Christiansborg-høring om religionsforfølgelse i Pakistan viser behov for fortsat indsats
Da Pakistan blev dannet i 1947 forsikrede grundlæggeren Muhammed Ali Jinnah, at der i Pakistan var accept af alle religiøse minoriteter. I 2008 fik en kristen for første gang plads i regeringen – som minister for minoriteter. To år senere blev han myrdet.
I dag er Pakistan kategoriseret som ”a country of particular
concern”, hvor der gang på gang sker overgreb mod religiøse minoriteter.
Spektakulært og grusomt da selvmordsbombere for et to år siden tog 127 kristne
med sig i døden, da de kom ud fra gudstjeneste i All Saints i Pershawar,
Danmissions gamle samarbejdskirke i Pakistan.
Det var derfor naturligt for Danmission at være ankerpunkt i en
høring om religiøs forfølgelse i Pakistan, som blev afholdt 2. september i
Fællessalen på Christiansborg, arrangeret i samarbejde med Folkekirkens
mellemkirkelige Råd (MKR), Dansk Missionsråd og Institut for
Menneskerettigheder. Mødet lå i forlængelse af rådsmøde i MKR, hvilket betød,
at hele Rådet deltog i høringen, som ligger inden for MKR’s prioritering af
arbejde med trosfrihed og forfulgte kristne.
Fra Pakistan medvirkede biskop Humphrey Peters fra Church of
Pakistan samt FN’s forhenværende special repporteur om religionsfrihed, Ms. Asma
Jahangir. Høringen viste med al tydelighed, hvor komplekst det er at arbejde
med trosfrihed i lande som Pakistan: Officielt er der grundlovssikret
religionsfrihed i Pakistan. Men et stærkt muslimsk flertal dominerer kultur og
samfundsorden på en måde, som gør det meget vanskeligt for minoriteter at få
ret og plads i samfundet. Det gælder for det kristne mindretal såvel som
hinduer og gruppen af Ahmadi-muslimer, der af det muslimske flertal anses som
kættere. Regeringen gør på den ene side visse tiltag for at sikre
religionsfriheden. Men på den anden side tillader de brug af skolebøger,
udarbejdet af islamistiske grupper, som giver stærkt fortegnede billeder af de
religiøse minoriteter. Blandt andet derfor er det en del af hverdagens
orden, at kristne og andre minoriteter udsættes for chikane og vold i
lokalsamfund, hvor ordensmagten vender det blinde øje til overgrebene. Det er tilmed
næsten umuligt for kristne at opnå retfærdig rettergang.
Høringen viste med al tydelighed, at der er behov for både på kort og lang sigt at fortsætte den internationale indsats for at få Pakistans regering til at arbejde for beskyttelse af landets religiøse minoriteter. Den viste også, at vi som vestlig nation har vores rolle at spille i dette. Marie Juul Pedersen fra Institut for Menneskerettigheder afsluttede høringen med præsentation af den nyudarbejdede rapport: Religionsfrihed i dansk udenrigs- og udviklingspolitik, der giver en række forslag til, hvordan danske politikere og den danske stat kan fremme arbejdet for religionsfrihed. Rapporten er udarbejdet i samarbejde med bl.a. Folkekirkens mellemkirkelige Råd.
Af Birger Nygaard
