Jesus Kristus, vores bror!
Da du trådte frem iblandt os mennesker,
var det med ordene ”frygt ikke!”
Og du sagde: ”I skal ikke bekymre jer!”.
Men din styrke,
ét som du var med din himmelske Far,
har vi små mennesker ikke.
Så vi rammes af bekymring,
når en ny sygdom bryder hverdagen op;
og vi mærker frygt,
fordi vi kender til mennesker,
som den nye virus særligt vil true;
dem tænker vi på,
dem beder vi for.
Og vi beder for os selv:
Lad din ånd virke i os,
give os ro,
låne os glimt af din styrke,
så vi kan leve opmærksomt
med hinanden,
hensynsfuldt og hjælpsomt.
Hjælp os at hvile i dit nærvær,
virke i din kærlighed,
den du lader alt udstråle fra
til tro og håb.
Amen