbyde. Det vil også være velegnet til husstandsomdeling i sognet, og det vil være oplagt at arrangere gudstjenester, foredrag og studiekredse over emner og temaer fra materialet. Web-versionen henvender sig til de mange, der surfer på nettet efter svar på, hvad den kristne tro er. Det kan være unge, der skal skrive en opgave, og som har brug for en kort indføring i de kristne grundsandheder. Men det kan også være mennesker, som kæmper med eksistentielle problemer.
Projektets næste skridt
Projektet er i en fase nu, hvor materiale er udarbejdet, og hvor finansiering skal opbygges, for at det kan blive formidlet så bredt som muligt. Teologerne har arbejdet, og kommunikationsfolkene skal tage over.
Alle kirkesamfund opfordres til at bidrage, og fra folkekirken er alle stifter blevet bedt om tilskud til projektet. Metodistkirken var den første på banen med et starttilskud på 10.000 kr.
Spørgsmål vedr. projektet kan rettes til Mads Christoffersen, generalsekretær for Danske Kirkers Råd på mc@danskekirkersraad.dk eller til formand for arbejdsgruppen biskop Christian Alsted på bishop@umc-ne.org.
Af Rebekka Højmark Svenningsen