Mindeord over Erling Tiedemann
Af Birger Nygaard
Det var med stort vemod, vi fik meddelelsen om, at Erling Tiedemanns pludselig døde den 26. december. Det burde ikke overraske, at en person på 83 år kan falde bort. Men det var alligevel uventet, idet Erling udstrålede en livskraft og velvære, som fik os andre til alvorligt at overveje vores egen alder. Han var den sidste, jeg havde en lang telefonsamtale med, inden jeg gik på juleferie den 22. december. Og julehilsen vedlagt hans nyudgivne E-bog med 100 avisklummer om etik modtog vi juleaften kl. 16. Hans mail lå stadig allerøverst i mailboksen, da jeg fik meddelelsen om hans død. Det er betegnende for ham, at han døde foran computeren i færd med at skrive et debatindlæg.
Erling Tiedemann var så mange ting. I dette mindeord er fokus alene på, at han var en central figur i det økumeniske Danmark. Han hvilede i sin katolske kirketradition, som han betragtede som sin konfessionelle kirke. Samtidig følte han sig hjemme i folkekirken, som var hans nationale kirke. Med et sådant udgangspunkt var han en vigtig drivkraft i økumenisk samtale mellem luthersk og katolsk tradition i forbindelse med det forestående reformationsjubilæum, hvor han gjorde en stor indsats og fremhævede, at reformationen var vigtig både for katolikker og protestanter. Som han sagde: ”Det er vanskeligt at forestille sig reformationen uden katolikker”. Endnu ét af de fyndord, som var et særligt varemærke for ham og som skabte forløsning og latter i mange sammenhænge, hvor rynkede pander og stive sind havde behov for opblødning fra en mand, hvis vid, visdom, erfaring og personlighed overgik vi andres småtskårenhed.
Hans engagement i den luthersk-katolske dialog kom til udtryk 3. december, hvor der var reception for udgivelsen af Fra konflikt til fællesskab, som giver en opsummering af de sidste 50 års dialog. Erling Tiedemann var initiativtager til udgivelse heraf. Udgivelsen er i sig selv var udtryk for et godt økumenisk samarbejde: med katolikker som oversættere og Kirkeministeriet som økonomisk bidragyder til udgivelsen.
Denne udgivelse beskriver en vigtig periode, hvor forholdet mellem de to kirker har ændret sig markant fra det fordomsfulde og mistænkeliggørende i retning af gensidig forståelse og fællesskab.
Erling Tiedemann selv var et levende vidnesbyrd om denne positive udvikling. Han var imidlertid fuldt ud klar over, at vi ikke er færdige med dialogen, men må presse på for at komme videre. Min samtale den 22. december med ham handlede netop om dette. Han ønskede at oversætte et tilsvarende skrift fra den nordamerikansk baserede dialog fordi dette dokument netop tog dialogen et skridt videre og hermed udfordrede de fastlåste positioner lidt stærkere. Dette illustrerer Erling Tiedemanns formidable evne til med politisk behændighed at skabe fremdrift.
Hans slutord til mig angående oversættelsen var: ”Den slags har en pensionist jo tid til.” Nu er Erling Tiedemanns tid løbet ud. Vi, der er tilbage, ærer ham ved at videreføre det engagement, som han inspirerede så mange med. Æret være hans minde.
Se mere om og af Erling Tiedemann her.
