”Hvor er kirken henne?”

På årets generalforsamling for Det lutherske Verdensforbund (LVF) i Krakow er et afgørende spørgsmål ikke til at undgå: Hvad er kirkenes ansvar for at fremme en grøn og retfærdig omstilling? Dette spørgsmål samler lutherske kirker og delegater fra hele verden i en tid, hvor den lutherske kirke oplever sin største vækst på det afrikanske kontinent. Her adskiller de sig på mange måder fra deres globale kolleger, både i aktivisme og i deres holistiske forståelse af kirken i forhold til den politiske virkelighed i deres respektive lande.

For at ære værtslandet har generalforsamlingen også inkluderet et besøg ved Auschwitz-Birkenau. Et sted, der symboliserer menneskehedens destruktive og ondskabsfulde natur. En præst fra Rwanda delte sine rystende oplevelser efter besøget og mindede om de grusomheder, han selv havde været vidne til, hvor familier blev massakreret for øjnene af deres børn, og kirker blev udnyttet som falske tilflugtssteder, hvor folk blev samlet for derefter at blive dræbt. Dette fik ham til at stille det hjertegribende spørgsmål: "Hvor var kirken henne?" En etiopisk præst delte ligeledes historier om konflikter i Etiopien, hvor kirkegængere fra forskellige stammer havde dræbt hinanden, og igen opstod spørgsmålet: "Hvor var kirken henne?" Disse historier fortsætter med præster og kirkegængere fra lutherske kirker rundt om i verden, der beskriver mord, diskrimination, økonomisk udnyttelse, seksuelle overgreb, racisme og mere, hvilket rejser det uundgåelige spørgsmål om, hvor kirken har været og er i mødet med uretfærdighed.

Præsten fra Rwanda sammenlignede de efterladte sko i Auschwitz-Birkenau med en kollega, der indsamler sko langs den afrikanske middelhavskyst. Disse sko, som tilhører flygtninge og migranter, der drukner i forsøget på at nå Europa, minder os om den aktuelle humanitære krise. Han spurgte igen: "Hvor er kirken henne?"

Erfaringerne fra de afrikanske lande tyder på, at kirken har tabt i kampen for retfærdighed i det 20. århundrede. I en tid, hvor militærkup underminerer demokratier på flere steder og borgerkrige og ustabilitet hersker, er det en udfordring for kirken at finde sin plads som en aktiv deltager i fred og forsoning. Alligevel ser den unge generation stadig et håb i kirken, især når det kommer til at adressere vores tids største udfordring: klimakrisen. Klima- og biodiversitetskriserne, som er emnerne for diskussion ved generalforsamlingen, er blevet nævnt af talere fra talerstolen, herunder generalsekretæren, den afgående præsident og den tiltrædende præsident, den danske biskop Henrik Stubkjær. Derudover har unge gjort deres indflydelse gældende ved at arrangere demonstrationer og happenings for at sætte fokus på klimaet.

Hvad er kirkens rolle i kampen for en retfærdig grøn omstilling, og hvordan undgår vi, at kirken gentager historien ved at tabe kampen for retfærdighed i det 21. århundrede? Disse spørgsmål er centrale, især når delegerede fra afrikanske kirker taler om kirkens ansvar for social retfærdighed, hvilket ofte gør kirken til en mere politisk aktør. ”Kirken bør arbejde for gældsreduktion for nationer og politisk indflydelse på alle niveauer. På samme måde skal kirken spille en aktiv rolle i overgangen fra fossile brændstoffer til bæredygtig energi.”. Denne vision for kirken kan kollidere med den danske forståelse af folkekirken, og spørgsmålet bliver, hvordan Det lutherske Verdensforbund skal forholde sig til disse forskelle.

Svaret på spørgsmålet om, hvor kirken har været, varierer afhængigt af omfanget, om det er globalt, nationalt eller lokalt. Som en global kirke er vi bundet sammen af teologien, men adskilt af kulturen. Vi deler den lutherske teologi, men vores kontekst og dermed vores kultur er forskellige. Af denne grund er det usandsynligt, at generalforsamlingen i Krakow vil føre til oprettelsen af en stærk politisk institution. Det nationale ansvar hviler på de enkelte lande, der ønsker en politisk aktiv kirke, og de må selv skabe den.

Spørgsmålet om, hvor kirken har været i mødet med uretfærdighed, bliver mere akut end nogensinde i det 21. århundrede. Mens vi samles ved generalforsamlingen i Krakow og reflekterer over vores ansvar for grøn retfærdig omstilling, må vi ikke glemme de aktuelle uretfærdigheder i verden. Europas behandling af flygtninge, som søger en sikrere fremtid ved at risikere deres liv på havet, er en skamplet på vores samvittighed. Vi kan ikke tillade, at historien gentager sig i dette aspekt af uretfærdighed.

Kirken har potentialet til at tjene som en stærk fortaler for retfærdighed, uanset om det handler om klimaet eller beskyttelsen af sårbare mennesker. At løfte vores ansvar og handle i solidaritet med de mest sårbare er en opgave, som vi ikke kan unddrage os. Lad os tage ved lære af historien og sørge for, at vores handlinger afspejler vores tro på retfærdighed, medfølelse og kærlighed for vores medmennesker og vores planet. Det er på den måde, vi kan sikre, at kirken i det 21. århundrede ikke blot gentager fortidens fejltagelser, men skaber en bedre og mere retfærdig fremtid for os alle.