Nyt medlem af Det lutherske Verdensforbunds råd

Det som vi i folkekirken er mest optaget af i forhold til LVF, er det teologiske arbejde. I LVF har man mulighed for virkelig at gå i dybden med luthersk teologi og tænkning. Det er spændende at arbejde videre med hvordan LVF kan være et mødested og en platform for luthersk teologi og tænkning på tværs af lande og kulturer. Her kan man drøfte forskellige perspektiver på hvad den luthersk gudstjeneste er, hvordan udvikler vi vores liturgi inden for en luthersk ramme, og hvordan ser de andre lutherske kirker på kirkens og teologiens rolle i det offentlige rum.

Jeg vil også have en opmærksomhed på i hvilke steder og sammenhænge i folkekirken jeg kan bringe internationale perspektiver ind i samtalen, ligesom vi i Det mellemkirkelige Råd vil drøfte hvordan vi kan styrke samarbejdet mellem LVF og folkekirken.

Jeg vil gerne prioritere arbejdet med at involvere menigheder i Danmark i arbejdet med den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelses 1700 års jubilæum i 2025 samt 500-året i 2030 for den augsburgske bekendelse. LVF vil arbejde med begge teksters historiske og aktuelle betydning, og begge jubilæer er en god mulighed for at sætte ord på indholdet af kristen tro i dag og dens betydning for folkekirken i forholdet til andre kirker i Danmark og i udlandet. 

Teologi og samfund

I LVF pågår der lige nu en studieproces om ”Misleading theologies” (Vildledende teologi). Det handler om hvordan teologien nogle gange kan bringe os de forkerte steder hen. Ikke al teologi er sund teologi. Hvordan håndterer man en teologisk mangfoldighed og samtidig fremmer en samhørighed og et samfundsansvar? Det er et fælles ansvar blandt kirkerne. 

Hvis teologien skal forholde sig til samfundet bør den bero på ordentlige analyser og indsigter fra andre dele af samfundet. Det er ikke nok at ”teologisere” eller ”kristianisere” forskellige samfundsanliggender. Der bør være det rigtige samspil mellem teologi og kirke samt det sociale og politiske felt. I de lutherske kirker lægger man vægten forskelligt, og de drøftelser kan vi blive inspireret af i folkekirken. 

Store og små kirker

Et andet vigtigt spørgsmål er: Hvad vil det sige at forstå sig selv som national folkekirke? Der foregår lige nu en stor diskussion i LVF om nationalisme. Er Den danske Folkekirke mest en dansk kirke eller først og fremmest en folkekirke? Vi taler ud fra vores erfaringer som majoritetskirke. Men vi bør ikke glemme at lytte respektfuldt til de kirker som står i en minoritetssituation. Er det nogle gange gået skævt i forholdet mellem de store og de små kirker?

De nationalkirker i Europa, som plejede at være de store kirker, begynder nu at skrumpe. Hvad sker der med kirker der skrumper? Hvilke reaktionsmønstre har kirker der mister medlemmer? Hvordan bevarer man håbet? Det bør ikke kun handle om privilegier der skal opretholdes. Kan man omvendt skrumpe sig til relevans? Hvad er der af organisatoriske og åndelige udfordringer? Hvordan kan man udvikle kirken så den er ”befriet fra falske bindinger”, som Luther skrev. Når lutherske kirker skrumper, er det anledningen til at finde ind til kernen af hvad det vil sige at være luthersk og spørge sig selv hvorfor man er her som kirke. Det er ikke nok at være traditionsbevarende, man skal kunne pege på en vision.

Aldrig igen

Til sidst vil jeg nævnte at generalforsamlingen i Krakow arrangerede en tur til koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau. Dermed fik vi indblik i den polske historie og det var også en anledning til at tage spørgsmålet op om de lutherske kirkers forhold til det jødiske samfund. Der er et spørgsmål om historisk medskyld fra de lutherske kirker i Europa, og det er vigtigt at tale åbent om det. I en nutid præget af krig og stigende politisk polarisering blev vi mindet om ikke at gentage de gamle fejltagelser vi begik historisk.