Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Ukrainere på kirkeligt topmøde: En retfærdig fred er forudsætningen for forsoning

Christina Rygaard beretter fra KEKs generalforsamling i Tallinn, hvor ukrainske kirkefolk deler vidnesbyrd fra et krigsmærket land

Den ukrainske journalist Alise Heichenko (med mikrofonen) taler ved en høringen 'Preparing for Peace: The role of churches in transforming violence' under KEKs generalforsamling i Tallinn. Foto: Albin Hillert/CEC

 

Christina Rygaard Kristiansen, provst i Tønder, deltager i europæisk kirkeligt topmøde. Det er Konferencen for Europæiske Kirker der holder generalforsamling i Tallinn, Estland. 

Læs mere om KEKs generalforsamling her

I dag har der været en høring om kirkernes rolle under krigen i Ukraine og hvordan man kan tale om retfærdig fred og forsoning. Læs her hvad Christina Rygaard beretter:

 

Siden 24 februar 2022 har de fleste af os, mere eller mindre, fulgt med i krigen i Ukraine. Nogle har mødt ukrainske flygtninge i Danmark og alle har vi læst de sorgfulde beretninger om smerte og tab, og rædselsvækkende og ubegribelige historier om menneskelig afstumpethed. Men der sker noget, når det meste af ens information fås på distancen. Der kommer en vis afstand. 

Uden filter

Her på KEK’s generalforsamling, hvor de europæiske kirker er samlet under overskriften – Under God’s Blessing, Shaping the Future – var der ikke længere noget filter. Her sad de, repræsentanter for de ukrainske kirker, både ortodokse og protestanter, og talte om fred og forsoning. Også de unge fra Ukraine, Belarus og unge flygtet fra Rusland fordi de er i mod krig var med.

De fortalte og fortalte. Om samarbejde mellem kirkerne midt i krigens rædsel. Om hundreder og atter hundreder af ødelagte gudshuse, om arbejdet med at bringe evangeliets trøst til alle, der har brug for det, under de sværest vilkår man kan forestille sig. 

De unge fortalte om deres håb for fremtiden, om deres tro på, at der på den anden side af krigen vil komme en genopbygning af samfundet. Om behovet for at finde deres egen vej, så udtryk som ’retfærdig fred’, forsoning og håb ikke spændes for en propagandavogn, mens de tømmes for reelt indhold. En ung kvinde fortalte, hvordan det var at se sine veninder købe kister og holde begravelser, i stedet for at købe brudekjoler og fejre bryllup. En anden om krigens brudte relationer.

Forsoning

Der var selvfølgelig forskellige nuancer i de holdninger, der kom til udtryk. Sådan er det, når forskellige kirker og forskellige mennesker tager ordet. Det der står tilbage, det der gjorde indtryk, var disse kirkefolks og unges insisteren på, at forsoning skal komme på dagsordenen. Her, mens de vidste at kampe blev udkæmpet hjemme, angreb fandt sted som kostede liv, insisterede de på, at forsoning var en det af det at være kristen, at være kirke. De var dog lige så tydelige, når det kom til, at der er en tid for alting. Og tiden til forsoning er, når angrebene holder op og landet ikke længere er besat. Så længe Ukraine bliver angrebet og dele af landet er besat, er forsoning ikke muligt. En retfærdig fred er forudsætningen for forsoning.

De udsendte kirkefolk fortalte, at årsagen til at det gik så godt med samarbejdet kirkerne imellem er, at de gennem årelangt samarbejde kender hinanden, ikke bare som kirker, men også personligt. Hvis nogen skulle overveje, hvorvidt et samarbejde som KEK giver nogen mening, så ligger svaret lige her. Det handler ikke bare om at kende hinanden som kirker, men også om personlige relationer, der muliggør arbejde, som ellers ikke ville være muligt. KEK blev grundlagt for at arbejde for fred og forsoning. Der er fortsat hårdt brug for dette arbejde.

Bed for os!

Adspurgt hvad Europas kirker kan gøre for Ukraine var svaret fra ukrainerne helt enkelt: Bed for os. Husk os i jeres bønner, bed for at freden må komme og at vi igen må leve frit. Og når freden kommer, så find måder at hjælpe os med genopbygge alle de kirker og gudshuse, som krigen har ødelagt.

Hvad er KEK?

KEK er et fællesskab af 113 ortodokse, protestantiske, anglikanske og gammelkatolske kirker fra hele Europa samt over 40 kirkeråd og organisationer. KEK blev grundlagt i 1959 i Nyborg for at arbejde for dialog, fred og venskab mellem kirker i hele Europa på tværs af kirkelige, politiske og kulturelle skel. KEK har hovedsæde i Bruxelles og er i jævnlig kontakt med EU-parlamentarikere om emner som kirkerne er optaget af, såsom  

menneskerettigheder, religionsfrihed og fredsarbejde. KEK ledes af den danske generalsekretær Jørgen Skov Sørensen.