Tid til et temposkift?

Af Rikke Juul, præst i Rosenvængets Sogn, København

Jeg er netop kommet hjem fra generalforsamling i Konferencen for Europæiske Kirker hvilket fandt sted i den estiske by Tallinn. Nærmere bestemt i en stor klods af en bygning lige mellem vandet og den gamle bydel. Bygningen hedder KultuuriKatel, og det er nok det smukkeste konferencecenter, jeg nogensinde har været i.

Tidens tand

KultuuriKatel var oprindeligt byens kraftværk, færdigbygget i 1913. Men på et tidspunkt blev kraftværket forladt, erstattet og stod i en årrække tom og forsvarsløs over for tidens tand. Det vidner de krakelerende betonvægge og utallige rustne metalrør, som snoede sig ud og ind af hinanden, om. Det hele var der nemlig stadig, som baggrund for det nye multifunktionelle kulturcenter. Med farvede projektørlys, behagelige stole, fremragende lydanlæg og god akustik, fik de skabt en kæmpe sal med scene til talere, et tilstødende kirkerum og et stort receptionsområde midt mellem gamle betonsøjler.

Den tidligere industribygning mindede os alle om, at det ikke kun er kirkebygninger, der forfalder. Selv de nyeste teknologiske fremskridt har svært ved at holde trit med tiden særligt længe. Alt andet lige vil en kirke fra 1913 stadig være en relativt ny bygning. Derfor satte disse rum den perfekte kulisse for at tale om kirke og samfund, nu og i fremtiden. Det var netop de temaer den tyske sociolog Hartmut Rosa fik i spil i sit foredrag.

Tempo

Rosa, som er aktuel med bogen ”Demokrati har brug for religion”, er kendt for sine analyser af, at vi lever i samfund, som dyrker den konstante vækst og kræver, at vi hele tiden kan sætte tempoet op og gøre det lidt bedre end forrige år. Vi skal konstant accelerere, og det fører til mistrivsel og fremmedgørelse over for os selv, hinanden og verden. Han mener, at vi mennesker er ved at løbe fra noget helt centralt i os selv, når vi løber så hurtigt, og han hævder, at kirken og religionen har den medicin, som tiden har brug for. Det vakte naturligvis bragende bifald i den store forsamling af kirkefolk.

Tidsånd

Efterfølgende blev vi delt ud i mindre grupper, hvor vi diskuterede oplægget med hinanden. Vi kom fra alle Europas hjørner og forskellige kristne traditioner, men ikke desto mindre kunne alle i min gruppe genkende det samtidsbillede, som Rosa gav. 

Den store diskussion blev, om vi nu også i kirkerne er modstykket til den tidsånd, som Rosa hævder, at vi kan være? Eller er det snarere sådan, at vi i frygten for at blive overflødige og forladt selv løber hurtigere og hurtigere, så vi ikke længere er i stand til at tilbyde folk det de har brug for. Det var en interessant og frugtbar diskussion, som vakte håb om, at vi også i fremtiden på hver vores måde kan være en kirke for mennesker, der har brug for os.