Sådan kan du fejre påske med ukrainere
Bliv klogere på ukrainernes påskefejring - og få gode ideer til at fejre påske med ukrainsk islæt i folkekirken.

Foto fra tidligere ukrainsk-dansk påskegudstjeneste 2. påskedag i Lem Kirke
Nederst på siden kan du læse hvordan:
- Ukrainere traditionelt fejrer påsken
- I på forskellige måder kan fejre påske sammen med ukrainere i jeres sogn.
I Ukraine, hvor flertallet er ortodokse kristne, er påsken både den største kristne og den største folkelige højtid. Det skyldes ikke mindst, at julen siden sovjettiden har stået i skyggen af nytåret, der har overtaget mange af julens traditioner som træ og pynt.
Der er 50.000 ukrainere i Danmark, og derfor er det oplagt for folkekirken at invitere ukrainere med ind til påskens gudstjenester.
En stor del af de ortodokse kirker følger den julianske kalender, mens vi i Danmark følger den gregorianske kalender. Derfor fejrer vi ofte påske på forskellige datoer. En del ukrainere og ukrainsk ortodokse kirker vælger dog efterhånden at fejre påske efter den gregorianske kalender. I 2025 falder påsken dog samtidigt i de to kalendere, den 20. april.

Ukrainsk påskegudstjeneste 2. påskedag i Lem Kirke.
Sådan fejrer ukrainere påske
1. Den ukrainske påske er den vigtigste religiøse helligdag i Ukraine og fejres oftest i april.
2. Palmesøndag er en vigtig del af forberedelsen til påskeunderet, og mange har palmelignende blade med i kirke. Ofte bliver de solgt uden for kirken inden gudstjenesten palmesøndag.
3. Det er blevet ganske udbredt at faste op til påske Ukraine – især blandt veluddannede i byerne. Mange overholder dog ikke fastetidens forskrifter til punkt og prikke, men forsøger at skære ned på forbruget af fx kød og mælkeprodukter.
4. Den ukrainske påske fejres med farverige påskeæg, pysanka, og dekorationer, der ofte er lavet af voks.
5. En anden tradition er at bage særligt ukrainsk påskebrød, paska.
6. Påskenat fylder man en kurv med pysanka, paska, og anden mad, som man ikke har spist i fasten, og tager den med til midnatsgudstjeneste, hvor præsten velsigner den.
7. Gudstjenesten påskenat har en særlig liturgi, "opstandelsesliturgi", som varer i flere timer. Efter gudstjenesten går folk hjem og spiser den påskemad, som er blevet velsignet i kirken.
8. En traditionel påskeleg er at slå spidserne af hinandens (hårdkogte) påskeæg sammen. Den, hvis æg holder, går videre til en ny duel med en anden modstander.
9. Det er en udbredt tradition at undgå at arbejde i haven i påsken.
10. En tredje tradition er Zakhody, hvor grupper af unge mennesker går fra hus til hus og synger påskesange, som de til gengæld får lidt lækkerier eller penge for.
Forslag til ukrainske islæt i dansk fejring af påsken
- Pynt kirken op med påskeæg. Det vil ikke virke fremmed for danskere, og vil være et fint nik til ukrainere.
- Arrangér bagedage, hvor I bager ukrainske påskebrød sammen med børnene.
- Ukraines salme- og sangtradition er stærk. Måske er der ukrainere, der vil synge en ukrainsk salme, eller måske kan I prøve at få den danske menighed til at synge med på ukrainsk.
- Påskefrokoster er en stor del af den danske fejring. I kan høre, om der er ukrainere, der vil lave traditionelle ukrainske retter til et påske-sammenskudsgilde.
- Mange sogne arbejder allerede sammen med lokale FDF- eller KFUM-kredse – eller med andre foreninger. Måske vil de stå for en særlig påskeaktivitet, som ukrainere kan inviteres med til.
Forslag til at fejre ukrainsk påske i folkekirken
- Fejr den ortodokse påske med midnatsgudstjeneste natten til påskesøndag, hvor Kristi opstandelse fejres.
- Hør, om der er en eller flere ukrainere, der vil læse teksten fra Bibelen på ukrainsk.
- Arrangér fællesspisning, hvor der tilberedes både ukrainsk og traditionelle danske påskeretter.
- Giv plads til ikoner, som er centrale i den ortodokse kirke – især i påsken.
- Spørg, om der er en eller flere ukrainere, som vil spille, synge eller på anden vis indgå i gudstjenesten påskedag/-nat.
For ressourcer til personer der arbejder med Ukraine: www.interchurch.dk/ukraine
For hjemmeside med introduktion til folkekirken på ukrainsk: www.cerkvavdanii.dk
Kontakt til Vicka Mortensen, koordinator for ukarineindsatsen (taler dansk, engelsk, ukrainsk og russisk). Tlf: 51334440, vm(at)interchurch.dk

Foto fra ukrainsk-dansk påskegudstjeneste 2. påskedag i Lem Kirke.