Lutheranere findes i mange farver

I de kirkelige grundtvigske sammenhænge, som jeg er rundet af, har der ikke været stor tradition for internationalt og økumenisk arbejde. Den grundlæggende optagethed af samspillet mellem det folkelige og det kirkelige, som er kendetegnende for det grundtvigske, kalder på delagtighed i det folkelige som det tager sig ud, hvor det kirkelige liv udspiller sig. Ellers bliver det en abstraktion.

Men det grundtvigske lægger samtidig vægt på den frie samtale og på en kulturel åbenhed. Det har derfor været min oplevelse at 7 år som rådgiver i Det lutherske Verdensforbund har bibragt mig noget, som jeg ikke på forhånd kendte til og som bibragte mig noget godt.

Først og fremmest var det væsentligt at opleve den lutherske tradition udfoldet på mangfoldige måder på tværs af kulturelle kontekster. Netop fordi de mange forskellige ”folkeligheder” kalder forskellige aspekter af det lutherske frem. Jeg oplevede, hvordan Luther blev fremhævet som social-etiker, som omvendelsesprædikant, som bred adgang til bibelske narrativer, der så kan bringes i samtale med andre, som en slags søndagsskolelærer, som spirituel mester, som den sande familiens garant og meget, meget andet. Jeg brød mig ikke om alt, hvad jeg hørte, men jeg kom aldrig fattigere hjem fra møderne med lutheranere fra hele verden.

Det er godt at blive mindet om at den lutherske arv har nedslag, som tager sig anderledes ud end den danske evangelisk-lutherske folkekirke og dem, der ligner.

Dermed har jeg indgået i et arbejdsfællesskab med lutheranere i mange farver, hvor der er masser af smil. Men også meget andet. Hvor der er mange fælles overbevisninger, men også mange meget forskellige synspunkter.  

Det lutherske Verdensforbund blev stiftet i 1947 i Lund. Den danske folkekirke var en af de medstiftende kirker. De øvrige var skandinaviske, tyske og amerikanske. Siden kom det meste af kloden med. Anledningen var verdenskrigen og ønsket om at arbejde for enhed – også som kirker. Ønsket om at yde en fælles indsats i forhold den store flygtningekrise, der var efterkrigstidens. LVF yder den dag i dag en kæmpe indsats for verdens flygtninge og for fattige og udsatte i verdens brændpunkter. Det gør de gennem LVFs nødhjælpsorganisation, World service, hvor biskop Henrik Stubkjær de seneste 7 år har været formand. De andre afdelinger i LVF hedder: Teologi og økumeni samt mission og udvikling.

Som dansk lutheraner har det været væsentligt for mig at møde lutherske kirker, der ikke er majoritetskirker. I de nordeuropæiske lande, der har været domineret af den lutherske kirke siden Reformationen og i nogle af de lande, som siden blev kolonialiseret af de overvejende lutherske statsmagter, er den lutherske kirke som bekendt majoritetskirke. Og selvom det er længe siden, er vi dybt prægede af det nære forhold mellem statsmagt og kirke, som reformationen medførte, i opgøret mod den centrale kirkelige magt, som den tog sig ud i Romerkirken. Så for mange af os er vores nationale identitet og hele vores historie og kultur dybt præget af lutherdommen, også selvom nogle bor i lande, hvor det procentvise medlemskab er vigende. Men i Det lutherske verdensforbund findes der også en lang række kirker, som er minoritetskirker og blandt disse ganske små kirkesamfund. Det skærper alt andet lige bevidstheden om det lutherske og måske især det lutherske som teologi, når det trækkes ud af sammenhængen med en dominerende samfundsorden. Omvendt var det afgørende for disse kirker at lade sig inspirere af nogle af de større kirker, som netop p.g.a. vores bredde i højere grad tænker kirke og teologi i samtale med tidsånd og kultur. Det kan være en mangelvare andre steder.

Det er min erfaring, at et engagement i det lutherske verdensforbund giver inspiration med hjem fra en sammenhæng, hvor den fælles lutherske platform betyder, at vi aldrig kun er fremmede for hinanden uanset store forskelle. Vi har en fælles indgang til kristendom og kirke. Men nok så væsentligt er et engagement i Det lutherske verdensforbund med til også at inspirere og give noget til de andre.

I et forbund som Det lutherske Verdensforbund, som er et fællesskab af 77 millioner lutheranere fordelt på 99 lande og 150 medlemskirker og dækker 90 % af verdens lutheranere, hvoraf så forskellige kirker som den etiopiske, tanzanianske og svenske er de største, vil der i sagens natur være mange forskelle.

Der er især et dilemma, der fylder rigtigt meget. 

Synet på spørgsmål om familie, køn og seksualitet er og bliver den varme kartoffel i Det lutherske Verdensforbund. I det spørgsmål står kirkerne meget stejlt overfor hinanden i blokke, der ikke fuldstændigt, men i nogen grad, falder sammen med den såkaldt nye og gamle verden. Europa, Nordamerika overfor især Asien og Afrika.

Hvorfor er området omkring familie, køn og seksualitet altid så betændt? Også i Danmark har vi vores mest voldsomme diskussioner og vores frihedsrettigheder for præster omkring disse spørgsmål, som jo så samler sig om vielse af fraskilte og homoseksuelle. Og påfaldende er det, hvordan vielsesritualet i Danmark altid har været meget strikt med autoriserede tekster til læsning o.s.v., mens begravelsesritualet er frit. Det handler om at holde fast i rammerne for det kontroversielle og det, der af mange opleves som afgørende for samfundets stabilitet. Synet på ægteskabet og dermed på familien.

Det har selvfølgelig at gøre med seksualitetens altid grænsesprængende potentiale (det er det her med kønsdriftens og togdriftens styrlighed) og dermed at gøre med at familien som individets sikkerhed, står for skud.

Og hermed er allerede sagt en hel del om, hvorfor et verdenssamfund af lutherske kirker, med de voldsomt forskellige samfunds- og familiestrukturer der er repræsenterede, ikke kan se ens på de her spørgsmål. I mange af de lutherske kirker handler det ikke blot om at homoseksuelle ikke kan blive viet eller blive præster, men om at de ikke er tolereret overhovedet og nogle steder jo oplever decideret forfølgelse.

Nu lagde jeg op til kultur og familie og samfundsforhold som forklaring på forskelle.

En lige så afgørende forskel er selvfølgelig bibelsyn og bibellæsning – her er også store forskelle.

Og endelig er kolonitidens skygge også en forklaring på de reaktioner, der fremkommer – måske fra begge parter. Der er nok stadig en lille tendens blandt de gamle kolonimagter til at vide bedre. Helt sikkert er der en lille tendens blandt de gamle kolonier til ikke at ville korrekses, som gør det hele mere betændt.

Når det så er sagt, vil jeg understrege, at fællesskabet blandt de lutherske kirker alligevel står stærkt. Det er altid berigende at høre sin egen tro, konfession og tradition spejle sig i helt andre vilkår, kulturer og tankesæt.

Og efter en lang konference med vedtagelser og diskussioner står jeg altid tilbage med en særlig taknemmelighed over en bestemt ting: Nemlig at holde gudstjenester sammen vidt forskellige som vi ser ud, taler, synger og agerer. For her bliver den fælles lutherske arv meget tydelig midt i forskelligheden. Salmegudstjeneste, bibeltekster, prædikener, der kritisk og samvittighedsfuldt lader tekst og tid udfordre hinanden, nadver og ranke rygge.

Jeg tænker hver gang at her er ikke bare lutheranere i mange farver. Her bliver jeg også selv lidt mere en lutheraner i mange farver og det er der vist ingen af os, der tager skade af.