På besøg hos paven

I flere år har en teologisk arbejdsgruppe under Det mellemkirkelige Råd været i samtale med Den romersk-katolske kirke i Danmark. Fra folkekirkens siden har det været folk fra universiteterne, uddannelsesinstitutioner og biskopper. Og fra katolsk ligeledes universitetsfolk, biskop og præster.

Tillidsfulde samtaler 

Det økumeniske forhold mellem folkekirken og den katolske kirke har længe været godt, og samtalerne bærer også præg af tillid og åbenhjertighed. Gennem årene har der været samtale om centrale emne som apostolicitet og det petrinske embede; altså paveembedet, som på samme tid er en central anstødssten for folkekirken og en afgørende del af katolsk selvforståelse.

Nylig afdøde Peder Nørgaard-Højen sad også i samtalegruppen, og havde stor indsigt i disse forhold, og særligt i forholdet omkring det petrinske embede, hvor havde han bidraget til en tekst gennem de såkaldte Farfa-samtaler. Denne tekst er læst og diskuteret, og man er kommet nærmere en forståelse af hvad Petersembedet er.

Men en central del af samtalerne er også mødet med den anden. Derfor drog samtalegruppen den første uge i november i år på fire dages studietur i Rom, hvor vi blev fornemt indkvarteret i Vatikanet. Turen var for en stor del af den arrangeret af den katolske biskop Czesław Kozon, der kunne få gruppen helt tæt på centrale personer og institutioner i Vatikanet. Biskop Kozon skal have stor tak for turen og for dens indhold af både faglig og social karakter.

Udenrigspolitik

Et møde med den pavelige ”udenrigsminister” Paul Gallagher i Statsekretariatet var interessant. Her kan vi tale om en kirke, der samtidig er en stat, og som altså også plejer udenrigsinteresser. Disse interesser bliver dog ikke plejet ved verdslig magt, for den katolske kirke har som bekendt ingen hær eller lignende. Men det bliver gjort med samtale som etisk pres. Et interessant aspekt er det jo, at man som katolik faktisk kan have to ”udenrigspolitikker”, eksempelvis i forholdet til Mellemøsten, hvor ens statsborgerland kan have en holdning og den katolske kirke en anden. Det anså Gallagher dog ikke for en afgørende problematik, og sandt er det jo også, at sådan lever man i dag, hvor man sagtens kan kæmpe for en politik i den græsrodsbevægelse, man måske nu engagerer sig i, og en anden i sit lands officielle politik.

Forskelle 

Der var også møde i det såkaldte Troslæredikasteri. Det, der før hed Troskongregationen. Det er den katolske kirkens dogmatiske og etiske tænketank. Mødet var spændende og oplysende. Men det blev gentaget at den lutherske kirke var et ”Church Community”; altså et kirkeligt fællesskab, der har kirkekendetegn, men ikke er kirke i egentlig forstand. Det er helt i samme spor som udtalelsen fra Anden Vatikanerkoncilum, hvor det siges, at den katolske kirke står i et virkeligt om end ufuldkomment fællesskab med alle, der bekender Jesus og er døbt, og derved subsisterer, som det udtrykkes i den katolske kirke. 

Den katolske kirke og de lutherske underskrev sammen i 1999 Fælleserklæringen om Retfærdiggørelseslæren, hvor man nåede frem til den bemærkelsesværdige konklusion, at man var enig om retfærdiggørelseslæren, men det havde dog ikke konsekvenser for nadverfællesskabet, fordi man fra katolsk side fastholdt, at der var væsentligere adskillende ting såsom kirkesyn og embedsteologi. Det viser, at man ikke har talt retfærdiggørelseslæren til bunds, og derved drager konsekvenserne af dette gennembrud som fælleserklæringen var. Kun ved at få konsekvenser for kirke og embede, kan retfærdiggørelsen luthersk set være ”articulis stantis et cadentis eccalesiae” (den trosartikel hvormed kirken står og falder).

Turen førte også til en spændende besøg på det engelske kollegium, der havde en både medrivende og tragisk historie, da de første præster uddannet der efter reformationen ofte blev til martyrer i det protestantiske England. Det var et eksempel på en desværre blodig reformationshistorie.

Dialogens formål

Den økumeniske samtale blev yderligere belyst ved et møde om Kardinal Kurt Koch, der er præsident for Enhedsrådet, der fører de økumeniske samtaler med andre af verdens kirker. Koch er en præcis og dygtig teolog, der også, som i Trolæredikastriet, gav udtryk for en opbremsning i den økumeniske dialog; og det ikke fordi man ikke vil samtalerne, men fordi man måske for nuværende ikke helt kan se hvad dialogens formål er eller hvad resultatet skal være. 

Det er som om, at man i de forgangne 50 år har opnået meget, og alene det, at kirkerne taler sammen, er positivt, men dialogen har ikke medført nogen egentlig kirkestrukturel ændring. Vil man det? Skal man det? Det er nogle af de overvejelser, der gør, at dialogen måske for tiden går lidt i stå. Man kan se det Fælleserklæringen som eksempel, hvor resultaterne blev nået, men intet reelt er sket.

Besøg

Hver morgen deltog vi i messe i Peterskirken læst af Biskop Kozon. Glædeligt var det at synge danske lutherske salmer dertil. Og også besøg hos den lutherske tyske kirke i Rom og dets præst Vannessa Bayha var spændende, for her var der virkelig tale om økumeni i praksis.

Den sidste dag fik vi mulighed for at hilse personligt på Pave Frans, hvilket naturligvis var en stor oplevelse. Han er biskop af Rom og statsoverhoved, og dertil et engageret og levende menneske med en stor opgave.

Turen afsluttedes med besøg på det pavelige universitet Gregorianum, som uddanner katolske præster fra utallige nationaliteter. Det var virkelig et centrum for lærdom. Her kunne man også tilbyde et økumenisk program, som særligt de danske universitetsstuderende kunne have glæde af. Og endelig besøg også hos ”The Anglican Center”, som er den anglikanske kirkes ”ambassade” i Rom.

Samtaler fortsætter

Det var intense dage med både teologiske, kirkeligt og socialt samvær. Det har givet et godt indblik i den katolske kirkes kerneinstitutioner. Tankevækkende er det, at der er opnået så gode resultater gennem årene, men de har egentlig haft så få praktiske konsekvenser. 

Fra luthersk hold strander det på det petrinske embede, der bliver konstituerende for kirken, embedet, og sakramenterne. Og det er klart, at man fra katolsk hold ikke vil kunne anerkende den lutherske kirke som fuldgyldig kirke, for da har man relativeret sig selv. Men samtalerne fortsætter. Vi bliver klogere på hinanden og på os selv, og det er også afgørende. Og gode venskaber skabes.