Solen skinner og det er en perfekt dag til en strøgtur. Der går en del mennesker forbi vinduerne udenfor det lokale, hvor Kirketorvet holder til. Stedet ligger helt ud til gågaden og lige ved siden af Den Katolske Kirke i Århus. Det ligner lidt en café med små kaffeborde og hyggehjørner. Man kan ikke købe noget, men der er gratis kaffe på kanden. Kirketorvet åbner kl. 13.30 og det er frivillige fra Christianskirken, der har vagten i dag.
Kristian Lindholm er daglige leder for Kirketorvet og han fortæller: Vi har to mål med Kirketorvet. For det først vil vi skabet et sted, hvor der er plads til ro midt i byens heftige puls. For det andet vil vi gerne give rum for samtaler om tro og eksistens i en dialogisk ramme. Initiativet er helt nyt. Efter to års forberedelse, hvor vi talte om visionen for Kirketorvet, hvordan det praktiske skulle fungere, men også om, hvordan vi fra forskellige kirker kunne stå sammen om arbejdet, var det planen at åbne i januar 2021. Det blev dog pga. Corona udskudt til maj 2021. Vi er altså stadig i opstartsfasen, hvor vi afprøver og lærer. Men vi ved dog, at der har været 900 besøgende i Kirketorvet i løbet af de første 8 måneder. Vi har for nuværende i gennemsnit åbent 20 timer om ugen. Vi vil gerne holde mere åbent, men der skal frivillige til.
Det var jesuitterne i Århus, som spurgte ud blandt de kirker, der var engageret i samarbejdet om Julekrybben (en real-size julekrybbe, som opstilles i julemåneden på gågaden foran den Katolske Kirke og hvor der løbende er forskellig typer underholdning). Efter bog-butikken lukkede, stod det fine lokale ved gågaden tomt. Hvis kirkerne kunne bruge det, var jesuitterne parate til at betale huslejen. Rigtig mange kirker var med i idefasen, også flere end dem, der i dag er med i selve projektet. På nuværende tidspunkt er der 9 kirker og organisationer med i projektet. De giver hver 6.000, - kr. i årligt kontingent og de fleste stiller med frivillige. De sidder også med i repræsentantskabet, som vælger styregruppen.
Da projektet er fælleskirkeligt, har man ønsket at opstille nogle meget faste spilleregler for arbejdet. Vagtplanen er indrettet sådan, at det kun er én kirke eller organisation, der er på ad gangen. Der blandes ikke på tværs. Det er i fællesskabet i den bagvedliggende forening Kirketorvet, at det fælleskirkelige får plads ikke i selve arbejdet i cafeen. I de indledende samtaler blev det tydeligt, at det var en udfordringen, hvis kirkerne skulle stå alt for samlet og være enige om alt. Derfor er der i vedtægterne taget højde for det. Når en kirke eller organisation har vagten i Kirketorvet er det altså kun frivillige fra den ene kirke eller organisation, der møder ind. Men har man vagten og værtskabet så er man til gengæld fri til at invitere dem man taler med til gudstjeneste i egen kirke, man er også fri til at profilere egen sammenhæng. Når nye frivillige kommer, bliver de informeret om arbejdets vision og spilleregler gennem en medarbejderhåndbog og et intromøde.
Der er mange fordele ved at flere kirker og organisationer sammen står bag Kirketorvet, fortæller Kristian Lindholm. Det kunne slet lade sig gøre uden at vi stod sammen om det. Ingen af os har ressourcer til at stå for Kirketorvet alene. Desuden har det lært os meget at skulle arbejde sammen. Personligt har jeg fundet mødet med andre kristne fra andre kirker spændende. Det har lært mig mere respekt og forståelse for dem, der gør tingene anderledes end mig selv. Sådan tror jeg vi alle har det. Det at opdage hinanden som brødre og søstre i troen har været givende. Det afføder også respekt, når man opdager hvor dygtigt og kompetent andre kirker arbejder. Man får øjnene op for, at der er andre måder at være tingene på, end den måde vi gør det på i vores kirke. Forskellige kirker har forskellige styrker og man kan lære af hinanden. Der er andre måder og andre kulturer end vores egen. Endelig gør det noget ved holdningen til andre kristne. Det er nemmere at holde af dem, som man arbejder sammen med. Dem man kender taler man pænere om.
For folk, der besøger Kirketorvet, tror Kristian Lindholm ikke det fælleskirkelige betyder ret meget. De lægger vel næppe mærke til det, argumenterer han. Det er bare kirke. Men fordi vi som kirker kender hinanden, så har vi efter en samtale med besøgende bedre mulighed for at anbefale en bredere vifte af kirkelige tilbud, og dermed større chance for at ramme lige det, som passer til den person vi har talt med. Det kan for eksempel være at henvise til pastorale samtaler hos den besøgendes lokal sognepræst, eller fortælle katolikken, hvor der er mulighed for at gå til messe.
Kristian Lindholm bliver afslutningsvis spurgt om hvad han ville anbefale, hvis nogen ønskede at gå i gang med et lignende økumenisk initiativ. Han siger: Sæt jer ned og find ud af, hvad det er I vil. Lav en ramme for jeres arbejder. Den skal være så stram, at ved når man er gået udenfor grænsen, men så løs, at man kan holde ud til at være med. Det kan godt tage tid at finde frem til fælles konsensus, men det er arbejdet værd.
